Alt andet

Om at starte på noget nyt, tro på det gode. Om at blive revet væk fra alt hvad man er vandt til, og om at få skubbet sine grænser. Om at holde af, om at tro man har mistet. Om at føle smerte og sorg, om at være ligeglad med alting.
Men mest af alt om at komme helt derud, hvor man ikke længere kan bunde..

3Likes
6Kommentarer
1132Visninger
AA

9. Bortført

 

Jeg vågnede op på en kold og hård seng. Det snurrede lidt i baghovedet og jeg følte mig underligt sløj. Det er nok hvad der sker, når man bliver bedøvet så mange gange, tænkte jeg bistert. Mine hænder og fødder var ikke længere bundet, og jeg rejste mig op for at se mig omkring. Rummet var af gråt cement fra gulv til loft, og der var ingen møbler ud over sengen. En ensom pære hang i loftet, og anstrengte sig for at sende lys ud i resten af rummet. Der var et vindue øverst oppe med tremmer for. Jacob var der ikke, var det eneste jeg kunne tænke. Og så opdagede jeg det, mit tøj. Jeg var ren, mine negle var lakerede, mit hår var ikke uglet og jeg havde en lille sort kjole på, der næsten var gennemsigtig. Jeg begyndte at gå i panik, for jeg havde så afgjort ikke selv gjort det. Tanken om hvad de havde gjort ved mig, eller for den sags skyld Jacob, pirrede mig og jeg havde lyst til at skrige. Jeg fik tårer i øjnene igen, og skulle til at åbne døren, da den blev slået op med et smæld. Lederen kom ind, denne gang pænere i tøjet og samme tilbage strøgne hår samlet i nakken.

”Hvem har gjort det her ved mig?” råbte jeg som det første og græd. Med ét gik jeg fra ked af det til vred. Jeg mærkede adrenalinen samle sig i kroppen, og jeg følte en stor og voldsom trang til at komme ud med vreden. Det boblede i hele min krop og jeg følte mig som en tikkende bombe. Han fangede min hånd, før jeg kunne nå at lange ud efter ham, og han råbte mig ind i ansigtet på tyrkisk.

”Beskidte pige, nu hører du efter! Du har kunder, du gør hvad de beder dig om og hvis ikke..” råbte han helt rød i rodet hev en pistol op af baglommen. Jeg vaklede et par skridt bagud, hev efter vejret og prøvede at få kontrol over mig selv.

”Kunder?” snøftede jeg forvirret og følte mig lille og hjælpeløs.

”Du kan få et måltid mad, når du har gjort som han beder dig om. Du skal nok sætte et par timer af til det, Mr. Chang tager sig god tid,” bed han mig af og smækkede døren efter sig. Jeg kunne slet ikke tænke på mad, jeg kunne ikke engang tænke på hvad han mente med ”kunder”. Den eneste tanke der strejfede mig, var hvad de havde gjort med Jacob. Jeg skælvede af kulde og prøvede forgæves på at varme mine fødder. Jeg skubbede sengen hen til vinduet og stillede mig på tæer. Der var ét stort snelandskab med skov og bjerge og intet andet. Jeg følte mig hjælpeløs og sank snøftende sammen på sengen. Hvad havde skolen mon gjort da de opdagede vi var væk? Vidste min familie det? Vidste Sabine det og hvad med Sarah? Sådan sad jeg og snøftede, da en mand sidst i trediverne kom ind af døren.

”Hvem er du?” Jeg blev nødt til at hviske, og jeg følte mig tung og træt i hele kroppen. Som om min sidste livsgejst var sivet ud, forsvundet. Hans ansigt havde japanske træk og hans hår var kulsort og skinnende. Han havde jakkesæt på, og lignede mest af alt en forretningsmand.

”Jeg foretrækker ikke at kende dit navn,” sagde han med en udtryksløs stemme og vurderede mig et par sekunder. Jeg sad som forstenet og stirrede på ham, da han begyndte at tage tøjet af. Først dér, gik det op for mig, hvad mit nye påtvungne job gik ud på. Og jeg var rædselsslagen.

 

*

Jeg ville åbne munden, men det føltes som om jeg havde sandpapir galt i halsen, og min krop ville ikke så meget som rokke sig en centimeter. I de sekunder det tog for mig at reagere, glemte jeg helt at trække vejret. Så blev min vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere, og jeg skubbede mig selv over i hjørnet af sengen, ude af stand til at foretage mig mere drastiske træk. Jeg kunne stadig ikke forstå det til fulde, og jeg havde lyst til at knibe mig selv i armen, for så at opdage at det bare var en ond drøm. Men det var det ikke, det var knaldhamrende virkelighed. Han skubbede mig ordentligt ned at ligge, og lod sine fingre kærtegne min krop. Jeg lå passiv, stiv i tænkelige dele af kroppen, og prøvede at få mine reaktioner tilbage.

”Du må ikke,” gispede jeg, da min mund efter adskillige forsøg, endelig ville åbne sig.

”Ingen snak,” sagde han bare. Det var i det øjeblik jeg skreg, hvor det gik helt galt. Manden tog det som en opfordring, troede det var en del af den voldsomme leg, han åbenbart fandt ophidsende. Han fik et sultent blik i øjnene, og råbte selv, troede jeg kunne lide det. Sekunderne inden han slog mig bevidstløs, nåede jeg lige præcis at mærke det, smerten.

 

*

Da jeg vågnede et par timer senere, var det mørkt uden for. Jeg følte mig beskidt, brugt. Sengen havde fået et par blodpletter, og det føltes som om noget i mig var splintret i tusinde stykker. Jeg følte mig som en skal. En stor tom skal, med et hul i midten. Hullet prøvede at suge mig ned i intetheden, et sted hvor jeg umuligt kunne kravle op fra igen. Hver gang jeg lukkede øjnene så jeg ham for mig. Hans grådige ansigt med vilde øjne, der lyste af ophidselse. Svedperlerne omkring mundvigene, de iskolde øjne, trækningen ved venstre øjenbryn, og måden hvorpå han hviskede ting på i mit øre. Ting der ikke burde siges højt. Jeg rejste mig op, men vaklede et sekund. Det hele snurrede rundt og jeg var både sulten og skulle på toilettet. Jeg kiggede ned af min nøgne krop, ligeglad med synet der kom mig i møde. Mine knogler var tydeligere end ellers og jeg havde blå mærker ned af benene. Jeg trak kjolen over hovedet, og måtte næsten humpe hen til døren. Jeg blev overrasket over at den ikke var låst, og listede ned ad en stor gang, med billeder på alle sider. Det var alt sammen billeder af letpåklædte mænd og kvinder, der poserede foran kameraet og nød opmærksomheden. Jeg fik kvalme bare af at se på dem og jeg skyndte mig videre. Det første rum viste sig at være et toilet, som jeg hurtigt smuttede ind på, og gjorde hvad jeg skulle. Jeg plaskede koldt vand i ansigtet, og prøvede at få det hele til at hænge sammen, få det til at give en mening, men jeg kunne ikke tænke klart nok. Jeg gik videre ned af gangen, og stoppede ved det første rum, der kom lyde inde fra. Jeg åbnede døren og vidste egentligt ikke hvad jeg havde forventet. Der sad måske femten mænd af tyrkisk afstamning i alle aldre. Der var sofaer, pizza, øl og et stort fladskærms TV der stod på en kanal med fodbold. De hujede hver gang en spiller fra deres yndlingshold scorede mål. Jeg ved ikke om jeg ligefrem blev overrasket, over ikke at kunne genkende et eneste ansigt, men jeg lukkede langsomt døren igen.

”Hey vent!” råbte en stemme derinde fra, og jeg klemte øjnene i og håbede inderligt at det ikke var mig personen snakkede til. Jeg åbnede den igen, forsigtigt. Alle mændenes opmærksomhed var rettet mod mig, og jeg sank en klump i halsen. Jeg følte mig blottet, og havde slet ikke tænkt over hvordan jeg så ud, inden jeg åbnede døren.

”Er du ny?” spurgte han, en ung fyr med overskæg og krøllet hår. Jeg nikkede tøvende og vendte mig om for at sikre mig at der ikke kom nogen.

”Har du fået noget at spise?” spurgte han mig, og jeg blev overrasket over at han ikke virkede uvenlig. Jeg rystede på hovedet og kiggede ham tøvende ind i øjnene, de virkede blidere end forventet. Han gik over og tog en pizzaæske og rakte den til mig. Alle mændenes øjne fulgte os, og hvad der foregik i kampen, så ikke længere ud til at interessere dem.

Jeg vaklede af taknemmelighed, og mine hænder rystede da jeg tog i mod bakken.

”Tak,” hviskede jeg og han nikkede en enkelt gang. Da jeg lukkede døren efter mig, blev larmen derinde fra høj, og selvom jeg ikke kunne tyrkisk, kendte jeg talesproget godt nok, til at vide at de havde en diskussion i gang, om det der lige var sket. Jeg skyndte mig at løbe ned på værelset, hvor jeg ville planlægge at finde Jacob og stikke af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...