Mindekarrets Hemmeligheder (DSA 2)

Mit navn er Angelica Diggory... Nej. Det er det ikke. Mit navn er Angelica Black. Jeg er en Black. Jeg er født til mørke, i mørke. Men jeg fandt mit lys. Jeg fandt et lys i mørket og døden. Jeg fandt noget at kæmpe for. Når alle andre er døde og du kun har en enkelt person tilbage i dit liv, så tro mig. Når du står i den situation vil du kæmpe hårdere end nogen anden.
** Dette er Den sorte amulet 2 og foregår igen i HP-universet. Igen er det vigtigt at man har læst / set filmene for at forstå denne histories handling **

36Likes
193Kommentarer
5789Visninger
AA

14. Schnobbevoms inderkreds.

Jeg sender et vredt blik efter Romilda Vane der lige har fortalt Harry at hans venner er kiksede og tager Trevor der sidder på mit skød for at række ham til Neville. En førsteårselev står i døren og kigger nervøst på os. Harry smiler beroligende og pigen tager sig sammen.

"Professor Schnobbevom ønsker at se hr. Neville Longbottom, hr. Harry Potter og frøken Angelica Diggory i sin kupe til en mindre forsamling" rabler hun stammende af og rækker Harry et brev. Jeg vender øjne og sender Harry et sigende blik. Han griner skævt og rejser sig. Det samme gør den overvældede Neville.

"Skal du ikke med?" spørger Harry forvirret da jeg ikke gør mine til at følge med dem. Jeg ryster afvisende på hovedet og åbner min bog.

"Glem det. Jeg er ikke den store fan af særbehandling" svarer jeg ligegyldigt og finder æseløret.

"Al, det er en lærer. Du kan ikke afvise en invitation" siger Neville nervøst og Luna med de multifarvede briller, som får hende til at se komplet sindssyg ud, der før så dybt begravet ud i Ordkløveren, nikker enigt.

"Watch me" siger jeg. Harry snupper min bog og hiver mig op. Jeg prøver at hive mig fri mens han hiver mig ud af kupeen.

"Harry! Tag dig lige sammen, gider du?" spørger jeg irriteret. Han smiler med et glimt i øjet.

"Nogen gange tænker du bare ikke rationelt. Så må man give dig et lille skub, hvis du forstår" griner han og jeg river mig løs.

"Jo tak, det har du gjort rimelig klart. Harry, du ved at han ved hvem jeg er. Jeg er ikke klar til at alle får det af vide" han ved ikke at det er af afgørende årsager at ingen må kende mit efternavn. Hvis jeg skal lege Dødsgardist, må jeg ikke vække mistænksomhed hos de andre elever. Det her gælder George og Freds liv. 

"Det behøver de ikke at vide?"

"Øh, tror du ikke af folk som Zacherias ville sætte spørgsmåltegn ved hvad helvede jeg laver i Schnobbevoms inderkreds? Og Slytherineleverne?! Og alle elever for den sags skyld?" Harry ruller bare dramatisk med øjnene og skubber mig ind i kupeen hvor en grupper elever venter, deriblandt Ginny. Schnobbevom hilser overstrømmende på Harry og venligt på Neville hvorefter han vender sig mod mig med et mystisk smil.

"Stadig smuk som altid frøken Diggory" smiler han charmerende (ad) og gør tegn til at vi skal sætte os. Ginny skærer ansigt og Schnobbevom begynder at introducerer alle for hinanden. Da han siger navnet på Blaise Zabini ser Neville og Harry bare ligeglade ud, men jeg giver ham et kort nik. Vi har truffet hinanden før. Schnobbevom begynder at udspørge alle og jeg forholder mig tavs. Det her er latterligt. Zabini hvis mor er kendt for sin skønhed er spydig og ondskabsfuld, specielt ved Neville. Zabini har altid troet at han er bedre end alle andre. Han har det største crush på mig...

"Angelica, "Schnobbevom vender sig mod mig og jeg retter mig nervøst op. Zabini ser interesseret på mig, som om han venter noget ekseptionelt.

"Hr. Schnobbevom, jeg ville sætte stor pris på hvis De undlader at fortælle om mig" siger jeg stilfærdigt og stirrer ham bestemt direkte ind i øjnene. De flakker lidt og han smiler nervøst.

"Orh hold da op Diggory, alle og enhver kan da regne ud at du er af Willie-blod!" bider Zabini. Jeg måber kort og kigger rundt på de andre der nikker sammentykkende. Her går man og tror at man har hemmeligheder og så viser det sig at alle kender dem alligevel. Det skulle sgu ikke undre mig om halvdelen af skolen også ved hvem min biologiske far er... Tsk!

"Tja, frøken Deres mor var i sandhed noget helt ud over det sædvanelige, den kære Serena. En sand skønhed. Og De har da sandelig arvet den gave!" smiler han stort. Tja, det må vel være forklaring nok til alle om hvorfor jeg er. Hvem behøver også hele historien? Det er da fuldstændig ligegyldigt at jeg er af Blackslægten, den mørkeste og ondeste slægt på denne tid, at jeg er i besidelse af et utroligt våben forklædt som et smykke som Voldemort virkelig gerne vil have i sin varetægt, at jeg kan dræbe med en enkelt tone, at jeg er Dødsgardist i forklædning, at jeg er en af de yngste nogensinde til at udføre en perfekt Animagus-besværgelse og at jeg kan adskillige mørke færdigheder på baggrund af mine slægtninge. Og alt det gør mig yderst magtfuld. Men hey, det at være Willie er nok, så hvorfor pokker fortælle alt det andet? Jeg smiler bittert af mig selv og kigger ud af vinduet. Hold op hvor er det her frustrerende. Mit liv ligner en tv-serie. Der venter altid lidt mere drama rundt om hjørnet.

 

Jeg har holdt en vildt lang pause fra Movellas, sorry, og den er desværre ikke helt slut da jeg tager to uger til Frankrig på søndag. Men nyd dette eksklusive kapitel der er dedikeret til Directioner og Noget, der trofast har mindet mig om med jævne mellemrum at denne movella også eksisterer ;) 

Enjoy you guys.

// Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...