Mindekarrets Hemmeligheder (DSA 2)

Mit navn er Angelica Diggory... Nej. Det er det ikke. Mit navn er Angelica Black. Jeg er en Black. Jeg er født til mørke, i mørke. Men jeg fandt mit lys. Jeg fandt et lys i mørket og døden. Jeg fandt noget at kæmpe for. Når alle andre er døde og du kun har en enkelt person tilbage i dit liv, så tro mig. Når du står i den situation vil du kæmpe hårdere end nogen anden.
** Dette er Den sorte amulet 2 og foregår igen i HP-universet. Igen er det vigtigt at man har læst / set filmene for at forstå denne histories handling **

36Likes
193Kommentarer
5810Visninger
AA

8. Mødet med en ligesindet.

"George... er du sikker på at det er en god ide?" sukker jeg for hundredetusinde gang. Jeg stikker sølvøreringen gennem hullet i mit øre og betragter det færdige resultat. Jeg har en lys jordfarvet sweater der sidder løst på og et par mørke jeans. Om min hals pryder den Sorte Amulet og på min finger sidder den smukke ring George gav mig til jul. Den skinner stadig svagt rødt, et tegn på at jeg er en forelsket Willie. Jeg er forelsket, men jeg er ikke Willie. Kun en fjerdedel.

"Selvfølgelig er jeg det. Hvad skulle der kunne ske?" spørger George og retter på min strikkede sweater så den sidder bedre og tager den halskæde jeg har givet ham på. Hans hår er stadig vådt efter badet. Jeg sukker frustreret.

"Jeg kunne blive uvenner med din mor, efter lige at være blevet gode venner med hende igen?" svarer jeg åbenlyst og åbner døren for at træde ud i stuen, hvor Fred venter. 

"Alice, mor har tilgivet dig. Det er jo bare en middag, for pokker" sukker han irriteret og lukker døren til badeværelset bag sig. Fred løfter øjenbrynene, men kommenterer ikke vores diskusion. Godt træk.

"George, du ved jo godt at det ikke bare er en middag!"

"Nej, du har ret. Vi skal møde vores storebrors forlovede for første gang. Det er ikke bare en middag, Fleur vil være der..." han holder inde fordi han opdager min reaktion.

"Fleur..." jeg når ikke at gøre noget før han står foran mig og trækker mig ind i sine arme. Jeg græder ikke, jeg lægger bare hovedet mod han bryst, mens han holder mig tæt ind til sig. Jeg kan høre hans hjerte gennem hans T-shirt.

"Alice, det er jeg virkelig ked af! Jeg er vildt ufølsom, jeg havde slet ikke tænkt på det" hvisker han undskyldende og lyden af en lukkende dør afslører at Fred har trækket sig til sit soveværelse. Jeg trækker bare på skuldrene. 

"Hun vil selvfølgelig minde dig om..." han siger ikke mere og jeg løfter hovedet med et ryk.

"Cedric. Hun vil betyde noget i den sammenhæng, ja. Jeg er ikke bange for hans navn. Han er min bror" siger jeg hårdt. George ser lidt overrumplet ud, men nikker så.

"Cedric. Vi snakker aldrig om ham... er det noget du har... du ved, brug for?" jeg ryster på hovedet med et undskyldende smil.

"Nej. Der er for mange ting... med Cedric. Det er bare... Fleur og jeg, vi... vi er ligesom den samme, hvis du forstår?" siger jeg prøvende. George nikker og kysser mig på håret.

"Vi bliver hjemme. Vi kan lave noget god mad og...." jeg afbryder ham ved at ryste på hovedet.

"Vel gør vi ej. Vi tager til middag hos dine forældre, selvfølgelig gør vi det. Undskyld. Jeg tænkte mig ikke om før. Lad os nu bare komme af sted" siger jeg og tager min støvler på. George betragter mig lidt og nikker så.

"Fred! Vi smutter!" råber han og hans tvilling kommer ind i stuen. George lægger armene om mit liv og smiler skævt til mig.

"Er du klar?" jeg trækker vejret dybt og lukker øjenene.

"Så klar som jeg nogensinde bliver". Med de ord klamrer jeg mig til George og han transfererer sig væk fra vores lille lejlighed.

 

Svimmelheden fortager sig hurtigt og jeg ser mig om. Vindelhuset ligner sig selv, skævt og hullet som altid. George tager min hånd og vi bevæger os hen mod hoveddøren. Fred banker på og døren bliver åbnet af Bill. Jeg har kun mødt ham en gang, men jeg synes allerede godt om ham. Han retter sin tryllestav mod os med et alvorligt ansigtsudtryk. Så vender han sig mod Fred.

"Hvad satte du ild til da du var fire?" spørger han med sin dybe stemme.

"Mors kjole" svarer Fred og Bill nikker. Så gør han tegn til at fred skal gå ind og han smutter bag sin brors ryg. Staven bliver rettet mod George.

"Hvad var det første du sagde da du fortalte mig at du havde fået en kæreste?". George svarer uden at tøve.

"Bill, jeg har fået en kæreste. Hun er som en Willie, bare tusind gange bedre og i stand til at elske en som mig" mit hjerte skipper et slag og Bill nikker smilende. George forlader mig tøvende og Bill retter tryllestaven mod mig.

"Hvad er dit mellemnavn?"

"Lily" svarer jeg stille. De fleste kender ikke til mit mellemnavn. Jeg er opkaldt efter... Bill nikker og træder til siden.

"Undskyld, vi er nødt til at tjekke. Det er ministeriets ordrer" jeg nikker forstående og træder ind i det rodede køkken. Ginny omfavner mig og jeg krammer glad igen.

"Hej du overskønne" siger hun sløret. Jeg spiller med og blinker lidt.

"Godaften du smukke" svarer jeg og vi griner. De andre ser opgivende på os et øjeblik.

"Piger" mumler Ron og ruller med øjnene.

"Bill. Ar din brødre og Angenrilica ankommet?" spørger en smuk stemme med tyk fransk accent henne fra døråbeningen. Bill nikker til sit livs kærlighed og hun kaster med sit lyse hår før hun skrider ind i lokalet som en dronning.

"Bonjour, Angenrilica" siger Fleur og kindkysser mig.

"Bonjour, Fleur. Comment ca va?" smiler jeg med flydende fransk accent. De andre ser måbende på mig, ud over Fleur der kender til mit hemmelige talent inden for fransk.

"Il va bien!" smiler hun stort og går videre til at sige goddag til Fred og George. George ser spørgende på mig og jeg trækker på skuldrene.

"Willier er ofte franske. Min mormor var franskmand og min mor lærte fransk for at føle sig forbundet med hende. Så lærte min mor mig fransk" forklarer jeg bare og smiler til Fleur. Jeg har lige spurgt hende hvordan hun havde det og hun svarede at hun havde det godt. Basis fransk, faktisk. Hun får øje på min ring og hviner.

"Den ar smuk!" udbryder hun.

"George gav mig den" smiler jeg. Fleur vender sig henrykt mod George der smiler skævt.

"Georgie, du ar en fantaschiske kareste!" udbryder hun på sin direkte facon og tager Bill i hånden. Jeg er glad for at George slet ikke er påvirket af hendes charme. Jeg hvisker det til ham og han smiler skævt.

"Jeg er jo vandt til dig" hvisker han tilbage. 

"Fleur er smukkere end mig. Hendes tiltrækningskræft er stærkere end min. Til gengæld har hun ingen farlige kræfter overhovedet" forklarer jeg. Han trækker bare på skuldrene.

"I min verden vil du altid være smukkest" svarer han. Jeg smiler stort og tager ham i hånden.

"Fred! George!" udbryder Molly der pludselig er dukket op og omfavner sine drenge. Hun tøver lidt ved mig og krammer mig så hurtigt.

"Velkommen, Alice" siger hun kort og begynder at pludre løs med de andre. Harry sender mig et skævt smil og Fleur ser foragteligt efter fru Weasley.

"Du schal ikk det tage dig af, Angenrilica. Hun ikke smukke piger kan lide. Hun misundelig!" udbryder Fleur lavt. Jeg fniser lidt og ryster på hovedet. Hvis Fleur bare vidste hvorfor fru Weasley ikke bryder sig om mig.

"Je sais" griner jeg bare og Fleur fnyser og griner så lidt. Åh ja, jeg ved hvordan Molly er.

"Vieille sorciére" siger hun og blinker til mig. Jeg må virkelig beherske mig for ikke at sprutte af grin. Hvis Molly vidste at Fleur Delacur lige har kaldt hende en gammel heks, ville dette hus ikke længere stå. Men heldigvis er det kun Fleur, Bill og mig der taler fransk. Og Bill har travlt med en samtale med sin far. Jeg ser rundt og nikker så enigt. Molly er mange ting. Rar, venlig, gæstfri, beskyttende. Men hun er altså også en gammel heks. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...