Mindekarrets Hemmeligheder (DSA 2)

Mit navn er Angelica Diggory... Nej. Det er det ikke. Mit navn er Angelica Black. Jeg er en Black. Jeg er født til mørke, i mørke. Men jeg fandt mit lys. Jeg fandt et lys i mørket og døden. Jeg fandt noget at kæmpe for. Når alle andre er døde og du kun har en enkelt person tilbage i dit liv, så tro mig. Når du står i den situation vil du kæmpe hårdere end nogen anden.
** Dette er Den sorte amulet 2 og foregår igen i HP-universet. Igen er det vigtigt at man har læst / set filmene for at forstå denne histories handling **

36Likes
193Kommentarer
5812Visninger
AA

13. Ukendt mission.

"Dine venner er..."

"Hold mund, Draco! Hvad vil du?!" hvisler jeg koldt. Han smiler stort og hånligt og lader sin ene hånd hvile på gelænderet man kan gribe fat i hvis man går på gangen og toget drejer skarpt eller noget i den stil.

"Jeg mener bare at en pige af dit blod sagtens kunne finde bedre mennesker at spilde sin tid på. Jeg mener, hvis du har brug for det, kunne jeg fixe dig op med et par ordentlige fuldblodspiger..." hvorfor er han pludselig så 'sød'? Hvorfor vil han 'hjælpe' mig? I hvert fald ved jeg at han selv må synes han er super venlig, sådan at tilbyde at skaffe mig 'ordentlige' venner.

"Ellers tak, Drake. Jeg har det helt fint med de mennesker jeg hænger ud med nu" svarer jeg øjenvendende. Han ryster opgivende på hovedet.

"Jeg mener bare at Angelica Black..."

"Nej Draco! Hold så op! Hvis du kun fik mig med herud for at kritisere mine venner, så er jeg altså skredet!" hvæser jeg og skal til at gå tilbage til min egen kupe. Han griber fat om mit håndled for at stoppe mig og jeg vender mig opgivende mod ham. Han skal til at sige noget, men holder inde for at vente på at et par andenårselever går forbi os.

"Hej Alice" mumler de beundrende med deres små lyse stemmer og jeg smiler imødekommende til dem. De kigger tilbage et par gange og går så ind i deres egen kupe.

"Hvad så misses Populær" mumler Draco storsmilende bittert.

"Du kunne måske have valgt et mere diskret sted end gangen hvor alle kan komme ud" svarer jeg koldt, mens jeg fortsat smiler til et par tredjeårsdrenge for enden af gangen.

"Jeg kan jo ligesom ikke hive dig med ind i Slytherinkupeen, vel?" svarer han irriteret og giver endelig slip på mit håndled.

"Du kunne nok finde på noget," mumler jeg, "kom nu, hvad vil du?!"

"Din mission. Jeg har jo ikke fortalt dig hvad du skal gøre" smiler han stort. Jeg sukker trist. De fantastiske dage med George fik mig næsten til at glemme at jeg i princippet er Dødsgardist.

"Okay så. Hvad skal jeg gøre?" sukker jeg.

"Jeg skal bruge en... ehm slags ingrediens til en eliksir" begynder han.

"Spørg Snape. Han har alt" svarer jeg bittert. Draco spilder min tid som altid.

"Det kan jeg netop ikke. Det jeg skal bruge kan kun du skaffe" smiler han. Jeg ruller med øjnene.

"Okay hvad er det?"

"Den eliksir der får dig ud af Willie-tilstanden" jeg måber kort. Hvem vil Draco...?

"Du ved godt at den er dødelig for alle der ikke har Willieblod i årene?" hvisker jeg. Han nikker hånligt.

"Det er jo netop pointen"

"Hvem, Draco?"

"Tror du virkelig at du skal vide det? Jeg skal bare have den eliksir, forstået? Du skal ikke bryde dit lille, kønne hoved med hvad det skal bruges til. Bare skaf det" smiler han og lader sin pegefinger strejfe min kind på en hånlig, nedværdigende måde. Jeg gør et kast med hovedet og sender ham et rasende blik.

"Draco det mindste du kan gøre er at fortælle mig hvad din mission er" hvæser jeg. Han smiler overlegent.

"Som sagt, prinsesse, skal du ikke tænke på det. Bare skaf den eliksir"

"Du kan jo bare spørge Snape om du må få en flaske! Du skal slet ikke bruge mig til noget, du ved udemærket godt at han med glæde vil hjælpe dig!" det ser ud til at ramme Draco, han ser ret irriteret ud.

"Jeg vil ikke have Snapes hjælp, Alice"

"Jamen for pokker, det er jo meget nemmere..."

"Jeg skal ikke bruge hans hjælp, Angelica! Jeg vil ikke have nogens hjælp!" hvæser han.

"Du har da ikke noget imod at få hjælp af mig!" indvender jeg hårdt.

"Det er noget andet, hvis jeg ikke beviser at du... bare glem det! Jeg behøver ikke at forklare dig noget som helst. Du skal bare gøre som jeg siger, eller hr. Mit Hår Brænder kan vinke farvel til sollyset!" hvæser han og kører en hånd gennem sit lyse hår. Jeg kæmper for ikke at vise hvor bange hans ord gør mig ved at krydse armene og sende ham mit ondeste blik. Han sukker opgivende og hans ansigt tør ligesom lidt op. Noget siger mig at jeg ikke gjorde det så godt med at skjule min frygt. Jeg er totalt overrasket over det jeg ser i hans øjne. Er det... bekymring? Tristhed?

"Hør Alice, jeg vil ikke minde dig om det hele tiden, kun hvis du tvinger mig til det. Tro mig, det er bedst for dig at du ikke ved noget. Hvis du bare gør som jeg siger og lader vær med at stille spørgsmål, lover jeg at der hverken sker dig eller George Weasley noget. Så bare... lad det ligge. For din egen skyld, okay?" sukker han. Jeg ser forvirret på ham, men siger ikke noget. Han har aldrig vist så meget omsorg for mig før. Jeg forstår det ikke, jeg har aldrig set andet end vrede, had, kulde og hån i hans ansigt. Pludselig ser han ud til at bekymre sig for mig, det er vildt underligt.

"Draco..."

"Smut, Alice. Gå ind til dine... ehm, venner og kontakt mig ikke før du har skaffet mig den eliksir. Jeg kommer til dig hvis der er noget. Vi skal jo ikke gøre noget mistænksomt. Og husk hvad jeg sagde, Al. Gør som jeg siger og ingen kommer til skade. I hvert fald hverken dig eller Weasley" med de ord træder han forbi mig. Hans fingre glider over min bare skulder da han går forbi mig og jeg gyser ved hans berøring på min bare hud. Jeg bliver stående i et kort stykke tid til jeg hører kupedøren til Slytherinafdelingen gå i. Så går jeg langsomt tilbage mod min egen kupe med den bizarre oplevelse siddende i baghovedet. Bekymrer Draco sig for mig? Og hvad mente han med 'hvis jeg ikke beviser at du...' Hvad? At jeg hvad? Vent lidt... beskytter Draco mig? Han vil ikke have hjælp fra nogen ud over mig, det gjorde han tydeligt. Men hvorfor? Hvad er det han prøver at bevise omkring mig? Jeg tager mig til hovedet og læner mig kort op ad en væg. Gud hvor er det forvirrende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...