Alt andet

Om at starte på noget nyt, tro på det gode. Om at blive revet væk fra alt hvad man er vandt til, og om at få skubbet sine grænser. Om at holde af, om at tro man har mistet. Om at føle smerte og sorg, om at være ligeglad med alting.
Men mest af alt om at komme helt derud, hvor man ikke længere kan bunde..

3Likes
6Kommentarer
1187Visninger
AA

7. Væk

 

Vi stoppede gispende op og så os omkring. Jeg hev efter vejret i grådige suk, og mærkede at det syrede voldsomt i mine ben. Jeg havde ingen anelse om hvor vi var, og det gjorde det ikke meget bedre, at der ikke var et hus i miles omkreds. Det var efterhånden blevet mørkt, og man kunne meget svagt ane et par stjerner.

”Hvor er vi?” spurgte jeg Jacob og skævede til ham. Ved siden af os var en lille landevej og spredt over det hele var der palmer og buske, men intet andet.

”Jeg har ingen idé om hvordan vi er havnet her. Hvilken vej løb vi fra?” Jeg kiggede mig desorienteret rundt og kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst.

”Jeg ved det ikke, jeg kan ikke huske hvor vi kom fra!” sukkede jeg. Han gabte.

”Måske skulle vi vente og se om der kommer en bil? Jeg er virkelig træt,” sagde han og lagde sig ned på den sandede lysebrune jord. Tanken om at være herude indtil der kom en bil, var ikke just en lokkende tanke. Især fordi jeg havde på fornemmelsen, at der ikke ville komme nogen biler foreløbig. Et firben løb tværs over den tørre jord og cikadernes stille vukkevise beroligede mig.

”Ja, måske. Og hvis der ikke kommer nogen indenfor et par timer, så prøver vi at finde tilbage, aftale?” Han nikkede, og trak mig ned til ham. Han ansigt nærmede sig mit, og jeg lagde langsomt hovedet på skrå, ventede på at det næste skulle ske. Det kriblede helt ned i tæerne, da hans læber mødte mine, og jeg havde ikke lyst til at stoppe. Til sidst mærkede jeg dog trætheden overmande mig, og i løbet af få minutter sov jeg en dyb og drømmeløs søvn.

Jeg vågnede med et sæt midt om natten, ved en lyd i det fjerne. Det lød som en bil langt væk, og jeg skyndte mig at vække Jacob. Temperaturen var faldet flere grader, men der var stadig lunt i luften, så vi havde ikke haft det koldt.

”Jeg tror der kommer en bil!” hviskede jeg, fuld af ny energi. Han lyttede koncentreret efter et øjeblik og nikkede så bekræftende.

”Kom!” sagde han, rejste sig op og rakte en hånd ned mod mig. Vi spejdede ud i horisonten, og rigtigt nok kom der en bil. Jeg børste hurtigt min kjole fri for sand og purrede op i mit rodede hår. Vi begyndte at vifte med hænderne, og bilen var nu tæt nok på til at vi kunne se den ordentligt. Det var en slidt grå varevogn og på forsædet sad tre mænd, alle af tyrkisk afstamning. Bilen standsede foran os og jeg blev blændet af lyset fra forlygterne.

”Haydi!” råbte manden fra førersædet, og det lød som om dørene blev åbnet med et smæld. Jeg var blændet og opfattede ikke hvad der skete. Pludselig mærkede jeg to par stærke overarme omkring mig, og et stykke stof der lugtede stærkt, blev holdt for min næse og mund. Jeg sparkede panikslagent med arme og ben, og alt blev sort.

 

*

Jeg var ikke helt sikker på hvad der skete. Der var mange farver, spiraler og underlige dyr. Dyrene kiggede på mig, ja kom faktisk helt tæt på mig og spurgte mig om en masse sjove spørgsmål. Jeg prøvede hele tiden at komme væk, men jeg havde det som om jeg var uden krop, som om jeg var en rastløs sjæl der bare fløj rundt og rundt. Jeg følte mig fanget, men samtidigt havde jeg det godt hvor end jeg var. Nogle gange nød jeg at være der, andre gange følte jeg det som et fængsel. Jeg havde det som om jeg ikke kunne komme tilbage, som om jeg stod bag en rude af panserglas og skreg, men ingen kunne høre mine skrig. Det var frustrerende, og hvad der var endnu mere frustrerende, var at jeg ikke kunne tale. Jeg prøvede virkelig, pressede alt hvad jeg kunne, men det var umuligt. Det var som et af de der mareridt hvor man er helt tør i halsen. Man prøver virkelig, men man kan ikke få en lyd ud, og det er absolut forfærdeligt.

 

*

Jeg kunne mærke at jeg var vågen. Mine øjenlåg var tunge som cement, og jeg havde det som om der var smidt et jerntæppe over min krop, for at holde mig nede. Det dunkede kraftigt i baghovedet, og jeg havde en underlig fornemmelse i kroppen. Jeg havde kvalme, men samtidigt var min hals tørrere end Saharas ørken. Jeg prøvede at komme i tanke om hvad der var sket, men de sidste par timer, stod som en sløret røg jeg ikke kunne se igennem. Hver gang jeg prøvede, pressede det i endnu hårdere baghovedet, og jeg gav gang på gang sukkende op. Efter at have ligget med lukkede øjne i et stykke tid, hørte jeg nogle mandlige stemmer snakke på et fremmed sprog. Det hele ramte mig som et lyn fra en klar himmel. Hvordan vi havde siddet i flyveren på vej til Tyrkiet, og hvordan vi havde fået et rum tildelt på motellet. Hvordan vi havde været ude og spise, og hvordan Jacob og jeg det ene øjeblik havde stået på vejen, for derefter at lande her. Jeg fik med alt kraft tvunget mine øjenlåg op, og sukkede automatisk da en solstråle kom mig i møde. Det var anstrengende og jeg følte at mine øjne, hvert øjeblik det kunne være, ville hoppe ud af hovedet på mig og trille væk. Jeg lå i den samme varevogn mændene var kommet ud af. Der var rodet, mørkt og beskidt, men Jacob var under en meter fra mig, og det var nok til at jeg lige tænkte situationen igennem, inden jeg gjorde noget der hurtigt kunne koste os livet. Først da jeg så ordentligt på ham, gik det op for mig hvordan vi egentligt så ud. Vores hænder og fødder var bundet med et tykt reb og vi havde begge stærk gaffatape for munden. Lyden fra motoren overdøvede de udenlandske mænds snak, og jeg skubbede forsigtigt mine sammenbundne fødder mod Jacob. Han åbnede øjnene med det samme og stirrede på mig i lang tid. Han skubbede forsigtigt sig selv tættere hen i mod mig, og i mange lange minutter lå vi og kiggede hinanden dybt ind i øjnene. Vi kunne ikke snakke sammen, men der var ikke brug for ord. Vi havde ingen idé om, hvad de her mænd egentligt ville med os, eller hvor farlige de var. Tårerne trillede ud af øjenkrogene på mig, og jeg havde ingen kontrol de lyde der kom fra min hals. Jeg var sikker på at mændene godt kunne høre det. Hans øjne var blanke, men han græd ikke. Pludselig standsede bilen, og en af mændene steg ud. Han åbnede ind til os fra bagenden af vognen, og først nu så jeg hans ansigt rigtigt. Han var i trediverne med sort krøllet hår og skarpe ansigtstræk med stor næse. Han havde lange mørke skægstubbe og brune udtryksløse øjne.

”I vågne for tidligt, ikke godt,” vrissede han og trak det samme stofstykke op af lommen, som han havde brugt til at bedøve med tidligere. Jeg gik i panik og hyperventilerede. Det hele var et stort dejavu, og jeg følte mig handlingslammet og trængt op i en krog. Vi havde ingen flugtmuligheder, og jeg mærkede tårerne strømme endnu kraftigere ned af mine kinder. Han hældte en stærkt lugtende væske på, og nærmede sig først Jacob. Lugten gav mig kvalme og det hele slørede. Jeg kunne ikke flygte, jeg kunne ikke gøre noget som helst. Jeg så hvordan han kæmpede med at slippe væk, hvordan han sprællede som en hjælpeløs fisk. Jeg iagttog hvor nyttesløst adrenalinkicket man fik egentligt var, og Jacob krops faldt sammen, helt og aldeles bedøvet. Han nærmede sig mig, og jeg brugte alle mine kræfter til at skubbe mine sammenbundne fødder mod ham. Han lo hæst af mit ynkelige forsøg, og selvom jeg holdt vejret da han pressede stofstykket foran min næse, varede det ikke mange sekunder før jeg panikslagent måtte give mig hen. Alt blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...