Mindekarrets Hemmeligheder (DSA 2)

Mit navn er Angelica Diggory... Nej. Det er det ikke. Mit navn er Angelica Black. Jeg er en Black. Jeg er født til mørke, i mørke. Men jeg fandt mit lys. Jeg fandt et lys i mørket og døden. Jeg fandt noget at kæmpe for. Når alle andre er døde og du kun har en enkelt person tilbage i dit liv, så tro mig. Når du står i den situation vil du kæmpe hårdere end nogen anden.
** Dette er Den sorte amulet 2 og foregår igen i HP-universet. Igen er det vigtigt at man har læst / set filmene for at forstå denne histories handling **

36Likes
193Kommentarer
5853Visninger
AA

11. De sidste dage.

"Kom så op, George! Vi skal altså lave noget i dag! Jeg rejser om to dage..." jeg holder inde da hans hånd begynder at glide rundt på mit ansigt for til sidst at holde mig for munden. Endelig slår han sine smukke brune øjne op og grynter søvndrukkent. Hans morgenhår er så charmerende. Solens hvide stråler skinner ind gennem vinduet og fanger støvet i rummet på en rigtig morgenagtig måde. Blanding af George cologne og duften af rent sengetøj gør mig underligt i godt humør og kvikker mig op.

"Lad vær med at sige det!" mumler George og lukker øjnene igen. Jeg får fjernet hans hånd fra min mund og rokker lidt utålmodigt op og ned. Jeg sidder på knæ på de hvide dyner som George gemmer sig under.

"Jamen det passer! Bare fordi du benægter det, betyder det ikke at det går væk!" udbryder jeg irriteret og han slår igen øjnene op.

"Du er da belastende!" stønner han. Før jeg når at se mig om lægger hans arme om mit liv og han hiver mig ned i sengen. Han holder godt fast om mig og mumler sødt som han altid gør om morgenen. Han er bare ikke et morgenmenneske, så simpelt er det.

"Geo-orge!" griner jeg og prøver at vride mig fri.

"Glem det. Du er fanget. Nu skal vi sove" griner han lavt med sin hæse morgenstemme og kilder mig lidt i siden. Jeg kan ikke lade vær med at grine, han kender alle mine svage punkter.

"Jeg vil altså lave noget!" griner jeg og skubber mod hans brystkasse.

"Belastende..." mumler han igen og holder mig endnu tættere ind til sig. En ide skyder ned i mig og jeg smiler udspekuleret.

"Hvis du ikke giver slip sværger jeg ikke at kysse dig igen" han spærrer forskrækket øjnene op og giver straks slip. Jeg griner højt af ham og får kæmpet mig ud af sengen. Det lyse trægulv er koldt under mine bare tæer. Jeg hiver ned i den store hvide T-shirt jeg sover i og kaster mine mørke krøller tilbage. George ligger bag mig med et sagligt smil på sine skønne læber og hovedet hvilende på den ene arm.

"Du er så smuk om morgen" mumler han og jeg rødmer let. George er altid så impulsiv når han komplimenterer mig og det rammer mig lige i hjertet hver gang. Det betyder så uendelig meget når det kommer fra ham. Utroligt at pigen der svor aldrig at elske nogen i dette øjeblik er ligeså tøseforelsket som Ginny var i Harry i alle de år. Hun fniste hver gang nogen sagde hans navn og rødmede hvis nogen gjorde opmærksom på det. Nu er jeg ligeså latterlig, det er da ynkeligt. Ginny voksede fra det. Jeg voksede ind i det. Trist, trist.

"Hvad tænker du på?" Georges stemme hiver mig tilbage til virkeligheden hvor en smuk solbrændt fyr med bar overkrop ligger i en seng og betragter mig smilende. Jeg elsker min virkelighed.

"Hvor latterligt forelsket jeg er" griner jeg og bøjer mig ind over ham for at give ham et kys.

"Mhhh, jeg fortryder slet ikke at jeg lod dig gå. Om det så betyder at jeg skal stå op lige nu" mumler han da hans læber skilles fra mine. Jeg er stadig få centimeter fra hans ansigt og hans øjne skinner.

"Godt. For det skal du" griner jeg og trækker mig væk for at kigge i klædeskabet og finde et sæt tøj jeg gider at have på. Hans dybe suk er ikke til at overhøre og jeg vender øjne af ham. Bag mig står George endelig op og lægger sine arme om mit liv for at kysse mig i nakken og på halsen.

"Jeg går i bad" mumler han mod min hals og en let gåsehud bredes over mig da hans varme ånde rammer min bare hud. Jeg nikker ude af stand til at svare og hans stille klukken siger mig at han udmærket er klar over det.

 

"Hvor brænder det?" mumler Fred hæst og søvndrukkent da han træder ind i køkkenet der allerede dufter lækkert af kaffe med karamelsmag og ristet toast.

"Oven på dit hoved" joker jeg mens han tager et stykke brød.

"Ha ha" mumler han og jeg griner af ham. Han er lige så lidt morgenmenneske som sin tvilling.

"Hvorfor er I stået så bloody tidligt op?" Fred lyder ekstremt irriterende. George sender ham et sympatiserende blik.

"Frøken morgensol vågner jo så snart den første solstråle kommer ind gennem vinduet!" brokker han sig, "hun tvang mig til at stå op fordi hun 'vil lave noget'" det sidste siger han med lys stemme for at imitere mig. Jeg slår fornærmet til ham og smiler stort.

"Vi skal ud i byen! Jeg tænkte om du ikke kunne tænke dig at gå på en rigtig date?" smiler jeg til George der løfter et øjenbryn.

"Date?"

"Ja du ved, sådan rigtig Muggleragtigt?" Han smiler sødt og trækker mig ind til sig.

"Kun hvis jeg må kysse dig"

"Det kan vi godt arrangere"

 

Vi går tur i parken og vejret er skønt når man tænker på Englands standarter. En flok børn spiller fodbold og det fanger Georges blik.

"Hvad er det der?" spørger han forvirret. Jeg ser vantro på ham.

"Ved du virkelig ikke hvad fodbold er? Laver du sjov?" 

"Ligner jeg en Mugglerekspert? Hvordan kan det overhovedet være at du ved så meget om dem?"

"På en måde har Mugglersamfundet altid tiltalt mig mere. Jeg elsker at være heks, men jeg elsker også følelsen af at jeg bare er en lille penselstrejf på et gigantisk maleri" hans beundrende blik får mig til at rødme lidt. Resten af eftermiddagen bruger vi på at spille fodbold med de små drenge. George var forfærdelig til det. Så meget for basker på Qudditchholdet. Atlet. Yeah right.

 

"Det var... den underligste oplevelse jeg nogensinde har haft" siger George da vi træder ud af biografen. Jeg griner højt af hans forvirrede ansigtsudtryk.

"Helt seriøst, hvordan gør de det? Du sagde noget med at optage...? Men... Uden magi? Det giver ingen mening" mumler han frustreret. Jeg orker ikke at forklare ham hvordan kameraer og projektører virker.

"Bare glem det. Hvad vil du spise?" spørger jeg og fletter mine fingre ind i hans. Det fedeste ved biografen var da det gik op for George hvad teenagere egentlig bruger biografer til. Hvilket resulterede i at vi kun så omtrent halvdelen af filmen. Og nu tænker man sikkert: I kyssede. Nope. Vi kastede popcorn efter andre. Det var vildt skægt.

"Hvad med den der?" spørger George og peger på en pølsevogn. Jeg fniser, trækker på skuldrene og så køber vi to hotdogs. George er først skeptisk, men så tager han endelig en bid.

"Jeg sværger, Mugglermad er genialt!" udbryder han og tager endnu en bid. Jeg griner af ham og kysser noget dressing af hans mundvig. Derefter går vi tilbage til parken. I trætoppene er lysene blevet tændt og det gør det vildt romantisk. George hiver mig hen til en bænk og vi sætter os op ad hinanden.

"Det er da en opgradering fra sidste gang vi tilbragte en aften udenfor" smiler han bag mig og jeg fniser lidt. Vi mindes den fantastiske aften (og nat) vi tilbragte på udendørsområdet. Det var den aften der afgjorde alt for mig. Det var der jeg rigtig forelskede mig. Lige nu er det som om to dage er meget lang tid og vi skal ikke skilles om mindre end 48 timer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...