Skygger i mørket

Jeg har skrevet en kort novelle om en kvinde ved navn Lenia ... hvis i vil vide mere må i jo læse den. :3

3Likes
1Kommentarer
1032Visninger

1. 1

 

Skygger i mørket

Det var sensommer, og vejret var lige pludselig ikke længere så varmt. Lenia gik rundt og rundt. Gåsehud havde brudt ud på hendes arme. Og hver gang hun begyndte at tænke på det, fik hun også gåsehud i nakken og det løb hende koldt ned af ryggen. Hvem havde gjort det? Hvem kunne komme ind udover hende?

Lenia vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun vidste ikke engang, om hun skulle ringe til politiet. Nej, Ikke med hendes fortid på sindssygeanstalten. Der var ikke nogen, der havde villet bo på samme etage som hende, da hun endelig kom ud. Der var nok ikke engang, nogen der havde villet bo i samme blok, hvis det ikke havde været for de billige boligpriser. Hun blev jo nødt til at ringe til politiet. Men hvordan skulle hun forklare, at hun ikke kunne huske, hvad hun havde gjort - efter hun havde spist aftensmad. Hun kunne ikke engang huske, at hun gik i seng. Men hun var sikker på, at hun ikke havde gjort det. Altså næsten sikker.

Lenia så på klokken. Den var næsten spisetid. Hun havde sovet hele natten og næsten hele dagen. Hun så igen ned på det lemlæstede lig af en ung kvinde. Eller hun var vel næsten ligeså gammel som Lenia selv. Hun så ud til at være omkring de fireogtyve. Kvinden havde så mørkt hår, at det så ud til at være sort. Håret bølgede ud over gulvet som tang fra de mørkeste afkroge af havet. En komplet modsætning til Lenias platinblonde og tjavsede lokker. Lenia havde et meget arisk udseende; høj, slank og med så blå øjne, at hun mest af alt lignede en alf i pastelfarver.

Lenia var næsten sikker på, at hun kendte kvinden med det mørke hår, eller i hvert fald havde set hende før et eller andet sted, men alligevel kunne hun ikke være helt sikker. Mens hun kiggede på kvinden, blev hun mere klar over, hvad hun troede, hun kendte. Kvindens hals var revet op, og som fløjl i vindens klør, flød blodet fra hendes livløse krop. Og nej, det var ikke Kvinden hun kunne genkende, det var hendes hals, eller måden den var revet op i hvert fald. Det mindede Lenia om en skrækkelig smerte, og, og... Alt blev sort for Lenia, og hun landede på gulvet med et hult bump.

Da Lenia endelig slog øjnene op, og drejede hendes hoved til venstre skar en smerte op igennem hendes ryg, hele vejen op til hendes hoved. Hun blev lammet i to sekunder, men det var også nok til, at hendes blik blev fanget af den livløse kvindes næsten mælkehvide øjne. Følelsen af frygt flød ind over hende, som en uventet tidevandsbølge. Lenia kunne have sværget på, at hun ikke havde stået tæt nok på kvinden, til at kunne være landet lige ved siden af hende. Liget var blevet flyttet, eller også var hun, Lenia.

 

Hun havde ingen, hun kunne fortælle noget som helst af dette til. Ingen.

Lenia kunne ikke huske særligt meget fra før hun var blevet sat ind på sindssygeanstalten. Men hun kunne dog huske, at der havde været én. Én der havde været der for hende, passet på hende. Var det en kæreste? En søster? Hendes mor?! Lenias tanker blev mere og mere hysteriske. Hun havde haft en mor. Det blev hun nødt til at have haft. Billeder begyndte at køre i hendes hoved, men hun var ikke sikker på, det var hendes eget liv hun så. Som om hun delte hukommelse med nogen. Eller noget. De erindringer, der var tilbage, var skrækindjagende og umenneskelige, men de var der. Som om de var hendes egne.    

Lenia rejste sig op og kiggede flygtigt på den afdøde kvinde. Kvinden med det mørke hår måtte væk. Og hun måtte væk nu! Lenia tog fat om kvindens håndled, og så trak hun. Hun trak kvinden helt ud i opgangen. Derefter skubbede hun kvinden ned af trappen.   Det var et held at klokken var tæt på at være elleve. Alle lå trygge i deres senge, komplet uvidende om Lenia, der skubbede den døde kvinde ned af trapperne. Lenia havde det, som om hun var i en mareridtstilstand, så da hun endelig var kommet ned til døren og havde åbnet den, var det som at få en spand kold vand i hovedet. Den iskolde vind virkede lige så død, som kvinden med det mørke hår.

Lenia gik mange gange op og ned af trapperne, med blodige servietter, køkkenruller, håndklæder. Indtil der ikke var andet end blodpletten på tæppet. Da hun havde smidt alt i gyden, inklusiv kvindens lig, satte hun sig ned. Hun kiggede hurtigt på uret på hendes mobil. Det var næsten midnat. Hun var blevet svimmel af den salte og jernagtige lugt af blod, der omringede hende, som en skarlagenståge.                                                                                                    Da Lenia rejste sig og begyndte at gå hen imod døren til opgangen, så hun ud af øjenkrogen en skygge inde fra gyden, hun var på vej væk fra.   

Lenia kiggede hen i retning af det sted i gyden, hvor hun havde set skyggen. Hun kunne mærke, at der var noget galt, men allgevel blev hun ved med at kigge. At søge. Og der var det. Dét hun havde spejdet efter. Hun skulle have løbet det sidste stykke hen imod døren, som førte ind til opgangen, men hun kunne ikke.

Hun kunne ikke gøre andet end at stirre ind i de velkendte øjne. De var det sidste hun havde set inden ”de mørke år”. Det sidste hun kunne huske, og dét, der havde holdt hende vågen på anstalten i alle de mange nætter.       Og igen, efter kun tre måneders frihed.

Dét der havde skaffet hende et helt år til på sindssygeanstalten. Hvad skulle hun dog gøre nu? De øjne havde aldrig ført noget godt med sig, men alligevel følte hun sig draget af dem. Og hen imod det bagerste af den mørke gyde.

Pludselig så hun, at øjnene bevægede sig, blev større, kom tættere på. Hun reagerede ikke hurtigt nok. Hendes krop ville ikke, kunne ikke. Nu kom det, hun havde ventet så utroligt længe på. Den søde smerte af de spidse, og skarpe hugtænder, der gennemborede hendes hals. Og følelsen af blodet, der lige så langsomt forsvandt fra hendes krop. Hendes minder, der forsvandt og nye, ukendte, der kom ind.  Lenia vidste, hvad der ville ske nu. Hun ville blive hjemsøgt af de lysende, røde øjne. Den underligt, velkendte smerte og alle de makabre erindringer der aldrig kunne have været hendes egne. Hun ville blive ligeså hysterisk som sidst. Alle ville flytte langt væk fra ”hende den sindssyge”, og hun ville igen blive sat ind i den velkendte isolationscelle, som snart var mere ”hjem” end noget andet sted.

 

Ud af hendes sammenknebne øjne så Lenia op på en sløret folkemasse. Hun så de blå lys, og så skreg hun. Lenia skreg indtil hun ikke havde mere luft i lungerne, og hun ikke længere kunne mærke sin sjæl.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...