Mindekarrets Hemmeligheder (DSA 2)

Mit navn er Angelica Diggory... Nej. Det er det ikke. Mit navn er Angelica Black. Jeg er en Black. Jeg er født til mørke, i mørke. Men jeg fandt mit lys. Jeg fandt et lys i mørket og døden. Jeg fandt noget at kæmpe for. Når alle andre er døde og du kun har en enkelt person tilbage i dit liv, så tro mig. Når du står i den situation vil du kæmpe hårdere end nogen anden.
** Dette er Den sorte amulet 2 og foregår igen i HP-universet. Igen er det vigtigt at man har læst / set filmene for at forstå denne histories handling **

36Likes
193Kommentarer
5814Visninger
AA

12. Farvel.

"Såå...." han kan ikke få sig selv til at sige. Jeg klamrer mig til hans hånd.

"Tjaa...." mumler jeg og ser ind i hans smukke brune øjne. Hvordan kan jeg være så heldig.

"Nu må du love ikke at lade nogen stjæle dig fra mig" joker han. Det falder til jorden da min triste latter kommer for sent og realiteten rammer os hårdt i ansigtet. Vi står på platform 9 trekvart omringet af Hogwartselever, store som små. I den anden ende af platformen står Draco sammen med Pansy Parkinson, Crabbe og Goyle. Han sender opmærksomme blikke ned mod mig, som om han holder øje med mig. Idiot.

"Du ved hvordan de siger at undskyld er det sværeste ord?" siger jeg, stadig med blikket borende ind i Dracos øjne.

"Ja?" hans hæse stemme kilder mig i øret, det er ulideligt at tænke på at skulle undvære ham så længe.

"Jeg vil hellere sige undskyld en million gange, end at sige det jeg er nødt til nu" sukker jeg og ser på ham. Hans øjne er triste, men han smiler tappert.

"Vi kan nøjes med et vi ses?" smiler han. Jeg ryster langsomt på hovedet.

"Vi ses var hvad jeg sagde til Cedric. Og min mor. Og Sirius. Vi ses er ikke godt nok længere" siger jeg alvorligt og han nikker, mindst lige så alvorligt.

"Farvel George" hvisker jeg.

"Farvel Angelica" hvisker han tilbage. Så er jeg i hans arme, hvor jeg føler mig tryg og sikker. Hans hænder hviler på min talje, blide og forsigtige. Jeg løfter hovedet og finder hans læber i et passioneret kys. Han smager så sødt, så perfekt, jeg vil aldrig være væk fra ham. Det stikker i mit hjerte.

"Sidste udkald til Hogwarts-ekspressen! Sidste udkald!" siger en stemme over højtalerne og et suk forlader mine læber der stadig er presset mod hans. Vi trækker os modvilligt fra hinanden og jeg kan ikke stoppe mine øjne fra at blive lidt våde. Han lader en finger fange en tåre i min øjenkrog mens et sødt, modent smil pryder hans smukke ansigt.

"Jeg skriver så snart jeg ved hvornår første Hogsmeade-weekend er. Okay?" han nikker og slipper endelig, modvilligt, min hånd. Jeg kæmper for at presse ordet over mine læber endnu engang.

"Farvel" får jeg endelig fremstammet. Han kysser mig blidt på panden og skubber mig let mod den nærmeste togdør. Jeg smiler skævt til ham, hanker op i min "Hollister"-taske (den jeg købte i London) og skynder mig ind i toget. Jeg får presset mig ud af et vindue og da toget begynder at køre vinker jeg lige så sindssygt som førsteårseleverne, der siger farvel til deres forældre en sidste gang. Han vinker glad og stikker så hænderne i lommerne på sine lyse jeans. Han ser frygtelig ensom ud, jeg burde stå der og holde hans hænder. Så han ikke behøvede at holde dem varme i sine lommer.

 

"Alice, herinde!" råber en velkendt stemme fra en kupe og jeg kigger ind gennem vinduet hvor Ginny, Harry og resten af slænget sidder. Jeg skynder mig at tørre mine kinder før jeg åbner døren og sætter mig ved vinduet.

"Er du ok?" spørger Ginny lavt. Jeg nikker kort på hovedet og kigger ud. I det samme går kupedøren op og Harry springer op. Jeg drejer hovedet og jeg er faktisk ikke overrasket.

"Slap af tiger, jeg skal bare snakke med min kusine" siger Draco med sin hånlige stemme.

"Virkelig? Og hvad hvis hun ikke gider at snakke med dig?" spørger Harry koldt. Jeg rejser mig langsomt.

"Det er okay, Harry" siger jeg. Han ser måbende på mig og Draco smiler stort og overlegent. 

"Alice...."

"Harry, han er min fætter! Du kan benægte det så meget du vil, men jeg er en Black og det kan du ikke ændre på!" siger jeg koldt. Jeg ved ikke hvor min kulde kommer fra. Måske mit knuste hjerte. Harry sætter sig overrumplet og jeg går ud af kupedøren.

"Måske er du ikke den jeg troede du var" siger Harry bag mig og jeg stopper kort.

"Du er ikke den første der har det sådan" svarer jeg og lukker døren bag mig. Dracos hånlige latter rør mig ikke. Jeg er træt af at balancere på grænsen. Jeg er nødt til snart at vælge side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...