A story of an angel

Det her er bare lige en lille stil jeg har skrevet. Jeg vil egentlig bare gerne have lidt respons fra jer så kom gerne med ris og ros.
Jeg har delt stilen i to så der ikke bliver for meget på en gang.

0Likes
0Kommentarer
723Visninger

2. 2. Del.

 

Jeg skynder mig at spise, så jeg kan komme ud på mit sædvanlige gemmested. Toilettet. Det er det mest sikre sted på hele skolen. Hvis jeg låser mig derude, så plejer jeg at være næsten sikker på et fredeligt frikvarter. Kedeligt men fredeligt.

Men det skal vise sig, at mit frikvarter bliver alt andet en fredeligt og kedeligt. For nogle få minutter før frikvarteret stopper kommer hele pigebanden ind, Klara, Marie og Lindsay. Lindsay er den ultimativt værste, hun kan bare så mange hårde ord, og hun ved hvordan hun skal bruge dem.

”Louise? Hvor er du?” Spørger enten Lindsay eller Klara ude fra den anden side af toiletdøren. Mit hjerte sidder halvvejs oppe i min hals, og jeg kravler op på toiletbrættet, så jeg ikke kan ses under døren. Jeg er så bange.

”Louise?! Vi ved du er herude! Kom så frem!” Vrisser en meget sur og skinger pigestemme, der kun kan være Maries. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, mit hjerte hamrer også så meget, at de burde kunne høre mig, de helmer ikke før, de har fundet mig. Pludseligt bliver der helt stille ude på gangen. Det gør mig nervøs. Alt for pludseligt bliver der sparket på døren ind til mig. Jeg giver et lille hvin fra mig og hopper godt en meter op i luften.

”Kom nu bare ud rødhætte. Vi ved jo godt du er derinde” siger en af pigerne, og nu er jeg godt klar over, at jeg ikke har nogen mulighed for at undslippe.

Forsigtigt og med rystende hænder låser jeg op for den grønne toiletdør. Jeg er så bange, at det er helt forfærdeligt. Banden sender mig nogle onde smil, idet jeg kommer ud fra toilettet.

Pigerne bruger alle de værste ord, de overhovedet kan mod mig, og tro mig der er mange, og de er skrækkelige. De fleste er i stil med bitch, fede so, klamme og alt i den dur. Mens ordne bare hagler ned over mig, triller flere og flere store tårer ned af mine kinder, der er vendt med jorden. Nede på gulvet har der efterhånden samlet sig en god stor pøl tårer. De griner mere og mere, højere og højere. Jeg ignorerer det så godt, som jeg nu kan, selvom det er utroligt svært, og så gør det ondt helt ind i mit hjerte.

”Det er ikke noget under, at din far skred fra dig og din fede mor. Jeg ville have gjort det sammen” griner Lindsay. Jeg vil væde med, at hun ikke ved hvad det er hun lige har gjort, eller hvor ondt det gør. Sekundet hvor det går op for mig, hvad det er hun lige har sagt, slår det klik for mig. For første gang nogensinde bliver jeg rigtig vred. Sådan virkelig, virkelig vred. Jeg vender for en gangs skyld mit hoved mod dem og kigger dem ind i deres øjne, de er fyldt med vrede, had og måske en lille bitte smule skyldfølelse. ”Min far var et svin, jeg er glad for at han skred! Og jeg vil væde med, at din mor hader dig!” Vrisser jeg til Lindsay, inden jeg styrter ud af døren og smækker den bag mig med et brag. Uden nogle af mine ting, ikke engang min jakke, styrter jeg ud af døren, ud i den kolde vinter sol. Det er så koldt, det bidder i mig helt ind til knoglerne. Det er fantastisk. En smerte jeg kan have med at gøre. Det beroliger mig lidt men ikke nok, der er noget jeg må og skal gøre.

Jeg løber hele vejen hjem gennem sneen, rystende af kulde og med sne over det hele efter at have væltet flere gange, fordi der er glat under sneen. Derudover gør min venstre skulder også forfærdeligt ondt efter et af mine styrt.

Uden rigtig at tænke træffer jeg en beslutning. Jeg må gøre det her, der er ingen anden udvej. Langsomt går jeg ud i køkkenet. Jeg ryster over hele kroppen, og det er ikke fordi jeg fryser, det er fordi jeg er spændt. Jeg kan mærke det i hele min krop, det her er hvad jeg er nød til at gøre. Med rystende fingre åbner jeg en skuffe. Et kort sekund tøver jeg, da jeg ser kniven, den er så stor, alligevel tager jeg den op. Et lille smil titter frem på mine læber, et ægte smil, sådan et har jeg ikke haft i mange måneder. Nu er der ingen vej tilbage. Jeg ved, hvad jeg skal gøre, det er snart overstået, så er der ingen smerte længere. Stille hvisker jeg: ”Jeg elsker dig mor”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...