Alt andet

Om at starte på noget nyt, tro på det gode. Om at blive revet væk fra alt hvad man er vandt til, og om at få skubbet sine grænser. Om at holde af, om at tro man har mistet. Om at føle smerte og sorg, om at være ligeglad med alting.
Men mest af alt om at komme helt derud, hvor man ikke længere kan bunde..

3Likes
6Kommentarer
1133Visninger
AA

6. Sommerkys

 

Da aftenen nærmede sig, tog jeg min nye sommerkjole på og gik uden for motellet hvor vi skulle samles. Da vi kom gående ned af trappen, kom Jacob hen til mig. Jeg havde det som om en kæmpe sommerfuglesværm havde invaderet min mave, og jeg lod ham tage mig under armen, og følge efter de andre. Nathalie og Allison blinkede til mig og gik fnisende væk.

”Må jeg have lov til at sige, hvor nydelig du ser ud denne pragtfulde aften?” sagde han, som taget ud fra de gamle sort-hvid film, og bukkede sig ned for at kysse min hånd. Jeg trak den fnisende til mig, da jeg opdagede hvor mange der kiggede på os.

”Tak,” hviskede jeg med blussende kinder, og trak os ud fra mængden.

”Hør efter! Eftersom I er så mange, bliver der lavet fire hold som skal spise aftensmad sammen og selv lave regler for hvad man må derefter. Som en del af det indbetalte budget, skal I ikke betale noget for morgenmad eller aftensmad, kun det udover. Vi giver jer hvert et nummer, og så stiller I jer i den gruppe. Forstået?” spurgte Cathrine, og der lød en fælles mumlen.

”Jeg flytter mig lige et par pladser, så vi kommer på samme hold,” hviskede en stemme pludseligt i mit øre, og jeg vendte mig om, og opdagede at Jacob havde flyttet sig. Jeg sendte ham et blændende smil, og ventede på at få mit nummer. Både Jacob og jeg blev nummer 2. Vi stillede os fnisende over i gruppe 2, og da alle var inddelt, bedte vores holdleder Sofia om ro.

”Har i nogen forslag til aftensmad?” spurgte hun.

Der lød en masse forskellige forslag, nogle bedre end andre. Der blev sagt alt lige fra gourmet bøf til røde pølser, men det skulle også passe til de penge der var. Vi besluttede os for at finde en lille italiensk restaurant, og Jacob gik ved min side hele vejen derhen.

”Det var godt nok ’heldigt’ at vi kom i samme gruppe, hva?” kluklo han, og skubbede drillende til mig.

”Ja, virkelig tilfældigt,” fniste jeg. Der gik ikke mange minutter, før vi havde fundet en italiensk restaurant og vi besluttede os for at prøve det. Restauranten var lille, men ude arealet var stort. Den var bygget i gammel klassisk stil, og der hang en svag duft af krydderier i luften. Der hang lyskæder, og var små to mandsborde med rød, - og hvid ternede duge. Tjenerne var alle af italiensk udseende, og deres accent bekræftede det især. Der var noget romantisk over stedet, fordi det var som taget ud af en film.

”I må selv finde jer et bord hvor der er plads.” Sofia kiggede hurtigt deres menukort igennem.

- ”Og I må bestille hvad I vil. Èn portion mad og drikkelse pr. person, okay?” Jacob og jeg fandt hurtigt et lille bord i udkanten af restauranten, og bestilte den samme pizza. Da vi havde fået pizzaerne, spiste vi i tavshed. Det var en behagelig tavshed, og ikke den slags hvor man bare virkelig gennemsøger sin hjerne for at finde på noget fornuftigt at sige. Pludselig lænede han sig ind over bordet og kiggede mig dybt i øjnene. Han var så tæt på at det svimlede ved tanken, om hvad hans næste træk ville være.

”Jessica,” sagde han og fjernede en tot hår fra mit ansigt. Hans hånd kærtegnede min kind, og jeg turde ikke trække vejret.

”Hvis du lige her og nu, fik af vide at du havde ét minut tilbage at leve i, hvad ville du så gøre?”

”Det er nok den største kliché jeg har hørt i et helt år,” hviskede jeg uden at blinke.

”Jeg ved i hvert fald godt hvad jeg ville gøre..”

”Hvad ville du gøre?” gispede jeg med hjertet oppe i halsen. Hans læber strejfede drillende mine.

”Tja..”

- ”det kommer jo aldrig til at ske, så jeg vil gemme det til fantasien,” sagde han og trak sig tilbage. Resten af tiden, sad jeg tavs med en skuffende fornemmelse i hele kroppen.

 

*

”Vil du med ud at gå en tur?” spurgte Jacob og smilede. Han tog min hånd i sin og jeg var sikker på at han kunne høre min hurtige hjerterytme. Det galoperede af sted og jeg følte mig helt svimmel af lykke og begejstring på én og samme tid. Vi gik ned gennem byen og kiggede på de mange specielle butikker. Der var især mange gadesælgere med eksotisk tøj og smykker til ingen penge. Efter at have gået i noget tid, fandt vi en lille smykkebutik, hvor der sad en stor dame med gråt hår. Hun havde en voldsom øjenskygge på, helt op til øjenbrynene, og hun var iført en lang mørk kjole og et turkist hovedtørklæde. Mit øje fangede et smukt eksotisk armbånd, og jeg rørte forsigtigt ved det. Det var i mørkt læder med enkelte mørke træperler, og nogle andre i perler i den smukkeste orange glødende farve jeg nogensinde havde set. Det var den samme glødende orange som solnedgangen i horisonten derhjemme. Jeg lod min finger strejfe perlerne, og opdagede at armbåndet også havde fanget Jacobs interesse.

”Lad mig købe det til dig, Jessica,” sagde han, og tog armbåndet i hånden. Den gamle dame rejste sig op fra hendes dovne stilling på den lille træstol, og kom hen til os.

”Nej, det behøver du virkelig ikke, jeg kan selv købe det,” sagde jeg og blev helt forlegen. Jeg tog min pung op af tasken, men han holdte mig tilbage, og jeg lod ham købe det til mig. Da han havde købt det, kiggede damen interesseret på os.

”Jeg spå jeres fremtid, meget billigt,” lokkede den gamle dame på gebrokkent engelsk. Jacob kiggede først på damen og så på mig. Vi trak på skuldrene og fulgte efter hende ind i et lille telt. I teltet var der et mørkt træbord, hvorpå der stod en spådomskugle og en bunke tarotkort. Damen nikkede hen mod to træstole og vi satte os ned. Spåkonen holdt utålmodigt hånden frem, og Jacob lagde et par dollars.

”Jeg begynde nu, I ikke snakke, meget stille,” sagde damen, og lukkede øjnene. Hun åbnede dem igen efter flere minutter, og blandede tarotkortene. Hun lagde dem i et helt bestemt mønster, og bad mig om at vende et kort. Jeg gjorde som hun sagde, og nu var det Jacobs tur. Hans kort forestillede en mand og en kvinde ved siden af hinanden, med en engel der holdt hånden hen over dem. I bunden af kortet stod der ”de elskende”. Den gamle spåkone, nikkede til at jeg kunne fortsætte, og jeg kunne ikke helt læse hendes reaktion af vores kort. Vi trak to nye kort hver, og idet Jacob vendte det sidste kort, udbrød hun et gisp.

”Aman Tanrım!” råbte hun, og begyndte at ryste over hele kroppen. Hun faldt i kramper ned på gulvet, og vendte det hvide ud af øjnene.

”Så gør da noget!” råbte jeg panisk til Jacob. Vi skyndte os ned til hende, og fik vendt hende om på siden. Men det havde blot varet få sekunder, og hun var allerede ved at komme til sig selv. Hun rejste sig op uden vores hjælp, og vi sad tilbage på græsset.

Hun rystede på hovedet og kiggede endnu engang på kortene.

”Aman Tanrım,” messede hun igen og igen, og masserede sine tindinger med lukkede øjne.

”Hvad betyder det?” Jeg kunne høre på min egen stemme at jeg lå på grænsen til hysterisk. Vi rejste os begge op, og jeg fik øjenkontakt med hende.

”Jeres fremtid, meget sort, død! Ulykkesmagneter, I ikke være her, ud, ud, ud!” Jeg greb fat i Jacobs hånd og vi skyndte os væk. Selv flere meter væk fra hendes telt, kunne jeg høre hende råbe tyrkiske bandeord efter os. Vi blev ved med at løbe, også lang tid efter at vi ikke længere kunne se hendes telt. Jacob slap ikke på noget tidspunkt min hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...