Alt andet

Om at starte på noget nyt, tro på det gode. Om at blive revet væk fra alt hvad man er vandt til, og om at få skubbet sine grænser. Om at holde af, om at tro man har mistet. Om at føle smerte og sorg, om at være ligeglad med alting.
Men mest af alt om at komme helt derud, hvor man ikke længere kan bunde..

3Likes
6Kommentarer
1126Visninger
AA

11. Intetheden

 

Der gik ikke mange sekunder, før det gik op for mig hvad pistolen skulle bruges til. Jeg vejede den i hånden, nærstuderede den og lagde den under madrassen i min seng, der hvor brevet også lå. Jeg kom til at tænke på Jacob igen. Hvor var han henne, og var han overhovedet i sikkerhed? Jeg prøvede at græde, men det var som om der ikke var flere tårer tilbage. De sidste par dage, ja måske ligefrem uger, havde jeg grædt så meget at der umuligt kunne være flere tilbage. Men det var selvfølgelig ikke sådan det fungerede. Solen steg langsomt op i horisonten, og den orangerøde glød mindede mig om perlerne på mit armbånd. Sådan sad jeg i lang tid, siddende på sengen og kørte fingrene hen over de fine perler på armbåndet. Til sidst kom tårerne, og jeg faldt lettet søvn, med håbet om at Jacob ville komme tilbage efter mig.

 

*

 

Det var måske en time senere jeg blev vækket. Døren blev slået op af Muhtar, der havde et væmmeligt smil på læben. Han kastede en blodig T-shirt hen til mig, og jeg genkendte den med det samme. Det var Jacobs. Jeg rystede søvnen af mig og var mere klar i hovedet end jeg nogensinde havde været. Hele min krop skælvede.

”Vi fandt ham og har tortureret ham til døde. Den samme tur fik den lille forræder Amin selvfølgelig også. Troede du virkelig jeg var så dum, åndssvage tøs.” Han ord ramte mig med ét, og jeg havde det som om noget inden i mig gik itu. Som om jeg kunne mærke de resterende dele af mit hjerte, knust i tusinde stykker. Tårerne fossede ud af mine øjenkroge og jeg mærkede alt kampgejst sive ud af kroppen. Jeg hulkede, mærkede min krop falde sammen. Jeg blev svimmel og det hele snurrede rundt. Jeg skreg, græd.

”Hold kæft!” råbte han og sprang med ét hen mod mig. Han slog mig hårdt i ansigtet og jeg mærkede blodet der forvirret cirkulerede rundt, og samlede sig på det sårede sted. Så slog han mig igen, denne gang på næsen og jeg hørte et lille knæk. Blodet sivede ned langs halsen, og han hamrede mit hoved ind mod sengegæret. Smerten var ulidelig og det slørede for mit blik.

- ”Jeg skal jo også have noget ud af besværet,” hvæste han og kastede mig ned ligge. Han rev den tynde kjole af mig og tog bukserne ned. Jeg lå passiv, ligeglad. Tårerne ville ikke stoppe og jeg kunne ikke tænke på andet end én ting: Jacob var død. Så mærkede jeg noget hårdt under min ene skulder, og jeg kom i tanke hvad det var, pistolen. I løbet af et nanosekund, havde jeg vredet min brækkede arm ind under madrassen og tvunget den til at gribe fat om pistolen. Smerten var ulidelig, og jeg måtte med alt koncentration tvinge mig selv til at fokusere. Jeg tøvede ikke med at tykke på aftrækkeren, og idet han trængte ind i mig, trængte kuglen ind i ham. Jeg lå i en pøl af blod, og mærkede han tunge livløse krop ligge hen over mig. Jeg kastede ham med alt besvær ned på gulvet, og det hele handlede kun om adrenalin og impulsbeslutninger. Hele bygningen måtte have hørt skuddet og det var kun et spørgsmål om tid, før de alle ville komme rendende. Jeg ledte febrilsk efter nøglen, og fandt den til sidst, efter at have revet alt hans tøj af og gennemsøgt hver eneste mulighed for opbevaring af min flugtvej. Jeg knugede nøglen i den ene hånd og pistolen i den anden, mens jeg løb alt hvad jeg kunne ud af døren. Gangene var længere end jeg havde troet, og jeg opfangede svært stønnende lyde fra nogle af rummene. Piger på min alder der blev misbrugt. Jeg kunne høre løbende skridt bag mig, og vidste at de var tæt på. Det hele er min skyld, tænkte jeg hele tiden. Jacob og Amin var blevet dræbt på grund af mig, og nu var jeg selv skyldig i drab. Så så jeg den, døren. Jeg løb alt hvad jeg kunne mod målet, satte med rystende hånd nøglen i døren, og kastede mig ud i sneen. Jeg hørte råb, skud og forvirring, men jeg stoppede ikke på noget tidspunkt med at løbe. Mit hjerte galoperede af sted, og sneen var kold under mine tæer. Det var som om mine tårer frøs til is og mit hår føltes stift, men jeg stoppede ikke. Jeg løb og løb, men var hele tiden ved at falde sammen. Jacob, tænkte jeg hele tiden. Da jeg var sikker på at der ikke var nogen der fulgte efter mig, sænkede jeg hulkende farten. Det hele snurrede rundt og jeg besvimede udmattet og fuld af sorg, ned i den kolde sne..

 

*

 

Jeg lå midt ude i intetheden, på en stor snefyldt mark nord for absolut ingenting. Jeg vidste ikke hvor jeg var, men jeg var træt nok til at ignorere de faretruende alarmklokker i min underbevidsthed og blive liggende. Jeg følte mig underligt livløs indeni, som om alting kunne være lige meget. Mine stivfrosne arme lå rystede i sneen foran an mig, fyldt med snitsår og ar. Den arm som var brækket, kunne ikke strækkes ud og bøjede underligt. Med ansigtet begravet i sneen, så alting pludseligt lyst ud, og det var som om at jeg langsomt sank væk, mens jeg mærkede bedøvelsen sive gennem kroppen. Tårerne banede sig vej i øjenkrogen og jeg var klar nok i hovedet til at række hånden frem mod den glinsende pistol der lå i sneen ved siden af mig. Det slørede for mine øjne, dunkede kraftigt i baghovedet og det eneste jeg kunne tænke, var at jeg ville ende det her. Mine hænder dirrede hidsigt da jeg satte fingeren på aftrækkeren og satte den mod tindingen..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...