Dare to dream

Emilie og Emma er i England. De har glædet sig til at holde nogle uger fri fra livet hjemme i Danmark, og bare slappe max af. Men sådan kommer det ikke helt til at gå. De får travlt med at holde sig ude for søgelyset når de kommer i nær kontakt med nogle meget specielle drenge... Kan alt blive som før igen?

13Likes
15Kommentarer
3738Visninger
AA

30. Emilie & Emma

"Her, tag hjelmen her på," Zayn rakte mig den sidste fra hylden, og sendte mig et forsigtigt smil.

"Tak." Alle de andre havde skyndt sig at snuppe en hjelm, og var fræsset ud til skuret hvor crosserne stod. Okay, Emma havde været langsom til at få overtøj på, så da hun var kommet ud og så at der kun var to hjelme tilbage, havde hun ladet Zayn og jeg tage dem. Derefter skyndte hun sig ud til de andre.

"Vil du ikke lige hjælpe mig med at spænde den, det er som om den ikke gider i," jeg fumlede irriteret med den, men det virkede ikke.

"Jo, selvfølgelig." Han gik et skridt hen mod mig, og lod sine fingre glide under min hage.

Klik!

"Sådan," mumlede han og ventede sig om og tog sin egen.

Jeg løftede min hjelm så jeg kunne se ham ordenligt.

"Zayn, jeg ... altså, jeg vil ikke have det til at være akavet mellem os, du ved sådan at vores forhold er mærkeligt."

Han kiggede indtrængt på mig, og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.

"Emilie ..."

"Jeg vil bare gerne beholde vores venskab, Zayn, jeg vil gerne beholde dig." Han slog blikket ned i jorden og stønnede frustreret.

"Du har mig stadig," sagde han endelig,og løftede sit blik så det mødte mit.

"Jeg prøver at fiske Perrie og mit forhold, hvis jeg ikke kan få d..." nej! Jeg ville ikke høre det!

"Nej Zayn! Hold op, du skal ikke bare tage hende som en slags back up, du skal kun være sammen med den du elsker." Utrolig så romantisk jeg lød, det lignede slet ikke mig ...

"Jeg kan ikke få den jeg elsker," mumlede han og jeg rystede på hovedet.

"Måske fordi du ikke har mødt hende?" Han trak på skulderne, "det synes jeg nu jeg har," endnu engang rystede jeg på hovedet.

"Nej, ikke hvis det er mig du tænker på, så har du ikke. Zayn, af hvad jeg ved, så elskede du Perrie,og hvis du stadig gør, og mærk godt efter, hvis du gør, så kæmp for hende."

Han forblev stum denne gang.

"Kan vi ikke bare være venner?" Spurgte jeg og kiggede forhåbningsfuldt på ham.

...

"Jo, lad os det." Jeg åndede lettet ud og sendte ham et stort smil.

"Godt."  

 

*

 

"Kør nu forsigtigt!" Råbte Emma for os, og vinkede. Jeg rystede smilende på hovedet. Så beskyttende, så kær, så mærkelig ...

"Ses!" Jeg tændte for motoren og gassede op, "klar drenge?" Spurgte jeg de andre.

"Altid," sagde Niall og Zayn startede deres motor. Ja, Niall og Zayn kørte sammen og jeg havde Louis bagpå.

"Klar Tommo?" Spurgte jeg og han lo "Selvfølgelig, bare lad være med at gøre galt." Jeg løftede det ene bryn, selvom han egentlig ikke kunne se det.

"Jeg køre aldrig galt."

"Forhåbenligt"

Liam og Lise var ved at komme på plads på deres fælles cross, og jeg kunne se hvor spændt hun var. Liam skulle sidde med armene om hende, og som hun beskrev det, knuge sig tæt ind til hende.

"Kom nu sløvpadder!" Råbte Louis til dem, men Lise rakte bare tunge, "pas nu bare dig selv Lou!" Svarede hun smilende tilbage.

 

Da alle var klar satte vi af sted og kørte ned af mod markerne.

 

 

Emmas synsvinkel

Som de forsvandt ud af syne, trak Harry mig ind til sig og jeg ventede på hans læber mod mine. Men det skete ikke. Han stod bare og holdt om mig, egentlig en smule akavet i starten, men da jeg kom mig over det, var det nu meget dejligt.

"Undskyld, undskyld hvis jeg var ved at ødelægge vores forhold," sagde han og jeg nussede ham på ryggen.

"Du skal ikke undskylde," mumlede jeg og kyssede ham blidt bag øret. Jeg kunne mærke han smilede, og da jeg plantede endnu et, sukkede han tilfreds.

"Lad os gå ned af til de andre," sagde jeg og trak mig ud og tog ham i hånden i stedet.

"Emma,"

"Ja?"

"Så snart jeg kommer tilbage til England, så tager jeg en snak med Simon," sagde han bestemt, men det skulle han virkelig ikke!

"Det er ikke nødvendigt ,Harry." Men det var han åbenbart ikke enig i.

"Det var ikke okay det han gjorde, og det skal jeg personligt fortælle ham. Jeg har en grænse, jeg har dig," han klemte en anelse hårdere om min hånd.

"Bare ikke ødelægge noget mellem Jer, jeg vil ikke være skyld i det, okay?" Han nikkede.

"Men du ville aldrig kunne være skyld i det," sagde han og løsenede grebet om min hånd lidt, og kyssede mig på kinden.

"Aldrig."

 

 

Emilies synsvinkel:

 

Han ville aldrig kunne indhente mig, aldrig. 

Jeg tog et kig i bagspejlet, og smilede hoverende. Zayn var langt bag mig.

"Emilie, måske du skulle sætte farten lidt ned?" Lød det omme fra Louis af, men jeg kunne ikke sætte farten ned, hvis jeg gjorde ville Zayn og Niall overhale os.

Alligevel sagtnede jeg farten, hvis han ikke ville have det så stærkt, så ville jeg også rette mig efter det.

Men som jeg kunne tænke mig til, var Zayn og Niall snart oppe på siden af os.

"Hvad så søndagsbilister?" Råbte Zayn og kiggede kort herover, derefter lod han igen blikket glide ud foran, så de ikke kørte galt.

"Vi er sgu da ikke søndagsbilisterne! Det er L&L deromme bagved," svarede Louis og viftede med armen.

Ja, Liam var ikke så glad for fart, og Lise havde heller ikke noget imod, at de ikke kørte så stærkt. 

En latter kom fra alle tre drenge, og jeg smilede bare for mig selv. 

"Vi ses!" Råbte Zayn og satte farten mere op og kørte fra Louis og jeg.

Arg ...

"Emilie ..." sagde Louis advarende, men jeg kunne ikke bare lade dem køre! 

"Louis, vi skal bare overhale dem en gang, så lover jeg ikke at køre stærkt," bedte jeg om lov, men han gav sig ikke.

"Kom nu!" 

"Arh! Okay, men skynd dig!" Råbte han frustreret, og jeg kunne mærke hans greb om mig blive strammet.

"Med glæde," sagde jeg for mig selv, og trådte speederen i bund.

Det varede ikke længe før vi nåede Zayn og Niall, og jeg følte en rus af hovering. Ha!

"Vi ses på gården!" Råbte jeg og kørte foran dem.

"EMILIE!" jeg sukkede og vendte mig kort om, "jeg har styr på d... arhhh!" al indeni mig frøs til is, og det var som om de næste sekunder gik i slowmotion.

Hjulene skred og sendte os ud af banen og ned på græsset. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Louis ryge af og svæve igennem luften. Jeg selv sad fast i maskinen og rullede med den.

Hvis det her blev mine sidste sekunder, så ... så ville jeg bruge dem på at ønske, at Louis for guds skyld ikke var kommet noget til. 

Jeg blev revet fri af maskinen, og den røg den modsatte vej og det sidste jeg husker var, at jeg kom rullende med en høj fart, og så at jeg kom direkte mod en kæmpe sten. Jeg mærkede en stærk smerte, og så blev alt mørkt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...