Alt andet

Om at starte på noget nyt, tro på det gode. Om at blive revet væk fra alt hvad man er vandt til, og om at få skubbet sine grænser. Om at holde af, om at tro man har mistet. Om at føle smerte og sorg, om at være ligeglad med alting.
Men mest af alt om at komme helt derud, hvor man ikke længere kan bunde..

3Likes
6Kommentarer
1129Visninger
AA

8. Hjælpeløs

 

Jeg vidste at jeg var langt væk, for denne gang kunne jeg mærke det. Jeg var fanget i søvnen og kunne ikke komme væk. Flere gange var jeg tæt på at nå til bevidsthed, men nogen eller noget gjorde det umuligt. Jeg kunne lugte den stærke væske i mine mareridt, den hang i næseborene og sved i øjnene. Manden med skægstubbene spillede en stor rolle, hvor end jeg var. Så længe mine øjenlåg var lukkede, så jeg ham kun som en ting: et uhyre. Hans grønne slimede krop nærmede sig mig med stofstykket, men denne gang var jeg ikke hjælpeløs. Jeg svingede sværdet og så hans slimede krop dele sig i to og falde livløs sammen. Jeg lo.

 

*

Det trykkede forfærdeligt for mine ører, og der lød en masse lyde, der på én gang var fremmede og bekendte. Jeg åbnede øjnene, men måtte knibe dem sammen i mange lange sekunder, før de havde vænnet sig til lyset, der strømmede ind af de små runde vinduer. Jeg sad bundet fast i et sæde, stadig med gaffatape om munden og reb om fødder og hænder. Der lød en rumlende lyd fra en motor og overfor mig sad Jacob. Han var ligesom mig, bundet på alle tænkelige måder og var ifølge hans vejrtrækning, langt, langt væk. Jeg vendte mig mod vinduet tættest på mig og kiggede ud. Jeg blev svimmel da det eneste jeg så var skyer, skyer og atter skyer. Vi var i en flyver, selvfølgelig. Det var grunden til alt den trykken for mine ører, og i det øjeblik kom jeg i tanke om min flyskræk. Jeg fik kvalme og skulle brække mig, men det var umuligt med gaffatape for munden. Det sved i halsen da jeg slugte det, og jeg fik tårer i øjnene. Denne gang kunne jeg godt huske hvad der var sket, jeg kunne huske det hele ned til mindste detalje. Der var meget få sæder, men der sad ingen i dem ud over os. Så hørte jeg dem, mændene. Den mand, som første gang havde bedøvet Jacob, kom gående ud fra kontrolrummet og hen i mod os.

”Jeg tage det af, og du ikke skrige,” sagde han på gebrokkent engelsk, og før jeg nåede at reagere havde han revet gaffatapen af min mund. På trods af hans ord, var jeg ved at skrige af smerte og tårerne fra min øjne, strømmede ned af mine hede kinder. Huden var varm og sikkert den samme farve som gløder. Det sveg og brændte, og smerten bredte sig kun som sekunderne gik. Som jeg sad der, mærkede jeg savnet brede sig ud i hele kroppen. Det der overraskede mig mest, var nok at jeg savnede Sarah. Pigen jeg havde kendt i så kort tid savnede jeg så inderligt, og jeg savnede alt ved hende. Hendes skæve smil, og den måde hendes øjne lyste på når hun grinte. Jeg blev revet væk fra mine tanker ved Jacobs skrig. Manden havde åbenbart bare revet hans tape væk mens han sov, og jeg kan kun forestille mig hvor smertefuldt det har været at blive revet ud af søvnen på den måde. Han råbte arrigt af manden, og der lød en underlig pibende lyd. Så gik det op for mig, at det var mig der peb. Hele min krop rystede og af smerte og sorg. Manden slog Jacob i ansigtet og råbte et eller andet på tyrkisk. Så vendte han sig om og marcherede væk. Først nu opdagede jeg hvor sulten jeg egentligt var, og jeg spekulerede på, hvor lang tid siden det var, at vi stod ved vejen og ventede på en bil.

”Er du okay Jessica?” hviskede han og fugtede sine tørre ødelagte læber.

”Jeg er lidt svimmel men ellers okay. Hvad med dig?” hviskede jeg tilbage, og blinkede de sidste tårer væk.

”Det sviger..” Jeg nikkede bekræftende og fugtede selv mine læber.

- ”Udsigten er da ellers okay,” konstaterede han tørt og ligeglad. Jeg kunne slet ikke forholde mig til hans ord, og det eneste jeg kunne tænke, var hvad mændene ville gøre med os.

”Tror du vi slipper levende...” spurgte jeg, men kunne ikke få mig selv til at færdiggøre sætningen. Den hang som et ufærdiggjort spørgsmålstegn luften, som en bombe der kunne eksplodere hvert øjeblik det kunne være. Han trak blot på skuldrene.

”Hvad tror du de vil bruge os til?” Han kiggede mig direkte ind i øjnene og min mave slog en kolbøtte. Sommerfuglene som jeg ikke havde følt i flere timer, baskede forvirret rundt i min mave, og gav mig en varm fornemmelse i hele kroppen. Tidspunktet for den slags følelser, var helt forkert.

”Jeg ved det virkelig ikke, men jeg kan komme i tanke om flere grufulde ting. Historier og halve sandheder, ting der pludselig giver mening..” svarede jeg og de næste mange timer sagde ingen af os, så meget som ét ord. Mulighederne for hvad de ville bruge os til, var uendelige...

 

*

 

Jeg må være faldet i søvn, for da jeg vågnede igen, var jeg meget mere klar i hovedet. Jeg kunne mærke at flyet snart skulle lande, og jeg kiggede ud af vinduet. Under os spredtes der langsomt et smukt snedækket landskab, med gletsjere og bjerge så langt øjet rakte. Manden der havde slået Jacob, kom gående ned i mod os med to stykker brød. Jeg kæmpede ikke i mod, da han kom gående hen i mod mig og tog fat i mine hænder. Jeg var drænet for energi. Manden bandt rebet om mine håndled op og jeg skyndte at tage dem til mig. Jacob, der allerede var vågen, holdt sine bundne hænder hen i mod ham og manden åbnede også hans reb.

”I spise meget hurtigt, vi der om snart. Lav ikke numre, vi straffe jer,” sagde manden og pegede på et overvågningskamera få meter væk. Jeg nikkede og sank klumpen i min hals. Min mave skreg efter mad, og jeg havde det som om det sorte hul inden i mig udvidede sig for hvert sekund der gik. Som om det prøvede at suge mig ned i intetheden, der hvor jeg ikke havde den ringeste chance for at kravle op igen. Mine håndled var ømme og røde og mine hænder var kolde og rystede voldsomt. Jeg rokkede forsigtigt med dem, for at få gang i blodcirkulationen og Jacob gjorde det samme. Manden kastede et brød i min og Jacobs favn, og jeg begyndte taknemmeligt at spise. Jeg tog små bidder og prøvede virkelig at få det til at vare så lang tid som muligt. Jeg kunne jo aldrig vide hvor lang tid der gik, før vi fik mad igen. Klumpen i min hals ville ikke forsvinde, og hele tiden måtte jeg bore mine negle ned i sædet, for ikke at skrige af frustration.

”Hvorfor lige os?” hviskede jeg, og kiggede på Jacob. Mine øjne spejlede sig i hans blanke pupiller, og hans ligeså i mine.

”Jeg ved det ikke Jessica, jeg ved det virkelig ikke. Men uanset hvad der sker, skal du vide at jeg virkelig gerne ville have lært dig ordentligt at kende..” Han fik det til at lyde som om vi allerede havde fået erklæret en dødsdom, som om han allerede havde givet op. Det var noget jeg ikke havde, givet op. Jeg kunne ikke bare sidde her og acceptere min sørgelige skæbne som slave for tre tyrkiske mænd, og jeg sværgede at jeg ville finde en flugtvej, koste hvad det ville.

 Trykket for mine for mine øre blev værre og larmen fra motorerne højere.

”Jeg tror vi lander,” konstaterede jeg mest for mig selv. Det gav et bump da flyveren første gang snittede jorden. Det gik hurtigt, og det sneklædte landskab udenfor fløj forbi.

Flyet standsede helt og to mænd kom diskuterende ud fra kontrolrummet. Deres sprog var hurtigt, og det lød som om de ikke kunne blive enige om noget. Manden, den såkaldte fører der havde kørt bilen, så jeg først rigtigt nu. Han var af kraftigt bygning, sidst i fyrrene og med langt sort hår der var samlet i nakken. Det skinnede svagt af gelé og han lugtede langt væk af aftershave. Hans øjenbryn var meget kraftige, og da mine øjne mødte hans, forstod jeg for første gang udtrykket ”hvis blik der kunne dræbe”. Han gik langsomt i retning mod mig, og da han var helt tæt på, lod han en finger strejfe min kind. Først nu, opdagede jeg arret i hans pande. Jeg sad helt stille i sædet, stiv af skræk.

”Güzel,” lo han hæst.

- ”Bare rolig, jeg snakker bedre engelsk end de to andre,” Han nikkede roligt i retning af en de to mænd, der bare stirrede ud i luften, blottet for følelser.

”Godt, så kan du jo fortælle mig hvorfor I har bortført os,” sagde jeg sammenbidt, og skævede til Jacob der sad ligeså stiv af skræk.

”Sikke et.. ordvalg,” sagde han blot, vendte sig om og gik ind i kontrolrummet igen. Jacob og jeg fik bundet vores hænder igen, og blev båret ud af flyveren og smidt ind i en rusten hvid varevogn.

”Du sidde stille,” sagde manden med skægstubbene og hev stofstykket op af lommen. Jeg gad ikke engang kæmpe i mod.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...