Alt andet

Om at starte på noget nyt, tro på det gode. Om at blive revet væk fra alt hvad man er vandt til, og om at få skubbet sine grænser. Om at holde af, om at tro man har mistet. Om at føle smerte og sorg, om at være ligeglad med alting.
Men mest af alt om at komme helt derud, hvor man ikke længere kan bunde..

3Likes
6Kommentarer
1132Visninger
AA

10. Tvang

 

Døren blev flået op og jeg vågnede med et spjæt. Jeg bandede indvendigt og hadede mig selv for at været faldet søvn. Lederen, der var helt rød i hovedet, sprang hen mod mig og tog fat i min arm. Jeg prøvede forskrækket at rive den til mig, stadig omtåget af søvnen.

”Du kommer med nu!” råbte han arrigt og slæbte mig ned af gangen. Det gik så hurtigt at jeg ikke rigtigt nåede at opfatte det. Han kastede min ind i et rum hvor de to andre mænd tilsyneladende sad, og jeg landede på knæene mod det hårde cementgulv. Det gav et stød ud i hele kroppen og jeg mærkede tårerne i øjenkrogene. Jeg gned mine ømme knæ og de tog mænd tog fat i mine arme og holdt mig fast mod væggen. Lederen kom hen i mod mig med en kniv, og jeg blinkede forskrækket og nåede næsten ikke at opfatte hvad der skete.

”Hvor er drengen?!” hvæste han og jeg skævede til kniven i hans hånd, i det han nærmede sig mig. Mit hjerte galoperede af sted, og jeg vidste ikke hvilken dreng han snakkede om.

”Din ven, hvor er han henne?” Han rystede aggressivt og greb selv fat i min arm. Da det skarpe knivblad mødte min underarm, skreg jeg af smerte. Mit skrig overraskede nok ham, ligeså meget som det overraskede mig selv, og smerten var ulideligt. Jeg prøvede at vriste mig fri, uden succes, og han holdt nu kniven over min pulsåre, legede med tanken om at afslutte det her og nu. Så flyttede han kniven hen i mit ansigt, skar forsigtigt langs min kind, mens jeg mærkede blodet der strømmede ned langs halsen på mig.

”Jeg ved ikke hvor han er..” hviskede jeg med grødet stemme og blinkede tårerne væk. Han rev en pistol frem for baglommen og pegede den mod min pande.

”Er du klar over..” hviskede han i mit øre.

- ”hvor lidt der egentligt skal til for at afslutte det her?” Jeg kunne ikke styre min paniske vejrtrækning, men chancen for at Jacob stadig i live, var pludselig større, hvis han var stukket af.

”Du er et forfærdeligt menneske, ved du godt det?” snerrede jeg uden at tænke over det, og stirrede ham trodsigt ind i øjnene. Min pludselige kommentar så ud til at komme bag på ham, og han slog en skraldelatter op. Så vendte han sig uden videre om og marcherede ud af rummet. Mændene vidste åbenbart ikke helt hvad de skulle stille op med mig, og gav til sidst slip og lod mig gå. Jeg vaklede tilbage til rummet hvor jeg sov, og satte mig hovedrystende på sengen. Mine hænder skælvede og jeg hikstede efter vejret i grådige suk. Dem halvtomme pizzabakke lå på gulvet, og jeg kastede den i alt frustration, hen i den anden ende af rummet. Da de resterende pizzastykker fløj ud over de hvide vægge, opdagede jeg det, konvolutten. Under den halve pizza, havde der lagt en lille hvid konvolut, jeg tidligere ikke havde opdaget, og jeg skyndte mig hen for at åbne den. Det første der faldt ud af konvolutten, var armbåndet Jacob havde købt til mig på markedet. En følelse af savn jog gennem min krop, og jeg knugede det ind til brystet, og sad i lang tid sådan på sengen og vuggede stille frem og tilbage. Jeg tog brevet ud af konvolutten med rystende hænder, og stirrede i lang tid på det blanke stykke papir, med de simple ord på. 

”Vent på mig og stol på Amin.” stod der med den samme sirlige håndskrift, jeg havde beundret den første dag. Med det samme vidste jeg at Amin var fyren der havde givet mig pizzaen, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro. Jeg lagde mig grædende ned på sengen, og lå i lang tid bare og lod tårerne strømme. Mine arme og ansigt gjorde ondt, og jeg gned irriteret i det indtørrede blod. Jeg tænkte på Jacobs og mit kys, få timer før vores bortførelse. Jeg tænkte på hans skæve smil og lysende øjne, på hans trygge favn. De efterfølgende timer foregik i en tåge af håb. Jeg tror faktisk at de på et tidspunkt lokkede mig i bad, og jeg vaskede mig med åben dør, opslugt af mine egne tanker. Senere kom Amin listende ind med noget brød og mælk omkring midnat, men jeg var for langt væk til at tænke over det. Faktisk tænkte jeg slet ikke, jeg sad bare på sengen og stirrede ind i den hvide væg. Det hele snurrede rundt, og jeg er ret sikker på at jeg aldrig fik takket ham, Amin. Jeg gemte brevet under den hårde fjedrede madras, og faldt udmattet i søvn.

 

*

Jeg vågnede om natten ved at noget tungt lagde sig oven på mig.

”Bare lig stille, sådan kan jeg bedst lide det,” sagde en mandlig stemme, og gnubbede sin krop mod mig. Jeg fik et dejavu af aftenen med den japanske forretningsmand Mr. Chang, og jeg rejste mig op med et spjæt. I lyset fra månen, fik jeg et glimt af hans ansigt. Han havde markerede træk og fuldskæg, lyst hår og blå øjne. Han så europæisk ud, venlig, men det sidste skulle vise sig at være løgn. Jeg sparkede ham som det første i maven, ude af mig selv. Jeg ville ikke opleve det her igen, og jeg havde gjort alt for at fortrænge min tidligere oplevelse. Den japanske forretningsmand havde taget min uskyld, gjort mig beskidt og ulækker, men ikke mindst retfærdiggjort at jeg sad indespærret, næsten uden en trevl på kroppen. Han havde været et uhyre, der havde slået mig bevidstløs, brugt mig. Jeg fik tårer i øjnene, da den europæiske mand greb fat i min ene arm, og hamrede den ned i sengegæret af stål. Jeg kunne næsten høre knækket, idet knoglen delte sig i to og der bredte sig en ulidelig smerte helt ned til tåspidserne. Jeg skreg og græd, men manden var ligesom den anden helt forkert skruet sammen, og fandt det ophidsende. Jeg ved ikke om han troede det var skuespil, eller om han overbevidste sig selv om det, men denne her gang var meget værre. Værre fordi jeg ikke var slået bevidstløs, og værre fordi jeg lå fanget under hans muskuløse krop, hjælpeløs med åbent sår i ansigtet og en brækket arm. Det sveg hver gang han bevægede sig, og jeg lå stille og hulkede.  Min ene arm hang nyttesløst ned af sengegæret, varm og øm. Den europæiske mand var sær, og han fik mig til at gøre ting, der var alt andet end naturligt. Han tvang mig ned på gulvet, og når han begyndte forfra fik jeg det helt dårligt.

”Beskidte mær,” stønnede han i mit øre, mens jeg passivt på gulvet, med tårerne strømmende ned af kinderne. Efter femte gang, troede jeg at jeg ville sprække, og han faldt endelig i søvn, tilfredsstillet. Jeg kæmpede med at skubbe ham af mig, og jeg kravlede grædende op i min seng igen. Jeg lå og stirrede på ham i noget der føltes som timer, overvejede mine muligheder. Der lød en forsigtig banken på døren, og jeg vidste med det samme at det var Amin. Ingen andre ville gøre sig den ulejlighed at banke på døren til mit værelse. Jeg stoppede mig selv i tanken, og følte mig helt og aldeles hjælpeløs. Jeg opfattede allerede det her som ”mit værelse”, og jeg slog opgivende hovedet ind i væggen. Amin listede sig ind i rummet, og satte sig på min seng.

”Har Jacob fortalt dig hvad jeg hedder?” spurgte han forsigtigt, og jeg blev endnu engang overrasket over venligheden i hans stemme. Men hvis Jacob sagde at jeg kunne stole på ham, kunne jeg stole på ham. Jeg nikkede og viste ham brevet. Han genkendte det med det samme, men var helt stille. Vi sad i lang tid uden at sige noget, og jeg kunne ikke holde mit spørgsmål tilbage.

”Hvorfor hjælper du mig egentligt? Han kunne sætte en pistol for din tænding hvert øjeblik det skulle være..” Amin trak på skuldrene.

”Jeg går stille med dørene. Vi er én stor familie herude,” sagde han ligeglad og fik et bekymret udtryk i øjnene.

- ”Har han..” han nikkede mod den europæiske mand på gulvet, og jeg nikkede ydmyget og med tårer i øjnene. Alle følelserne kom med ét tilbage, overmandede mig. Jeg sagde ikke noget da Amin lagde armene om mig, og stille vuggede frem og tilbage. Jeg sagde ikke noget da han kyssede min pande og hviskede at det hele nok skulle gå. For jeg vidste at jeg kunne stole på Amin, at jeg havde fået en ven.

 

*

Efter at have siddet sådan på sengen i lang tid, havde jeg endelig fået kontrol over mig selv. I fællesskab slæbte vi manden ud af rummet og kastede ham ned langs gangen. Jeg havde lyst til at sparke til ham, knuse hans arm som havde knust min, men noget i Amins blik sagde mig at jeg hellere måtte lade være.

”Måske overvågning,” mimede han og vi gik ind på værelset igen. Han begyndte at samle pizzastykkerne op, og jeg sad tavst på sengen og iagttog ham.

”Hvor er vi egentligt?” hviskede jeg og åbnede døren for at tjekke at der ikke var nogen der lyttede.

”Alaska,” sagde han stille. Jeg havde før ikke skænket omgivelserne den helt store opmærksomhed, men det gav god mening at have sådan et sted, så langt ude. Sne, sne og atter sne. Jeg nikkede, fuld af spørgsmål.

”Hvor lang tid har jeg været her?” spurgte jeg. Han talte på fingrene men gav op.

”Jeg er faktisk ikke helt sikker. Et par dage vil jeg mene, men du har jo også sovet meget.” Han rejste sig op og gik ud med pizzabakken. Da han kom tilbage, havde han forbinding og klorhexidin med til at rense mine sår. Det sveg hver gang han rørte ved de åbne røde mærker, men jeg bed smerten i mig og lod ham gøre det. Han forbandt i tavshed min arm.

”Har du egentligt overvejet om der er andre end dig?” spurgte han forsigtigt, og jeg vidste ikke helt hvad han mente. Han udglattede det lidt.

- ”Der er mange andre piger og drenge end dig i denne her bygning.” Tanken havde ikke engang strejfet mig, og jeg glippede forvirret med øjnene. Vi rejste os begge op.

”Er det et slags bordel?” hviskede jeg og han nikkede. Jeg blev træt ved tanken, og skiftede hurtigt emne.

”Er der nogen flugtmuligheder?” Mit hjerte galoperede derudaf. Han tænkte lidt over det, nikkede så.

”Der er én vej ud og det er Muhtar, ham der styrer stedet. Han har nøglen og kun ham. Her er meget overvågning, mere end du tror. De har allerede fået et hint om at jeg hjælper dig, og det i sig selv er nok til at få os begge slået ihjel.” Muhtar var altså min vej til frihed, var det eneste jeg kunne tænke.

- ”Jeg må gå nu Jessica, se dig altid tilbage over skulderen,” sagde han og tog noget tungt op af baglommen og lagde det i min hånd. Han vendte sig om og gik ud af rummet, og dér stod jeg, med en pistol i hånden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...