Mindekarrets Hemmeligheder (DSA 2)

Mit navn er Angelica Diggory... Nej. Det er det ikke. Mit navn er Angelica Black. Jeg er en Black. Jeg er født til mørke, i mørke. Men jeg fandt mit lys. Jeg fandt et lys i mørket og døden. Jeg fandt noget at kæmpe for. Når alle andre er døde og du kun har en enkelt person tilbage i dit liv, så tro mig. Når du står i den situation vil du kæmpe hårdere end nogen anden.
** Dette er Den sorte amulet 2 og foregår igen i HP-universet. Igen er det vigtigt at man har læst / set filmene for at forstå denne histories handling **

36Likes
193Kommentarer
5812Visninger
AA

3. Sort konvolut

"Ey, hvor har I to været hele dagen?! Jeg har måtte klare alt i butikken helt alene!" mukker Fred da vi træder ind i lejligheden over Weasleys Fup og Fiduser. Jeg løfter et øjenbryn af ham og ryster på hovedet.

"Var Cyndia der ikke til at hjælpe?" spørger jeg. 

"Jo, men..."

"Og Beck? Jeg tror ikke du har fået overarbejde, Freddie" siger jeg og lægger min taske på kaffebordet, deres mor gav dem da de flyttede ind. Det er umådeligt grimt, men deres mors smag er heller ikke den bedste. Fred ser surt på mig.

"Du er bare vred fordi vi har haft det sjovt og du har arbejdet" siger George og sætter kurs mod køkkenet. 

"Ja jeg er sgu! Det er ikke fair!" 

"Fred, vi arbejde da du var på date med Angelina. Og da du var på det sorte marked med Jordan. Husker du?" pointerer jeg og går fra den trænge entre ind i den lille stue. Lejligheden er ikke den største, men den er ret hyggelig. To soveværelser, en stue slået sammen med spisestue, et lille køkken, et meget småt badeværelse og en træng entre. Jeg har nydt min sommer her. Gåture i parken, aftensmad på Mugglerrestauranter. 

"Al, skal du have noget?" spørger George ud fra køkkenet. Fred mumler stadig utilfreds og uforståeligt. 

"Ellers tak..." svarer jeg og kigger på posten på bordet. Et par breve til Fred og George, som sædvanelig. Men til min overraskelse er der også et brev til mig. I en sort kuvert. 

"Fred...?" siger jeg uforstående ud i lejligheden. Han stikker hovedet ud af døren fra sit soveværelse.

"Hvad?"

"Har du set det her?" spørger jeg. Han nikker dystert.

"Har du tjekket den for... du ved?" når Dødsgardisterne sender en et brev er det aldrig godt. Han nikker denne gang.

"Sikker. Personen vil ikke gøre dig ondt. Kun komme i kontakt med dig" han trækker hovedet ind igen og jeg vender kuverten. Angelica Black, står der med svungen skrift. Jeg åbner det langsomt og tager det mørke brevpapir ud. Det knitre svagt da jeg folder det ud og begynder at læse.

 

Alice.

Jeg skriver fordi jeg gerne vil se dig. Der er noget jeg må fortælle dig ansigt til ansigt. Det er vigtigt. Jeg ankommer til Den Sorte Drage klokken fire og venter præcis en time. Hvis du ikke dukker op ( og jeg vil stærkt bede dig om at komme alene), ved jeg at du afslår min anmodning om at tale med dig. Det ville være dumt, vil jeg understrege. 

Din fætter, Draco Black Malfoy.

 

Jeg læser brevet tre gange før den trænger igennem. Han vil mødes med mig...? Jeg lader det falde ned på stuebordet og ser på uret. Halv fire. Det tager cirka et kvarter at komme til Den Sorte Drage... Hvad vil han? Draco... han kan ikke... jeg lukker øjnene lader en finger hvile på brevet og ser indad. Vil han skade mig hvis jeg dukker op? Nej. Nej, han taler sandt i brevet. Han vil fortælle mig noget... eller bede mig om noget. En beslutning tager form i mit hoved... og min kære kæreste vil ikke brydes sig om den. 

"Alice, hvad er der sket?" spørger George bag mig. Jeg peger apatisk på brevet og han læser det igennem en gang. To. Tre.

"Det gør du ikke!" gisper han og kaster brevet fra sig. Jeg sukker opgivende.

"George, han vil ikke gøre mig ondt" siger jeg langsomt og indtrængende.

"Det er Draco! Selvfølgelig vil han det! Desuden er jeg ikke dum! Ron fortalte at Malfoy truede dig i toget!" hvisler George vredt. 

"George, jeg kan mærke det. Han vil give mig nogle oplysninger, det er alt" lover jeg. George ser helt fortabt ud.

"Vær sød ikke at gøre det" beder han indtrængende. Jeg smiler trist til ham og kærtegner svagt hans kind.

"Jeg kan passe på mig selv. Vent på mig her. Jeg gør det hurtigt, det lover jeg" siger jeg. Han ryster svagt på hovedet.

"Angelica, for min skyld" siger han stille. Det gør ondt, det gør det virkelig. Men... jeg er nødt til det.

"Undskyld, George. Vi ses om lidt" jeg stiller mig på tæer og kysser ham hurtigt. 

"Hvis du dør?" hans spørgsmål får mig til at stoppe op og lukke øjnene. Jeg dør ikke. Han vil ikke gøre mig ondt. Det ved jeg, men jeg kan ikke forklare det til George.

"Så er liljer min yndlingsblomst til begravelser" svarer jeg undvigende og prøver at lave sjov med det. Det glimt jeg ser af hans ansigt da jeg lukker døren viser at han bestemt ikke fandt det morsomt. Lyseslukker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...