Mindekarrets Hemmeligheder (DSA 2)

Mit navn er Angelica Diggory... Nej. Det er det ikke. Mit navn er Angelica Black. Jeg er en Black. Jeg er født til mørke, i mørke. Men jeg fandt mit lys. Jeg fandt et lys i mørket og døden. Jeg fandt noget at kæmpe for. Når alle andre er døde og du kun har en enkelt person tilbage i dit liv, så tro mig. Når du står i den situation vil du kæmpe hårdere end nogen anden.
** Dette er Den sorte amulet 2 og foregår igen i HP-universet. Igen er det vigtigt at man har læst / set filmene for at forstå denne histories handling **

37Likes
193Kommentarer
6166Visninger
AA

6. Besøg.

"Alice!" en stemme som et klokkespil lyder henne fra døren og får mig til at vende rundt på hælene. Hende røde hår er uglet af vinden, men hun er stadig smuk som altid.

"Gin!" udbryder jeg og løber gennem mængden. Som sædvanlig er butikken proppet med mennesker der facineret kigger på de geniale opfindelser min kæreste og hans kære bror har lavet. Vi kaster os ind i hinandens arme og griner højt, som kun veninder kan. 

"Årh hvor har jeg savnet dig!" griner hun og krammer mig lidt mere.

"Jeg har også savnet dig!" svarer jeg med strålende øjne. Hun træder lidt tilbage og betragter mig overrasket. Jeg sukker mentalt. Nu kommer det.

"Du ligner ikke rigtig dig selv. Har du farvet dit hår?" spørger hun. Jeg ryster bare på hovedet så mine lette, mørke krøller flyver lidt og rammer blødt mit ansigt.

"Hmm. Dine øjne er også blevet... Alice hvordan kan det lade sig gøre at dine øjne går fra at være sølvblå for så en måned efter at være sorte?" spørger hun bekymret. Jeg smiler skævt, det med øjnene har stået på et stykke tid.

"Det skifter faktisk lidt. Nogle dage er de lyseblå, andre dage sorte. Det er efter kampen sidste år. Jeg tror det har noget med amuletten af gøre" betror jeg hende stille. Hun nikker bare uforstående. Jeg fatter det heller ikke, men det er der ikke så meget at gøre ved. I samme øjeblik får Harry og Hermione øje på mig i mængden og kæmper sig hen mod mig for at sige hej. Jeg giver dem hver et kram og kaster et løftet øjenbryn i retningen af Ron der allerede er begyndt at rive ned af hylderne.

"Han ved godt at de vil tvinge ham til at betale for det... ikke?" siger jeg. Ginny ryster bare på hovedet og vender øjne. Nogen lægger armene om mig bagfra og jeg kan med det samme genkende Georges lange, flotte hænder.

"Hej venner" siger han og jeg kan høre smilet i hans stemme. Fred dukker op ved siden af mig.

"Hej med jer!" udbryder han. Drengene tager Harry med ud i baglokalet, sikkert for at vise ham det de kalder de "seje" sager og Hermione og Ginny sætter kursen mod stativet med Kærlighedseliksirer. Jeg har brygget hver og en, så slap Fred og Geroge, der er helt elendige til eliksir, for at hyre en til at lave dem. Jeg følger efter, men stopper på vejen for at vise en kunde der åbenbart ved at jeg hjælper til i butikken, hvor Hoppegrifferne er. Da jeg endelig kommer hen til mine veninder står de facineret og betragter de flotte, lyserøde glasflasker. Øverst oppe i stativet har jeg brygget en Sommerdrømmens eliksir til at stå og dufte og lokke folk til at købe Kærlighedseliksirerne.

"Virker de?" spørger Ginny.

"Jeg har brygget dem. Selvfølgelig gør de det" griner jeg. Pludselig ud af det blå dukker "hr. Weasley og hr. Weasley" (jeg vender mig aldrig til det) op og nikker misbilligende.

"Ja de gør. Virkningen kommer an på drengens vægt og pigen generelle tiltrækningskraft" forklarer Fred. Jeg smiler med et glimt i øjet.

"Nogen af os er født med det som spyt" driller jeg og hentyder til at Willier aldrig får brug for en eliksir til at få folk til at forelske sig i os. George kilder mig i siden og nikker bekræftende.

"Men vi sælger den ikke til vores lillesøster. Slet ikke når vi vi hører at hun allerede har fem drenge i snor..." jeg forlader den klassiske "storebror og lillesøster - kærestesnak" med et stik af savn i maven. Jeg savner Cedric så forfærdeligt meget.

"Undskyld mig, frøken Weasley" siger en kvindestemme bag mig. Jeg er begyndt at vende mig til at folk bare kalder mig Weasley fordi de ved at jeg er Georges kæreste og smiler til hende.

"Hvad kan jeg hjælpe Dem med, frue?" spørger jeg venligt.

"Jeg leder efter en Minipufski til min niece. Kan De hjælpe mig med at vælge den helt rigtige?" spørger hun høfligt. Jeg nikker og følger efter hende hen til glasburret af Minipufskier.

"Hvad er Deres nieces navn, frue? Måske går jeg i skole med hende på Hogwarts" smiler jeg.

"Hnedes navn er Samantha McKain" svarer damen mens hun hengivent kigger på de små hårklumper der fiser rundt inde i burret.

"Sam? Hende deler jeg væresle med! Hun vil helt sikkert bedst kunne lide den gule hun der" siger jeg og peger. Et sted i min underbevidsthed hører jeg dinget fra døren der går op og vender mig rundt. Ind træder Arthur og Molly Weasley og de ser frygtelig... frygtsomme ud. Jeg har næsten glemt den evige angst de fleste troldmændsfamilier lever i nu til dags fordi jeg arbejder her, hvor alle ligesom prøver at glemme den farlige verden uden for butikkens mure.

"Undskyld mig" siger jeg til Samanthas tante og går over mod min kærestes forældre.

"Alice!" udbryder hr. Weasley og giver mig hånden. Jeg smiler venligt til ham. Molly ser ekstremt utilpas ud.

"Goddag Molly" siger jeg tøvende. Hun smiler skævt til trods for tårene i sine øjne og trækker mig så ind i et knus.

"Det var sgu da også på tide! Jeg var begyndt at blive bange for at holde jul hjemme hvert år med de to høns!" udbryder Fred et sted bag mig og jeg kan ikke lade vær med at grine og vende mig mod.

"Pas hellere på du!" griner jeg og dasker til ham. George står bare og ser helt fredfuld ud. De to tvillinger omfavner deres forældre og begynder at vise dem rundt. Jeg står smilende og kigger på dem da et stykke papir bliver stukket ind i min hånd og en velkendt stemme hvisker:

"Læs brevet, kusine!". Jeg vender mig ikke om før jeg hører diglyden og ser så Draco haste ned af gaden med et vagtsomt blik. Ingen lægger mærke til at jeg klamrer mig til et sort stykke pergament. Ingen lægger mærke til at himlen over os bliver lidt mere grå. Ingen lægger mærke til Harry, Ron og Hermione der lister sig ud af døren og følger efter min fætter - ingen ud over mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...