Mindekarrets Hemmeligheder (DSA 2)

Mit navn er Angelica Diggory... Nej. Det er det ikke. Mit navn er Angelica Black. Jeg er en Black. Jeg er født til mørke, i mørke. Men jeg fandt mit lys. Jeg fandt et lys i mørket og døden. Jeg fandt noget at kæmpe for. Når alle andre er døde og du kun har en enkelt person tilbage i dit liv, så tro mig. Når du står i den situation vil du kæmpe hårdere end nogen anden.
** Dette er Den sorte amulet 2 og foregår igen i HP-universet. Igen er det vigtigt at man har læst / set filmene for at forstå denne histories handling **

36Likes
193Kommentarer
5880Visninger
AA

10. Tin-emblem.

Jeg kan se at der er noget jeg har lavet forkert, denne kamp kommer først i vinterferien, men eftersom jeg allerede er begyndt på den lader vi bare som om den er i sommerferien i stedet xD Sorry, totalt min fejl..... nyd det anyway.

 

Hendes skrig er overalt, blandes med knitren fra ilden der i dette øjeblik omgiver Vindelhuset og får min mave til at vende sig. Et sted kan jeg høre Harry råbe Ginnys navn og det giver mig kvalme. Hun fulgte åbenbart efter os herud. Dumt træk, søde Ginny, ufatteligt dumt. Jeg ved allerede nu at dette bliver en kamp på liv og død, det hænger ligesom i luften. Spændingen der siger at dette er alvor. Det har jeg intet imod, mit største ønske er at jeg går ud af denne kamp med Bellatrix' døde krop bag mig.

"Jeg dræbte Sirius Black! Jeg dræbte Sirius Black!" hendes skingre stemme får raseriet og lysten til at dræbe til at fare endnu hurtigere rundt i mit system. Adrenalinen er enorm. Lyden af en duel fanger mig og jeg kan tydeligt høre nogen løbe et sted få meter fra mig. Med en rask beslutning springer jeg til siden for at afgøre hvem det er. Bellatrix' sorte manke er let genkendelig og den første besværgelse falder hurtigt og automatisk.

"Lammer" hun blokerer og sender en ukendt besværgelse mod mig. Jeg bruger ikke ord nu, jeg er god til nonverbale formularer. Med hele hjertet sender jeg Avada Kedavra mod hende. Hun undviger og... forsvinder. Hvad?! Årh altså, dødsgardisttrick. Ikke fair.

"Alice!" Ginnys desperate råb vækker mig og jeg løber mod lyden af hendes stemme. Jeg når frem til lysningen samtidig med Harry og vi stiller os ud sammen med Ginny på en lille ø i sumpen. Han træder langsomt frem fra skyggerne. Fenris Gråryg. På den anden side af os dukker Bellatrix op og Harry begynder sin duel med hende. Fenris sender en besværgelse mod mig med en sådan fart at jeg ikke når at undvige. Hans stemme er hviskende i mit hoved.

"Husk hvem du arbejder for lille pige. Din chef bliver ikke glad for dette..." jeg får ham ud af mit hoved og sender en lammer mod ham som han undviger. Fra alle sider dukker ordenen pludselig op. Tonks stiller sig på min højre side, Lupus ved Harry og Arthur Weasley foran Ginny. Det er helt sikkert at vi vil vinde denne kamp. Så selvfølgelig gør de det jeg allerede har forudset: stikker af. Dog ikke uden en lille venlig gestus. Bag os går Vindelhuset op i flammer da de smadrer ind i det med ekstrem fart og "flyver" deres vej. Jeg er målløs.

"Molly" Arthurs desperate stemme vækker mig af trancen og vi løber så hurtigt vi kan. George. George. Åh gud. Ude foran vindelhuset står de allesammen, uskadte, men med skræmte blikke vendt mod det brændende hus. Undtagen George, der åbenbart er kommet sig over chokket hurtigt og står og spejder efter mig. Da han ser mig komme løbende åbner han armene og jeg kaster mig hulkende ind i hans favn. Han knuger mig ind til sig som om han aldrig vil give slip. Så holder han mig lidt ud fra kroppen og rusker mig let.

"Er du komplet sindssyg?!" hvæser han lavt. Jeg smiler sygt.

"Ja"

"Det er ikke sjovt Al!"

"Det ved jeg" mumler jeg, river mig løs og lægger armene om hans hals. Han sukker fortvivlet og vi ser på de andre. De stirrer stadig på det brændende hus. Suk. Skal man virkelig gøre alting selv? Jeg trækker min tryllestav og lader en tyk stråle vand ramme flammerne. Langsomt vågner de andre op og gør det samme. Inden længe er ilden slukket. Hvad gør vi nu?

"Vi må... vi må genopbygge det hele" Arthurs stemme er skrøbelig og opgivende. Jeg ryster trist på hovedet. Hermione holder om sig selv, hun har kun T-shirt på. Til min overraskelse lader Ron sin jakke lægge sig om hendes skuldre og han scorer vidst lige et par point hos den kloge pige.

"Angelica? Kan jeg lige snakke med dig?" spørger Lupus stille. Jeg nikker og følger efter ham lidt afsides.

"Snape har fortalt mig om din... ehm mission" åh åh, here we go. Lupus sukker irriteret.

"Det er mod regelerne at optage mindreårige i Ordenen, men jeg kan ikke se en anden udvej i dit tilfælde. Du skal vide at det er meget mod min vilje og det er kun blevet ført igennem fordi Dumbledore insisterede. På trods af dine knap seksten år er du fuldbåren medlem af Ordenen, fra og med i aften" han holder et lille tinemblem frem med Ordenens mærke. Jeg tager varsomt imod det.

"Pas på det. Det kan både vise sig nyttigt og ekstremt farligt at have på sig i visse situationer. Men den slags kender du jo alt til" siger han og hentyder til min amulet. Jeg lader emblemet glide ned i min lomme. Fred og George har også et hver, men mindre fordi de er en slags undermedlemmer der ikke bliver sendt på mission. Jeg er allerede på mission.

"Held og lykke, Alice" jo tak, det får jeg brug for! Godt at jeg behersker Løgnens Kunst så godt. Så har noget af det jeg har lært af Bella altså vist sig nyttigt. Man kan ikke lyve for en Dødsgardist uden at beherske Oklumensi. Tak til Bellatrix for at gøre det muligt for mig at infiltrere  Dødsgardisternes verden. Det er da næsten ironisk. Næsten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...