Alt andet

Om at starte på noget nyt, tro på det gode. Om at blive revet væk fra alt hvad man er vandt til, og om at få skubbet sine grænser. Om at holde af, om at tro man har mistet. Om at føle smerte og sorg, om at være ligeglad med alting.
Men mest af alt om at komme helt derud, hvor man ikke længere kan bunde..

3Likes
6Kommentarer
1121Visninger
AA

13. Hjem kære hjem

 

Da vi steg ud af flyet og ind i lufthavns terminalen, havde jeg aldrig forudset alle de mennesker der var mødt op. Journalister, TV folk og skribenter der ville skrive tonsvis af bøger, om vores traumatiserende oplevelse som plottet. Folk jeg kunne genkende fra skolen af, familie, venner og bekendte. Hele tiden så jeg nye ansigter jeg enten kunne genkende, eller som jeg vidste, var der for mig og Jacobs skyld via deres små ”velkommen hjem” flag. Der var fremmede folk, folk jeg ikke engang vidst eksisterede, og de var alle sammen mødt op, bare på grund af os. Jeg var overvældet og vaklede et sekund. Jacob klemte min hånd. Der var blomster og tårer og længe savnede knus. Hele tiden var jeg på randen af gråd, og jeg måtte støtte mig til Jacob. Jeg mødte hans forældre, der overdyngede os begge med kys og knus, uden at jeg nogen sinde havde mødt dem. Lufthavnsvagterne prøvede at holde tv-folkene lidt på afstand, men der var mindst femten forskellige kameraer rettet mod os fra alle vinkler, live. Nogen af TV folkene var ikke engang engelsksnakkende og måtte prøve sig frem, så det var meget svært at forstå hvad de sagde. Det der var foregået de sidste mange dage, var ikke kun vores historie, det var en verdensomspændende fortælling, der havde kørt i nyhederne verden over, lige siden den dag vi forsvandt. Vores forældre gik i en beskyttende ring omkring os og Jacob lagde en arm omkring livet på mig.

”Ingen kommentarer,” sagde vores fædre hele tiden i munden på hinanden til de mange journalister. Vi gik gennem den hujende mængde, forbi den tilfælde menneskehorde med nationalflag, og videre uden for, hvor vi med lidt held fik prajet to taxaer. Da bagagen endelig var skubbet ind og taxaerne kørte, kiggede jeg ud af den mørke rude. Et par stykker prøvede forgæves at løbe efter os, uden den store succes. Politibiler stod parkeret i lange rækker ude foran udgangen, og det hele var ét stort kaos. Jeg kiggede ud af ruden indtil lufthavnen var intet andet end en lille prik i horisonten, og Jacobs varme ånde kildede mig i nakken.

”Jeg elsker dig, Jessica,” hviskede han i mit øre, og da jeg vidste at alt nok skulle blive godt igen..

 

SLUT

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...