A story of an angel

Det her er bare lige en lille stil jeg har skrevet. Jeg vil egentlig bare gerne have lidt respons fra jer så kom gerne med ris og ros. Jeg har delt stilen i to så der ikke bliver for meget på en gang.

0Likes
0Kommentarer
720Visninger

1. 1. Del.

 

Med afskyen malet i mit buttede ansigt står jeg og prikker lidt til min mave. Jeg ved ikke helt, hvad det er jeg gerne vil opnå ved det. Måske ønsker jeg virkelig bare, at min mave vil forsvinde eller måske bare blive lidt mindre. Men ligegyldigt hvor surt jeg stirrer på maven, forsvinder den ikke. Jeg føler bare, at jeg har gjort alt for at tabe mig, og lige lidt hjælper det. I to lange måneder har jeg holdt mig fra alt slik, spist sundt og løbet hver anden dag, og jeg har tabt mig halvandet kilo. Halvandet kilo! Hader gud mig eller hvad?

Da jeg endelig tager mig sammen og indser, at der ikke sker noget ved, at jeg står og kigger mig i spejlet, går jeg i bad. Så er jeg da også fri for at se på mig selv. Badet ender med at blive rigtig langt, alt for langt. Det føltes bare så skønt, når vandet glider ned over min blege krop, selvom det sviger når sæben rammer mine sår, både de helt nye og de lidt ældre.

Selvom det er rimeligt svært at komme ud fra vandets varme, kommer jeg dog fri til sidst. Det er helt koldt at være udenfor vandes varme, så det tager ikke mange sekunder, før jeg har tørret mig og er på vej tilbage mod mit lille rodede værelse. Det er heller ikke fordi, der ligefrem er varmt på mit værelse, men der er i det mindste gulvtæppe på gulvet, så mine små tykke fødder ikke bliver kolde.

Jeg syntes, at det er svært at vælge tøj, det er det altid. For jeg vil jo ikke se tykkere ud, end jeg er. Så det ender med en dejlig striktrøje, som jeg trækker ned over mine arrede underarme. Jeg vil helst ikke vise alle mine ar frem, så jeg går altid i langærmede trøjer. Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg er stolt af at være cutter, men det fjerner bare den psykiske smerte, og erstatter den med en smerte der er nemmere at have med at gøre, fysisk smerte. Fysisk smerte kan man dæmpe, psykisk smerte er der bare, ligegyldigt hvad man gør. Derfor cutter jeg, for at glemme.

 

”Louise! Hvis du ikke er hernede om 5 sekunder, så kommer jeg op og henter dig!” Skriger min mor hysterisk inde ude fra køkkenet. Jeg er næsten klar, men jeg sætter alligevel tempoet lidt op, for man skal ikke spøge med min mor, specielt ikke når hun er sur.

”Godmorgen mor” siger jeg og kysser min gråhårede mor på kinden, idet jeg kommer ind i køkkenet. Efter nogle få minutter med min morgenmad gør jeg modvilligt klar til at gå i skole. Selvom jeg godt ved, at det ikke vil hjælpe noget at diskutere med min mor, så frister det alligevel lidt. Det er ikke fordi, jeg hader skolen, jeg hader dens elever. Dem fra min klasse har hadet mig, siden jeg satte mine fødder i klassen for første gang for to år siden. To lange forfærdelige år med mobning, hårde ord, tårer og blødende arme. De kalder mig alt fra luder til fede ko. Det er langt fra alle, der er med til at mobbe, men de stopper det heller ikke, de kigger bare den anden vej.

 

Jeg tager en dyb indånding, inden jeg forsigtigt går ind i klassen. Det meste af snakken ophører, alle vil vide hvad der nu skal ske. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hvis jeg stopper op, vil de bare starte på at grine eller prikke. Og hvis jeg går videre, vil de sikkert spænde ben for mig. Et kort øjeblik tøver jeg men vælger at gå videre gennem klassen hen til min plads. Til min store frygt står Klara pludselig foran mig. Klara er ikke den ondeste af dem alle, men hun er den der er mest efter mig. ”Den lille ginger tøs kom i skole i dag” siger Klara og piller lidt ved noget af mit røde hår, der er sluppet ud af min knold. ”Nu du skylder mig en tur i biffen søde” siger Klara henvendt til hendes kæreste Mads. Jeg har altid haft et mindre crush på Mads. Han er den søde type, der desværre er faldet for den forkerte pige.

Mads trækker på skuldrene uden at gøre mere ved det, så jeg kan roligt gå ned på mig plads uden flere problemer.

 

Heldigvis har vi kort dag i dag, jeg ville bare ikke orke at skulle være i skole til klokken halv tre. Men inden jeg kan komme hjem, skal jeg lige overleve et frikvarter. Et helt frikvarter på 35 minutter. Et rent helvede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...