Alt andet

Om at starte på noget nyt, tro på det gode. Om at blive revet væk fra alt hvad man er vandt til, og om at få skubbet sine grænser. Om at holde af, om at tro man har mistet. Om at føle smerte og sorg, om at være ligeglad med alting.
Men mest af alt om at komme helt derud, hvor man ikke længere kan bunde..

3Likes
6Kommentarer
1204Visninger
AA

12. Redning

 

”Stop!” råbte en velkendt stemme, men jeg var for langt væk til at tage mig af det. Sneen omtågede min hjerne, og jeg var klar til at trykke på aftrækkeren, idet pistolen blev revet ud af min hånd og kastet hen ad sneen. Jeg kunne ikke mærke mine lemmer og hele min krop blev bedøvet mere og mere af den kolde sne, for hvert sekund der gik. Jeg følte mig revet ud af min krop, og fornemmede svagt at der var nogen der løftede mig op fra sneen. Alle mine reaktioner var væk og min krop føltes død, ja faktisk livløs, men mit stadig svagt bankende hjerte sagde det modsatte. Det var kun et spørgsmål om tid, et spørgsmål om sekunder, før jeg ville tage mit sidste svage åndedrag. Der var en masse larm og noget der lød som en blafrende propel og en sirene. Forskellige stemmer råbte hen over hovedet på mig, men hver gang jeg prøvede at komme tilbage til min krop, var det som om jeg blev skubbet ud, længere og længere væk. Jeg følte mig på kanten mellem liv og død, og pludselig var der ikke længere koldt, men derimod ulideligt varmt. Sådan måtte det altså føltes at komme i himlen, var det sidste jeg tænkte inden alt blev sort.

 

*

 

”Bib, bib, bib..” var den rolige rytme jeg vågnede til. Det lød som den slags maskiner der registrerer hjerterytmen på hospitaler, var den eneste konklusion min omtågede hjerne kunne komme frem til. Jeg kunne mærke at jeg havde en iltmaske omkring næse og mund, som jeg med alt besvær fik pillet af med min raske arm. Mine øjenlåg var tunge og trætte men jeg kunne ikke komme i tanke om hvordan jeg var landet her. Jeg prøvede at åbne øjnene, prøvede at tvinge dem op, men uden held. Det dunkede kraftigt i mit hoved, og jeg kunne ikke mærke min ene arm. Jeg kunne huske at jeg slap væk fra Muhtars bordel, og jeg kunne huske at.. Min hjerterytme blev hurtigere og det samme gjorde min vejrtrækning. Jeg kunne huske det hele, se det for mig. Jacob og Amin var begge blevet dræbt, og det var alt sammen min skyld. Jeg havde lagt i sneen med Amins pistol for tændingen, idet nogen eller noget slog den ud af hånden på mig. Jacob var død, tænkte jeg hele tiden mens tårerne brændte bag mine sammenklæbede øjenlåg. Til sidst fik jeg tvunget dem op, men det hele slørede og jeg fik kvalme. Jeg måtte have sagt nogle gurglende lyde, for sekunderne inden jeg kastede op, hørte jeg små trippende sygeplejerske sko, komme løbende med en spand der blev holdt foran mit hoved. Jeg faldt udmattet sammen igen, med bræklugten hængende i næsen.      

Jeg vågnede ved at nogen klemte min hånd, sukkede og snøftede. Hånden virkede bekendt og det samme gjorde lydende der kom fra personen. Jeg tvang mine trætte øjenlåg op, men det hele blev alligevel sløret af mine egne salte tårer.

”Mor,” hviskede jeg med grødet stemme og først nu gik det op for mig, hvor meget jeg egentligt havde savnet mine forældre. Min far stod ved siden af hende, med tårer i øjnene. Jeg havde aldrig set min far græde, men jeg kunne også godt kende forskel på triste tårer og glædestårer.

”Vi har været så bekymrede, lille skat. Ingen af os har været på arbejde siden den dag du blev væk.” Min fars stemme knækkede over, og min mor overdyngede mig med kys og knus. Jeg begyndte at græde, hikstede højt og hjerteskærende. Jeg tænkte på alt det der var sket, på hvordan vi var blevet bedøvet, bortført. På mændene der betalte for at komme i seng med mig, på Muhtar da han skar langs mine arme. Jeg tænkte på Jacob og Amin, på hvordan de var blevet tortureret til døde. Jeg tænkte på hvordan Muhtar var kommet ind i mit rum, havde prøvet på at voldtage mig. Jeg tænkte på hvordan skuddet havde ramt perfekt, på hvordan hans tunge krop faldt ind over mig mens blodet strømmede ud fra alle tænkelige sprækker. Jeg tænkte på hvordan de havde fulgt efter mig da jeg stak af, på hvor ligeglad jeg havde været med alting. Og til sidst tænkte jeg på hvordan jeg havde lagt der i sneen, havde været så tæt på at ende det hele, uden at skænke mine forældre en eneste tanke. Uden at tænke på Sabine eller Sarah, uden at tænke nærmere over konsekvenserne. Jeg græd ikke, jeg næsten skreg af sorg. Mine hulk var høje og min tårer salte. Min mor tyssede bare på mig og hviskede i mit øre at det hele nok skulle gå.

”Det er overstået nu, Jessica. Han er væk, den slemme mand er væk lille skat..” I samme øjeblik, mærkede jeg et lille prik i huden, og en væske der langsomt og søvndyssende sivede gennem kroppen.

”Vi elsker dig, lille skat. Lov os at du aldrig nogensinde vil forlade os igen,” var de sidste ord jeg hørte, inden jeg hulkende faldt ind i en lang og udmattet søvn.

 

*

”Hvordan kunne du overhovedet overveje det, Jessica?” hviskede en stemme, der var umulig at forveksle, i mit øre. Jeg var stadig ikke helt sikker på om jeg drømte eller var vågen, men det gav ingen mening. Hvordan kunne jeg høre hans stemme, selv når han ikke var der? Jeg mærkede et par læber der strejfede min kind og duften var ikke til at tage fejl af. Det var en dejlig drøm, jeg ville bare nyde det, nyde Jacobs kærtegn.

”Hvorfor forlod du mig?” hviskede jeg til ham, og der blev helt stille.

”Jessica, er du vågen?” Han klemte min hånd, og da jeg mærkede hans varme beskyttende hånd om min, var der ingen tvivl.

”Jacob!” Med et slog jeg øjnene op, og der sad han, på kanten af min seng, med et blik så ømt, så fuldt af kærlighed. Mit hjerte sprang et par slag over og jeg greb ud efter hans hånd.

”Det er virkelig dig,” hviskede jeg mens tårerne trillede ned af mine sårbare kinder. Han nikkede en enkelt gang og lagde hovedet på skrå.

”Jeg tænker hele tiden på hvad der ville have været sket, hvis jeg ikke havde flået den pistol ud af hånden på dig.  Hvad tænkte du overhovedet på?” Hans øjne så på én gang vrede og sårbare ud, og en ensom tåre trillede ned af hans kind, som han arrigt tørrede væk. Hans ord trængte langsomt ind i mig, gav mere og mere mening.

”Så det var dig,” var det eneste jeg kunne sige, overvældet af følelser.

- ”Jeg troede du var død, det havde Muhtar sagt.. Jeg så din T-shirt, jeg, jeg..” Han nikkede forstående. Sådan sad vi i lang tid og kiggede hinanden ind i øjnene uden at sige noget. Så lænede han sig ned mod mig, og hans længselsfulde læber mødte mine i et kys. Jeg kørte en hånd gennem hans hår og knugede mig hårdt ind til ham. Det gjorde ondt i hver eneste muskel, men det var det hele værd. Til sidst måtte han vriste sig fri af mit jerngreb, og tvinge mine læber væk fra sine.

”Hvis det ikke havde været for Amin, var jeg aldrig sluppet fri..” hviskede jeg, klemte hans hånd. Jeg fik en klump i halsen.

”Ja, jeg har lige snakket med ham. Han er blevet slemt forbrændt, men han er okay,” sagde Jacob roligt, og rejste sig op.

”Forbrændt?” Jeg var forvirret, var Amin stadig i live?

”Ja, Muhtar og de to tyrkiske mænd havde spærret ham inde i et skur og sat ild til det, men han kom åbenbart ud i live. Han har svære 2. og 3. gradsforbrændinger, men han klarer den. Han blev rykket fra intensiv til det normale, denne morgen. Det er faktisk utroligt at han ikke døde af røgforgiftning.” En sygeplejerske kom ind med en bakke hvorpå der stod lidt yoghurt, juice og en masse farvede piller.

”Så Miss. Manderson, nu tror jeg det er tid til at vi ser om du kan holde lidt mad i dig. Vi koblede jo allerede sonde maden fra for et par timer siden,” kvidrede hun og hjalp mig op at sidde. Det trykkede for mine ribben og sveg langs benene.

”Hvor slemt er det egentligt?” spurgte jeg forsigtigt og måtte rømme mig. Hun kiggede ned på en lille protokol og begyndte at remse op hvad der var galt. Den arm som jeg troede var brækket, var ikke brækket men derimod flækket på midten. Jeg havde to trykkede ribben der sikkert var kommet, da Muhtars livløse krop med ét var faldet hårdt ned mod min brystkasse, uden noget til at aflede faldet. Min næse var brækket og der var gået infektion i de dybe sår ned langs mine arme. Jeg havde fået en svag hjernerystelse, og havde overanstrengt alle tænkelige led. Kulden fra sneen havde samtidigt givet mig lungebetændelse, og med alle de andre svækkelser min krop havde, hang mit liv på daværende tidspunkt i en tynd tråd. Lægerne havde også frygtet forfrysninger i mit højre ben, men jeg var heldigvis sluppet med forskrækkelsen. Da hun endelig var færdig med at remse op, glippede jeg med øjnene.

- ”Og kan jeg snart komme hjem?” spurgte jeg håbefuldt.

”Du skal selvfølgelig have udskrevet en recept på noget smertestillinde, men vi kan nok allerede sende jer med det næste fly til Californien i morgen,” lo hun og sendte mig et strålende smil.

”Og hvad med Amin?” spurgte jeg forsigtigt.

”Han skal nok ligge her et par dage endnu,” sagde hun og gik. Jeg havde ingen appetit, og Jacob måtte tvinge den smagsløse yoghurt ned i mig.

”Hvordan slap du egentligt fri?” spurgte jeg og slugte alle piller på en gang. Jeg skyllede ned med juicen, og lænede mig tilbage i sengen. Han lænede sig ned mod mig og kyssede mig. Da han efter lang tid gav slip på mine læber, måtte jeg næsten hive efter vejret. Jeg var helt rundtosset af hans kys, og det gjorde mig frustreret at være fanget under den tunge hvide hospitalsdyne.

”Tja, jeg nåede ikke at være der mere end et par timer, før jeg stødte på Amin. Sammen fandt vi en slags lem under gulvtæppet i det rum jeg var i, og han hjalp mig med at sørge for at du fik pizzaen med brevet.” Var der gulvtæppe i hans rum, var den eneste absurde tanke der strejfede mig. Jeg kunne mærke søvnen komme snigende, og spekulerede kort over hvilke piller jeg egentligt havde slugt, få minutter inden.

”Men..” Jeg så det sårede udtryk i hans øjne.

- ”Amin fortalte noget, jeg ikke ville tro på,” hviskede han i mit øre, og jeg kunne se på ham at han godt vidste det var rigtigt, hvad end Amin havde fortalt.

”Han sagde at mændene, de havde.. rørt ved dig, brugt dig, men jeg kunne ikke tro det.” Jeg måtte tvinge mine trætte øjenlåg op, fokusere.

”Det er rigtigt nok,” hørte jeg min egen grødede stemme sige, og Jacob lænede sig ind over mig og trykkede sig ind til mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...