Mindekarrets Hemmeligheder (DSA 2)

Mit navn er Angelica Diggory... Nej. Det er det ikke. Mit navn er Angelica Black. Jeg er en Black. Jeg er født til mørke, i mørke. Men jeg fandt mit lys. Jeg fandt et lys i mørket og døden. Jeg fandt noget at kæmpe for. Når alle andre er døde og du kun har en enkelt person tilbage i dit liv, så tro mig. Når du står i den situation vil du kæmpe hårdere end nogen anden.
** Dette er Den sorte amulet 2 og foregår igen i HP-universet. Igen er det vigtigt at man har læst / set filmene for at forstå denne histories handling **

36Likes
193Kommentarer
5794Visninger
AA

9. Middag.

"Nå, er du klar til dit F.U.T.-år?" spørger Hermione og jeg kan ikke lade vær med at rulle med øjnene af hende. Det er så typisk hende. 

"Hermione, din stræber!" griner Ron og hun slår fornærmet men smilende til ham. Hermione er den type pige der virkelig har vokset sig flot. Da jeg så hende første gang da hun gik på andet år havde hun monobryn og var lille og klodset. Nu er hun smuk og kvindelig, hendes krop er slank og elegant og hendes ansigt er virkelig pænt. Det er da klart at Ron bliver lidt rød i hovedet bare fordi hun slår til ham. 

"Ja, vi er ikke allesammen lige så dedikerede" griner Harry og tager en slurk af sin græskarjuice. Jeg sender George et smil. Molly har selvfølgelig placeret ham i den anden ende af bordet og da slet ikke sammen med hans kæreste. Den kvinde tager livet af mig.

"Ha! I er bare misundelige fordi jeg får gode karakterer!" griner Hermione og blinker til mig. En kort tavshed breder sig over vores ende af bordet og alle betragter Hermione som om vi tænker over hendes kommentar.

"Nej. Nej, det er ikke det" ender jeg med at bryde stilheden med og en lille latter spreder sig. Jeg glæder mig næsten til at skulle tilbage til Hogwarts. Harry, Ron, Hermione, Ginny, Luna, Neville og mig, vi er ligesom blevet en slags gruppe. Allierede. Men skolen betyder ingen George og det er det sværeste.

"Harry, er det rigtigt at du har været sammen med Dumbledore for at overtale den nye lærer til at tage jobbet?" spørger jeg og spiser en bid af mit brød. Meget kan man sige om Molly, men hun er en fremragende kok.

"Ja. Han hedder Hr. Schnobbevom. Han er en rigtig samler, på mennesker altså. Du skal nok regne med at bliver 'hvervet' til hans lille inderkreds" svarer Harry øjenvendende. Ja, en Willie kan man vel altid bruge. Vent lidt. Hr. Schnobbevom?!

"Hvad er det helt præcist han skal undervise i?"

"Mørkets Kræfter, går jeg ud fra?" siger Harry forvirret. Jeg ryster langsomt på hovedet.

"Det virker underligt"

"Hvorfor?"

"Fordi han plejede at undervise i eliksir" siger jeg og ser ned i min tallerken.

"Hvor ved du det fra?" spørger Hermione overrasket. Jeg smiler skævt til dem.

"Min mor blev også hvervet til hans inderkreds, selvfølgelig. Han har spist aftensmad hjemme hos mig en enkelt gang" svarer jeg undvigende.

"Du kender altså virkelig mange mennesker, Al" siger Ginny beundrende. Jeg trækker bare på skuldrene og kigger væk. Lidt for mange. Jeg får så stort et chok at jeg taber min gaffel og al snak forstummer. Alle kigger på mig. Lupus blik borer sig ind i mig. 

"Angelica?" jeg gisper og lægger hånden mod min brandvarme tatovering. Den svider helt vildt og det kan kun betyde en ting.

"Alice, for helvede!" siger Lupus lidt højere og Tonks stiller sig bag mig og lader sine hænder hvile på mine skuldre. 

"Lupus..." hvisker jeg gispende og Fred holder George tilbage med en hovedrysten. Lupus rejser sig og alles blikke på mig føles tydeligt. 

"Hvem Angelica?" Lupus stemme kravler ind i mit tågede hoved. Jeg ryster på hovedet et par gange, lukker øjnene og fokuserer.

"Bellatrix og.... Fenris!" gisper jeg fortvivlet. Åh nej, ikke når Lupus er her!

"Fenris Gråryg?" Lupus' stemme er iskold og jeg nikker.

"Arthur, Tonks, Bill. Kom med mig. I andre bliver her!" instruerer Lupus og stormer mod udgangen med de nævnte i hælende. Jeg ser på Harry på den anden side af bordet. Han ser mig direkte ind i øjnene og vi tænker det samme.

"De kan fandme tro nej!" udbryder jeg og som planlagt rejser vi os samtidig og løber ud af døren med de andres desperate råb efter os. Så snart jeg kommer ud i den friske luft skærer Bellatrix' latter i mine ører og arene over alt på min krop svider svagt. Hendes vanmærke, hendes hævn på min krop. Mit blik falder på det dybe, brede ar der først helede efter virkelig lang tid og et sindssygt smil breder sig over mit ansigt. Harry står ved siden af mig og ser ud over marken.

"Er du klar til din hævn?" spørger han uden at se på mig.

"Er der et ar i din pande?" spørger jeg også uden at se på ham. Han griner lavt med samme undertone af sindssyg hævngerrighed som der er i min.

"Det tager jeg som et ja" i samme øjeblik vi løber mod lyden af Bellas latter omringer en ildcirkel huset og fanger de andre. Men både Harry og jeg er ude, ude i marken. Jeg ser på ham og han ser på mig.

"Lad jagten begynde" smiler jeg og med de ord løber vi hver vores vej. For vores hævn. For de sårede, de efterladte, de døde. For os selv.

 

 

Jeg er bange for at der ikke kommer så meget her det næste stykke tid, da jeg tager eksamner lige for tiden.

Keep Rocking.

Love Ida <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...