Dare to dream

Emilie og Emma er i England. De har glædet sig til at holde nogle uger fri fra livet hjemme i Danmark, og bare slappe max af. Men sådan kommer det ikke helt til at gå. De får travlt med at holde sig ude for søgelyset når de kommer i nær kontakt med nogle meget specielle drenge... Kan alt blive som før igen?

13Likes
15Kommentarer
3754Visninger
AA

4. Emilie

Jeg var ikke ligefrem fan af dem, men jeg kunne nu godt lide dem. Emma derimod, hun var fan, og hun var helt oppe at køre. Hun prøvede at skjule det, og det lykkes også ret godt, selvom jeg kunne se hendes hænder ryste. Gode Gud da!

"De kigger herover!" Hviskede hun, og jeg skævede derover og konstaterede, at hun havde ret. "Ja Emma, det har jeg godt opfanget". "Skal vi ikke gå over for at få taget et billede, og få en autograf?" Hun kiggede desperat over på mig, og jeg overvejede det kort. "Nej, vi venter lige lidt, vi virker bare for stalker agtige", hun nikkede og tog en slurk af sin kakao. Med et blik ned på min kakao fik jeg konstaterede, at der ikke var mere tilbage. Satans! "Emma...", sagde jeg, og hentydede til min tomme kop. Hun sukkede, "så lad da gå da, men så skylder du mig også en tjeneste!" 

Kort efter hun havde rejst sig, gik Harry også fra deres bord. Lige da jeg vendte mig om for at se hvornår hun kom tilbage, skete der det mest pinlige. Ikke for mig selvfølgelig, men for Emma. Med den varme kakao, vendte hun sig om, og stødte direkte ind i Harry. Shit, han havde endda en hvid sweater på, forhelvede Emma. "Ej, undskyld, jeg er så ked af det!" Hun var helt ude af den, og hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Jeg kunne ikke se Harrys reaktion, men Nialls var ikke til at tage fejl af. Han var flad af grin, og jeg kunne heller ikke holde en latter tilbage. Emma kiggede forvirret ned på mig, og derefter vendte hun igen sin opmærksomhed mod Harry. "Jeg er SÅ ked af det! Men du skal have gjort noget ved den sweater", så moragtig hun dog var. Han nikkede, og trak den af. Hvis ikke han havde haft en t-shirt på indenunder, så havde jeg været ret så sikker på, at hun havde besvimet.

***

Harry havde fulgt efter hende med ud på dame wc'et, og jeg sad og overvejede om jeg skulle rykke over til Naill. Uden rigtig at tænke over hvad jeg skulle sige, rykkede jeg over foran ham. Da ingen af os sagde noget, brød jeg ud i grin, "Ja, jeg kan ikke tage stilhed seriøst, mit navn er Emilie", sagde jeg og rakte ham hånden. "Niall, mig en glæde Emilie" . Det boblede indeni mig, og mit hjerte slog ekstra hurtigt, tænk, jeg troede aldrig nogensinde en fyr skulle få mig til at føle sådan! Nå Emilie, tag dig lige sammen! "Jeg synes ikke jeg har set dig her før?" Spurgte han, og undersøgte mit ansigt, og jeg kunne ikke lade være med at smile over hans irske accent. "Nej, det ville undre mig hvis du havde, jeg kommer ikke herfra", han smilede til mig, og spurgte hvor jeg så var fra. "Danmark", han nikkede og sagde at han godt havde hørt om det. "Det forklarer også din accent", fortalte han, jeg havde slet ikke tænkt over, at jeg måtte have en accent når jeg snakkede engelsk. "En meget  sød accent", rettede han, og lænede sig tilbage på stolen. Jeg fulgte hans eksempel, og vi begyndte at small talk.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...