Mindekarrets Hemmeligheder (DSA 2)

Mit navn er Angelica Diggory... Nej. Det er det ikke. Mit navn er Angelica Black. Jeg er en Black. Jeg er født til mørke, i mørke. Men jeg fandt mit lys. Jeg fandt et lys i mørket og døden. Jeg fandt noget at kæmpe for. Når alle andre er døde og du kun har en enkelt person tilbage i dit liv, så tro mig. Når du står i den situation vil du kæmpe hårdere end nogen anden.
** Dette er Den sorte amulet 2 og foregår igen i HP-universet. Igen er det vigtigt at man har læst / set filmene for at forstå denne histories handling **

36Likes
193Kommentarer
5787Visninger
AA

5. Lyv for livet.

"Snape..." ånder jeg. Han betragter mit oprørte ansigtsudtryk en kort stund og gør tegn til at jeg skal gå med ham. Han fører mig op ad en trappe og ind i et privat lokale med et enkelt bord og et par stole. Her er meget renere og lysere end i resten af værtshuset. 

"Forklar" Jeg trækker vejret dybt og tøjler mine følelser. Der er ingen mening i at opføre sig som et fortabt desperat pigebarn. Det vil kun gøre det hele sværere.

"Jeg fik et brev af Draco hvor han bad mig om at møde ham her. Det gjorde jeg. Han truer mig med at skade George hvis jeg ikke bliver dødsgardist, Severus. De vil bruge amuletten" sukker jeg stille. Snape ser lidt på mig og ryster så lidt trist på hovedet.

"Ja, det var vel også kun et spørgsmål om tid" sukker han. Jeg ved at han har ret. Jeg burde have set den komme. Jeg var vel bare for forblændet af kærlighed. Kliche. 

"Hvad skal jeg gøre?" spørger jeg stille. Snape ser på mig med det karakteristiske kolde og arrogante ansigtsudtryk.

"Det eneste du kan gøre. Lyve. Lad Draco tro at du arbejder for ham, kun mod din vilje selvfølgelig. Velkommen i Spionage-klubben. Du rapporterer direkte tilbage til mig og hvis han prøver at få dig til at gøre noget der kan skade andre eller dig selv, så kom til mig. Så fikser jeg det for dig" svarer Snape følelsesløst. 

"Hvad med George?" "Vi holder selvfølgelig øje med dem og sørger for at de ikke kommer noget til. Det bedste du kan gøre for at rede ham er at lyve og lade som om du er dødsgardist. Uden at nogen ved det, selvfølgelig"

"Hvem må jeg fortælle det til?"

"Indtil videre ingen. Jeg tror det er bedst for George hvis han ikke ved noget. Lige nu må du gøre det din familie efter sigende er bedst til: holde sandheden skjult for alle andre end dig selv og mig selvfølgelig" jeg sukker bittert. Snape ser på mig et langt øjeblik.

"Hvis jeg var dig ville jeg smutte direkte hjem lige nu. Og hold dig væk fra tusmørkegyden fra nu af!" autoriteten i hans stemme er ikke til at tage fejl af. Jeg hvisler bare irriteret af ham og går alene ud af rummet og ud af værtshuset. Efter et par hundrede meter lægger jeg tusmørkegyden bag mig med lettelse.

 

"Hvad ville han så?" Jeg er ikke engang trådt ind af døren før det ventede spørgsmål falder. Jeg har forberedt mig hele vejen hjem på at svare.

"Overbringe en besked fra Bellatrix. Noget om at hun var vred, at hun vil have mig til at bo hos hende, bla bla bla. Det sædvanlige du ved. Jeg afslog selvfølgelig" utroligt nok tror han mig. 

"Nå. Øhm... Min familie kommer og ser butikken i morgen" siger han efter en akavet pause og noget siger mig at han alligevel ikke åd min løgn. Han vil bare ikke snage for meget. Jeg elsker ham for det.

"Okay. Hyggeligt" smiler jeg, tøver lidt og kysser ham så. Han slapper lidt mere af.

"Så du er klar til at møde MonsterWeasley?" driller han smilende. Jeg fniser af det øgenavn han har givet sin egen mor.

"Der skal mere end en tøsefornærmet MamaWeasley til at skræmme mig!" påstår jeg. Løgnene falder på stribe: jeg er rædselsslagen for at møde Molly Weasley igen. Men det behøver hendes søn vel ikke at vide... eller?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...