Stemmerne


0Likes
0Kommentarer
425Visninger

1. Stemmerne

 

Stemmerne

 

Jeg ligger og soler mig. Her er så kedeligt hjemme hos mine bedsteforældre, og jeg skal være her en hel uge mens mine forældre er på ferie. ”Mia vi skal spise nu,” det er bedstemor der kalder. ”Jeg kommer nu,” råber jeg sløvt og går ind. Vi sidder længe og hænger over aftensmaden. Jeg kan mærke at jeg er ved at blive træt. Så jeg går ind på det værelse som jeg har lånt, og går i seng. Jeg kan ikke sove så jeg begynder at tænke på hvad jeg skal lave i morgen. Jeg kan tage på legeplads. Nej den er kedelig. Så kan jeg… jeg kan tage ned til søen og bade. Ja det vil jeg gøre.

 

”Du skal slå græsplænen i dag,” ”ja ja,” det er bedstemor og bedstefar der snakker. Jeg rejser mig op og går ud til dem. ”Godmorgen Mia,” siger bedstemor. ”Godmorgen,” svarer jeg træt og sætter mig ned og spiser morgenmad. ”Jeg tager ned til søen,” siger jeg så de ikke bliver urolige. Jeg går ned til søen og lægger mig ved bredden. Jeg sætter mig op og kigger ud over søen. Hvorfor er her ikke nogen børn, hvorfor er her ikke nogen man kan være sammen med? Hvorfor skal her være så stille og øde? En sky kommer og skygger for solen, her bliver mørkere og mørkere eller sådan føles det. Nu kan jeg høre stemmer, stemmer fra legende børn. Jeg rejser mig op så jeg bedre kan høre hvor stemmerne kommer fra. Men samtidig med at skyen forsvinder og her bliver lysere, så forsvinder stemmerne også. ”Hallo er her nogen,” der kommer ikke noget svar, så jeg pakker mine ting sammen og går hjem. Det er irriterende men også mærkeligt at stemmerne pludselig forsvandt og så samtidig med skyen. Jeg ville så gerne have været med, men jeg er elleve og snart for stor til at lege.

 

Jeg er lige blevet færdig med at spise frokost. Jeg går ud i haven til min bedstefar. ”Bor her nogle børn i nærheden?” spørger jeg ham. ”Ikke hvad jeg ved,” svarer han. ”Heller ikke på den anden side af søen?” spørger jeg prøvende. ”Nej, desværre min pige,” svarer han med en trøstende stemme. Jeg har en fornemmelse af at jeg bliver nødt til at finde ud af hvem eller hvad det var jeg kunne høre.

 

Vi er lige blevet færdige med at spise aftensmad. Jeg har lokket mine bedsteforældre med ud på en aftentur ned til søen. Søen er virkelig smuk når solen er ved at gå ned. Men jeg kan hverken se eller høre andre end mig og mine bedsteforældre. ”Se Mia solen er ved at gå ned, skal vi ikke gå hjemad nu?” spørger bedstemor. ”I kan bare gå i forvejen, så kommer jeg senere,” svarer jeg uden at fjerne blikket fra søen. Lige så snart bedstemor og bedstefar er ude af syne kan jeg høre børnestemmerne igen. ”Bedstemor og bedstefar kom og hør,” råber jeg. Men nu forsvinder stemmerne igen. ”Kom Mia så går vi,” siger bedstefar og lægger en hånd på min skulder.

 

Jeg vågner langsomt og kigger på mit ur. Klokken er halv fem. Bedstemor og bedstefar sover stadigvæk. Jeg sniger mig ud og går ned til søen. Jeg står og kigger ud over søen. Nu kan jeg høre stemmerne. Jeg går langsomt imod stemmerne. Jeg kan høre at de er meget tæt på nu. Mit hjerte banker hurtigere end nogen sinde. Mine ben er så stive at jeg næsten ikke kan gå på dem. Men hvis det bare er børn, så er der jo ikke noget at være bange for. Jeg går hen til den busk hvor stemmerne kommer fra. Pludselig flyver der noget mørkt ud fra busken. Jeg bliver så forskrækket at jeg falder baglæns. Men jeg lander ikke på jorden. Jeg falder ned i et hul. Jeg ligger helt stille. Mit hjerte er frosset fast, og jeg kan ikke få vejret. Hvad var det for et væsen der kom ud fra busken, og hvad vil det med mig? Jeg rejser mig op og kigger rundt. Her er mørkt og her stinker. Her stinker værre end i kloakken. Her lugter af døde dyr. Det er en slags jordhule som jeg er kommet ned i. En meget klam jordhule. Der løber noget mørkt og klistret væske ned ad væggene. Jeg stivner. Det er blod. Der løber blod ned ad væggene. Jeg begynder at løbe. Jeg ser nogle af de mørke væsner, jeg skynder mig at gemme mig beg ved en bunke jord. Det er først nu at jeg sådan rigtig lægger mærke til hvordan de ser ud. De er sorte og ligner spøgelser, de har lange skarpe klør og deres ansigter ligner et mareridt.

 

Pludselig får de øje på mig, jeg prøver at løbe væk men det er for sent. De tager fat i mine arme, og slæber mig hen ad jorden, og ind i et lille kammer. ”Hvad vil i med mig,” skriger jeg panisk. ”Sjæl…… vi vil have din sjæl,” svare de med en stemme som jeg får kvalme af. De begynder at stikke hul på min hud. Det gør ondt, og jeg er bange. Men jeg bliver nødt til at gøre noget. ”STOP,” skriger jeg uden at vide hvad jeg vil sige eller gøre. ”Hvordan har I tænkt jer at få min sjæl ud?” spørger jeg. ”Suge….. suge sjæl ud,” svar de med den samme kvalmende stemme. ”Jeg har en bedre ide,” skynder jeg mig at sige. Nu gælder det om at tænke hurtigt. Jeg stikker en hånd i lommen, og får fat i min mobil. ”Det her er en magisk ting,” siger jeg og holder min mobil op. ”Hvis I alle sammen stiller jer ind i det her rum, og hvis jeg stiller mig udenfor, så kan i ved at trykke på den knap som hedder tænd få min sjæl ud. Uden at den går i stykker,” siger jeg og håber at de hopper på den. Jeg giver dem min mobil og går ud fra det lille kammer. De gør som jeg sagde, og går alle sammen hen til min mobil. Jeg lukker døren ind til det lille kammer og sætter en pind for døren, så de ikke kan komme ud. Jeg går lidt væk, og ser tilbage på døren. Nu ser jeg at det ikke er en pind som jeg har sat for døren, men en knogle. En menneskeknogle. Jeg får gåsehud. Men jeg har ikke tid til at stå her og kigge på knogler. Jeg begynder at løbe.

 

Pludselig hører jeg en kradsende lyd. Jeg stopper op og kigger rundt, men jeg kan ikke se nogen. Jeg er bange, men så hører jeg et lille tyndt miauv. Jeg vender mig om, og ser den sødeste lille grå kattekilling. Jeg tager den op i mine arme, og uden at tænke over det begynder jeg at løbe. Jeg stopper op for jeg ved jo ikke hvor jeg skal hen, eller hvordan jeg kommer ud. Den grå killing hopper ned, og begynder at løbe. Som min eneste chance løber jeg efter den. Vi løber lidt rundt i de mørke gange og pludselig kan jeg se lys. Jeg kravler efter den grå killing igennem et lille hul, og nu er jeg under åben himmel igen. Jeg kigger lidt rundt for at finde ud af hvor vi er henne. Nu kan jeg se at vi er på den anden side af søen. Jeg tager killingen op, og løber hjem. Nu kan jeg se mine bedsteforældre. Jeg løber så hurtigt jeg kan. ”Mia min pige, hvad er der sket. Du bløder,” siger bedstemor når hun ser de huller væsnerne har lavet på mig. Jeg åbner munden for at fortælle hvad der er sket. Men jeg kan ikke få et eneste ord ud. ”Det kan jeg ikke forklare” siger jeg opgivende. Jeg går ind i seng og tager killingen med.

 

Jeg vågner med et sæt. Jeg har haft mareridt om de mørke væsner. Jeg sætter mig op og kigger rundt. Jeg kan ikke se killingen, men jeg kan se at mit playstationskamera har været tændt hele natten. Jeg kigger optagelserne igennem. Jeg får et chok. Filmen viser at den lille, søde, grå, kattekilling forvandlede sig til et af de mørke væsener og fløj væk.                          

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...