Alt andet

Om at starte på noget nyt, tro på det gode. Om at blive revet væk fra alt hvad man er vandt til, og om at få skubbet sine grænser. Om at holde af, om at tro man har mistet. Om at føle smerte og sorg, om at være ligeglad med alting.
Men mest af alt om at komme helt derud, hvor man ikke længere kan bunde..

3Likes
6Kommentarer
1178Visninger
AA

4. Held i uheld

 

Første dag i high School var overstået og jeg åndede lettet ud. Det var som om jeg havde gået hele dagen og holdt vejret, af fare for at nogen ville ligge mærke til mig. Jeg samlede mine bøger sammen og pakkede dem ned i rygsækken. Da jeg svingede tasken over skulderen lød et kæmpe bump bag mig. Mine hænder stivnede i et split sekund og jeg turde ikke vende mig om, af fare for hvad der ventede mig. Med øjnene let sammenknebne, drejede jeg mig om, og opdagede at der lå en pige på omkring min egen alder, og gned sin højre albue. Hun skar en lille grimasse og bandede et par gange.

”Ej, det må du virkelig, virkelig undskylde! Det var ikke med vilje, jeg ville bare..” gispede jeg, men hun afbrød mig.

”Det er helt okay,” lo hun og rakte en hånd op mod mig. Dum som jeg var, gik der flere sekunder før det gik op for mig, at hun havde brug for en hånd til at komme på benene. Jeg skyndte mig at hjælpe hende op og kom selv til at le lidt.

”Jessica,” sagde jeg, nikkede og trykkede hendes hånd, nu hvor jeg i forvejen havde den i min.

”Sarah, her.” Hun sendte mig et strålende smil og jeg kunne ikke lade vær med at smile igen. Jeg vendte mig om for at forlade klasselokalet og gå ud gennem de store dobbeltdøre, idet hendes ene hånd landede på min skulder.

”Hey, vent! Vi kan da følges, ikke?” Hun pustede en kastanjebrun lok væk fra ansigtet, og hendes varme brune øjne mødte mine. Jeg nikkede.

”Klart, jeg var også bare på vej hjem,” sagde jeg og prøvede at lyde henkastet, uden succes.

Vi begyndte at gå og gik i et par minutter uden at sige noget. Solens stråler varmede mine bare arme, mens vinden legede med mit lange mørke hår. Fuglene pippede lystigt og hverken Sarah eller jeg selv havde lyst til at skynde os hjem. Det var denne dag alt, alt for god til.

”Vil du ikke med hjem og se hvordan jeg bor?” spurgte hun lidt nervøst. Min mave slog kolbøtter og jeg kom til at smile: Min første veninde i Balboa High School. Hun stod stadigt og trippede nervøst da jeg kiggede igen og det gik op for mig at hun afventede svar. Jeg mærkede blodet der langsomt blussede i mine kinder.

”Jo, klart.” sagde jeg. Hun åndede lettet ud og resten af vejen snakkede vi om alt mellem himmel og jord. Senere samme dag, lå vi side om side i Sarahs have, på et stort ternet tæppe og nød solen. Vi kiggede på skyer, pjattede og snakkede lidt om forventningerne til det kommende år. Hun fik mig til at le og se alt fra en masse forskellige vinkler.

“Hvad sagde Jacob Morris egentlig til dig i morges?” spurgte hun, og rakte ud efter et magasin der lå smidt i græsset. “Jacob Morris?” spurgte jeg, idet det slog mig, at det nok var ham fyren jeg havde snakket med tidligere. - ”Nå, ham! Hvorfra ved du egentligt hvad han hedder? Han ser ret godt ud.” Jeg kiggede afventende på hende og hun trak ligeglad på skuldrene.

”Jeg har mine kilder,” fniste hun og sendte mig et smørret smil. Sarah fortalte en masse om alle mulige lærere og elever på skolen, og det undrede mig at hun vidste så meget om alle, da det jo var første dag. Det var som om hun havde en lille håndbog i tasken, hvor der stod alt sladder om alle. ”Den er god med dig.” Jeg smilede og drak en smule hyldeblomstsaft fra et højt glas med isterninger.

”Du skulle bare vide hvor meget sladder man får ud af at være på pigetoilettet i fem minutter. Og bare så du ved det, så kan jeg fortælle dig direkte fra kilden, at du langt fra er den eneste pige der synes Jacob Morris ser godt ud.” Jeg trak ligeglad på skuldrene.

Næste morgen var jeg lige ved at komme for sent, fordi jeg havde sovet over mig. Bussen var allerede ved at køre, så jeg måtte løbe op på siden af dem og få buschaufføren til at stoppe. Jeg var helt forpustet og havde røde kinder da jeg kom ind i bussen. Et par piger på første sæde fniste da jeg gik forbi dem, men jeg ignorerede dem fuldstændig og fandt en ledig plads på en af de bagerste rækker. Da vi kom til skolen stod der på skolens daglige slideshow, at alle 1. årselever skulle mødes i festsalen klokken 8.00 for mere information om dette års studietur. Da jeg kom ned i festsalen gik det først rigtigt op for mig hvor mange elever der egentligt var, bare på 1. årgang. Inspektøren, Mr. Harrison, stod på talerstolen og kiggede ud over forsamlingen. Han lavede en tyssende bevægelse med sin ene arm, og der blev helt stille.

”Som I alle jo ved, er der studietur i næste uge og Miss. Patton vil på vegne af skolen, gerne give et par praktiske oplysninger og gode råd. Jeg vil råde jer alle til at tage notater, da I ikke vil få nogen papirer udleveret, efter skolens nye grønne status som miljøvenlig, tak.” Mr. Harrison trådte ned fra talerstolen, og lod en stor middelaldrene dame, Mrs. Patton, komme til.

”Som I alle jo ved, går studieturen dette år til Tyrkiet i byen Gaziantep, og jeg kan se at lidt over en tredje del af jer er meldt til. Der skal selvfølgelig skrives en opgave i sammenhæng med denne tur..” Der lød et fælles suk blandt de mange unge.

- ”og jeg forventer at I alle er klar over at det er en studietur, ikke en ferie. – Selv om der selvfølgelig vil også blive tid til, at I kan gøre hvad I vil. Udover de ting I selv skal have med, forventer vi selvfølgelig at I har jeres bog ”Kulturforståelse” med, noget at skrive med og diverse andre småting. Vi har et helt fly booket fordi at vi er så mange, og der er ingen faste pladser. Vi forventer at I opfører jer modent og ansvarligt, og at I holder jer sammen.” Hun snakkede i yderlige fem minutter, og vi gav en doven klapsalve. Da vi endelig fik lov til at gå, gik jeg hen til mit skab og tjekkede det daglige skema. Jeg skulle have spansk for første gang, og fandt hurtigt ned i klasseværelset.

”Hola chicos y chicas. Mi nombre es María,” var det første spansklæreren sagde, da hun kom ind af døren. Sætningen var simpel nok til at alle forstod den og vi hilste i kor. Resten af timen gik med at snakke lidt om den spanske kultur, litteratur og kunst. Senere snakkede vi om deres traditioner, og lærte simple sætninger som ”Hej, jeg hedder..” eller ”Jeg er (x antal) år.” Jeg fulgtes hjem med Sarah, og lige så snart jeg fik muligheden, begyndte jeg at snakke om den kommende studietur. Sarah så helt forkert ud i ansigtet, og nikkede bare kort. Hun kiggede mig ikke på noget tidspunkt i øjnene, og jeg fornemmede at hun ikke rigtigt gad snakke om studieturen.

”Glæder du dig overhovedet ikke?” spurgte jeg forsigtigt og følte mig ilde til mode ved hendes manglende glæde. Hun mumlede et eller andet, men jeg kunne ikke høre hvad hun sagde.

”Hvad?” spurgte jeg og fik endelig øjenkontakt med hende.

”Jeg skal ikke med.” Hun trak ligeglad på skuldrene og gik bare videre. Jeg stod tilbage på fortovet, slået ud af hendes ord. Der var godt nok kun lidt over en tredje del af 1. årseleverne der skulle med, men jeg havde alligevel regnet med at hun var en del af de elever. Jeg følte mig tankeløs og åndssvag fordi jeg ikke havde så meget som overvejet tanken. Min eneste ”ven” på denne her gigantiske skole.

”Hey vent, hvorfor Sarah? Undskyld det var tankeløst af mig, bare at gå ud fra at du skulle med,” sagde jeg og løb op ved siden af hende. Hun standsede og så på mig med et forpint ansigt i øjnene.

”Jeg er adopteret fra Tyrkiet, og min såkaldte ”nye” familie har ikke råd. Jeg har heller ikke lyst, så det kan bare være lige meget,” hviskede hun med en skælvende stemme og fik blanke øjne. Jeg knugede mig ind til hende i mange lange minutter, og gav ikke slip før jeg kunne mærke at hendes salte tårer var tørret ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...