Mindekarrets Hemmeligheder (DSA 2)

Mit navn er Angelica Diggory... Nej. Det er det ikke. Mit navn er Angelica Black. Jeg er en Black. Jeg er født til mørke, i mørke. Men jeg fandt mit lys. Jeg fandt et lys i mørket og døden. Jeg fandt noget at kæmpe for. Når alle andre er døde og du kun har en enkelt person tilbage i dit liv, så tro mig. Når du står i den situation vil du kæmpe hårdere end nogen anden.
** Dette er Den sorte amulet 2 og foregår igen i HP-universet. Igen er det vigtigt at man har læst / set filmene for at forstå denne histories handling **

36Likes
193Kommentarer
5786Visninger
AA

2. Kvinden i forholdet.

"George for pokker! Du er jo længere om at blive klar end mig og jeg er en pige! Virker det ikke bare lidt forkert på dig?!" råber jeg gennem lejligheden og kigger irriteret på mit ur. Han er altid så langsom når vi skal ud. Måske fordi han tilbringer hele dagen i et farverigt jakkesæt og skal skifte til Mugglertøj. Jeg går per princip altid i Mugglertøj når jeg har fri fra skole. Meget kan man sige om Mugglere, men de har tusind gange bedre tøjsmag end Troldmandsverdenens designere. I dag har jeg taget min blå, korte kjole med små lyserøde blomster på og mine sorte "gladiatorsko" som Mugglerne kalder dem. Mit krøllede mørke hår hænger løst og vindblæst og jeg har ingen makeup på. Det har jeg aldrig. Jeg behøver sjældent at gøre noget ved mig selv for at se godt ud. Willier, også os der kan er det en fjerdedel, er bare flotte. Faktisk vil jeg vove at påstå at vi er de eneste skabninger der er smukke selvom vi bliver vækket klokken halv fire om natten af at nogen slår to grydelåg mod hinanden og kaster en spand vand ud over en. Jeg har faktisk prøvet det og selv i den situation var jeg ikke grim. Tak til Fred for at underbygge min teori.

"George!" stønner jeg og tripper lidt med den ene fod. Fred kommer ud fra køkkenet og ser på mig med sit karakteristiske brede smil. 

"Den fyr er virkelig værre end en pige!" griner han og retter på blomsten i sit knaphul. Den skyder med affaldslugtende væske. Sindssygt sjovt.

"I det mindste har han smag" svarer jeg smilende og hentyder til Freds grimme jakkesæt. Han hiver det lidt ud, falskt fornærmet.

"Tøserne elsker det her!" påstår han og tager en bid af sandwichen i sin hånd. Jeg ruller med øjnene. 

"Hvad er jeg så? Kogt salami?" spørger jeg og tager min lille sorte lædertaske. Jeg kan høre George træde ud fra badeværelset.

"Noget i den retning" driller Fred og kaster et stykke brød på mig.

"Jeg er ikke sulten" siger jeg bare og åbner døren. Går så i stå og smiler stort. George smiler lidt genert til mig og hiver lidt i sin hvide T-shirt med v-udskæring. Den sidder godt på hans spinkle overkrop. De slidte jeans er lidt for lange, men det ser fedt ud, den måde de lige går lidt ned over de sorte sneakers. Om halsen har han den lædersnor med sølvvedhæng han fik af mig til jul. Vedhænget forestiller et papirsfly. Han er utrolig god til at lave de der fortryllede flyvende papirsfly og det var ligesom det der inspirerede mig. Hans brun-røde hår sidder godt og... Muggleragtigt. I løbet af sommeren er han blevet solbrændt og det klæder ham virkelig at have lidt kulør i stedet for at være så vildt bleg hele tiden.

"Undskyld det tog lang tid" mumler han og tager sit nøglebundt fra det lille kaffebord. Fred ruller med øjnene og retter på sit hår der er en del rødere end Georges. Jeg nikker bare.

"Du er tilgivet for et kys" griner jeg og blinker til ham. Han smiler stort, kysser mig kort og tager min hånd. 

"I giver mig kvalme" mumler Fred bag os. Jeg ignorerer ham og lukker døren lige i hovedet på ham. George sender mig et internt smil og vi bevæger os ned på gaden.

Diagonalstræde er ikke det fedeste sted at opholde sig i myldertiden. Jeg sender et sidste bekymret blik på Fred og Georges butiksvindue der er overstrøget med plakater der laver sjov med Voldemorts tilbagevenden og lader så min kæreste trække mig mod udgangen fra Troldmandsverdenen og indgangen til Mugglerverdenen. 

 

"Min tur!" siger jeg, læner mig lidt tilbage og åbner munden. Uldtæppet kradser under min albue og solen varmer mit ansigt og mine bare ben. George gør sig klar tager sigte og kaster Multismagsbønnen. Jeg griber den med munden og griner. Jeg elsker når vi gør det her: Mugglerting. Lige nu sidder vi i en park i London på et tæppe og spiser mad og slapper af. Som et helt normalt kærestepar. Jeg lægger hovedet mod Georges bryst og finder min bog i tasken med ting. Et sted lidt væk sidder et ungt par og deres søn. Han er højest to og vakler smågrinende rundt, mens hans forældre leger med ham. Hans hår er rødt. Jeg smiler lidt og åbner min bog. 

"Læser du seriøst eliksirbøger i din ferie?" spørger George vantro. Jeg griner lavt.

"Tro det eller ej, jeg kan lide faget og jeg er god til det" svarer jeg og slår op på en virkelig spændende side om en eliksir der kan få folk til at sige den allerdybeste bekymring der er gemt væk i deres sjæl. Hmm. Måske skulle jeg brygge sådan en og give den til... nej, hvad tænker jeg på. Efter at have studeret opskriften lidt giver jeg op og lægger bogen fra mig for i stedet at lukke øjnene og slikke sol. Georges ene finger kærtegner min bare skulder i små cirkler og hans anden hånd ligger løst i min. Jeg kan ikke lade vær med at smile lykkeligt og ånde ud i et højt suk. Så falder jeg i søvn og det sidste jeg tænker er at Snape i hvert fald ikke vil komme og afbryde os her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...