Jeg vil elske dig for evigt selv i døden- forbudt kærlighed.

„NEJ! Først tager I mit liv fra mig og nu vil I få mig til at efterlade ham sådan, NEJ! Jeg elsker ham” svarede hun og så på sin far med øjne så sorte som det sorteste kul.
Hun gik, men hvor hen vidste hun ikke. Hun gik bare, med tårer løbene ned ad hendes lyse kinder.
*dette er teskt fra historien*

vil hendes kærlighed til Dean blive ved? eller ender det med at hun dræber ham? dræber ham hende? find ud af det i historien

nogle kap. er ikke så lange (starten er så kap.), og andre er længere

2Likes
0Kommentarer
1342Visninger
AA

16. Alex - Den Ukendte Hjælper

Alex sad bundet til stolen, da hun fik noget for øjnene. Rebene var bundet op, da hun kunne se igen. Alex kiggede rundt, men hun kunne ikke se nogen.

„Er her nogen?” råbte hun, men der kom intet svar. Alex gik hen mod døren og så et stykke papir hænge på døren, der stod dette:

"Kære Alex når det bliver svært, kan du stole på mig. Nu har jeg hjulpet dig to gange: 1. jeg har befriet dig. 2. jeg reddede Dean fra Lukas. Jeg har lovet rådet ikke at sige eller vise dig hvem jeg er, mange hilsner Den Ukendte Hjælper"

Alex tænkte og tænkte på, hvem det kunne være. Alex kendte ikke ret mange, så det kunne være hvem som helst. Hun gik ud i byen, som lå øde hen i den kolde aften vind. Hun ville bare hjem og i seng, problemet var bare, at hun ikke kunne huske, hvor hendes hus lå henne. Alex gik rundt i byen og håbede på at møde en, som vidste det. Men uden held, der kom ingen. Hun var bare helt alene i månens lys. Alex kunne se rådhuset og gik der over, der var lys i vinduerne. Inde i den store sal sad rådet og en engel, var det rigtigt? Alex stod uden for vinduet og lyttede med i deres samtale,

„Vi må gøre noget ved det, hvis de møder hinanden igen, vil der ikke komme krig.” sagde formanden, som stod og pegede på hver og en, som om der manglede en. Hvem var der ikke? Døren gik op til salen og ind kom en dreng på 18 (som Alex også var) hans sorte tøj skreg fare. Det smukke sorte hår var sat og de blå øjne skinnede i lyset fra lamperne. Han kiggede rundt på djævlene og spurte,

„Er vi her alle sammen?”

„Nu er vi her alle sammen” svarede formanden og så rundt på rådet og de nu to engle.

„Det er godt, men hvad skal vi gøre?” spurte han,

„Det ved vi ikke, Max.” svarede formanden og så bange på Max. Max kiggede rundt, Pludselig fik han øjne på Alex uden for vinduet.

„Hvem er hun?” spurte han, Alex var så rædselsslagen, at hun ikke kunne flytte sig.

„Hent hende, Jim og Sofie.” sagde formanden, en engel og Sofie gik ud i mørket, for at hente Alex. De tog fat i Alex og bar hende ind,

„Nå, hvad hedder du?” spurte Max og så ind i de gule øjne.

„Jeg hedder Alex og du er Max, vil jeg tro.” svarede Alex og kiggede væk,

„Det var et meget smukt navn, til en ligeså smuk pige. Og du tror rigtigt, jeg hedder Max.” sagde han.

„I to kan føre hende ind på vest værelset.” sagde Max til Sofie og Jim,

„Vi kan hvis godt gå i gang med mødet igen.” sagde han,

og spurte bagefter „Hvad skal vi gøre?” Alex blev hevet ind i et flot rødt værelse med kamin, der var to stole og et bord. Sengen var en himmelseng med sorte tæpper, det var sort sten gulv med lyse mønster. De to vinduer, der var der, var meget mørke i glasset. Hendes øjne ramte liget, som lå på gulvet. Det kan ikke passe, det er Lukas, tænkte hun mens hun gik tættere på. Hans øjne kiggede livløst op i loftet, lagde Alex mærke til. Alex kiggede og mod loftet, på loftet stod der (med blod):

"Hvis du modsiger mig, vil du blive den næste der dør"

Alex bakkede, men stødte på noget blødt, hun vendte sig rundt og der stod Max.

„Hvad er der? Du ser så bange ud.” spurte han og lagde en arm om Alex,

Alex fik arm af sig og svarede. „Hvem har dræbt Lukas? Var det dig?”

„Nej det var ikke mig eller jo på en måde mig, jeg forklare det senere.” svarede han og tog fat i hendes arm, han hev hende ud af rådhuset og videre gennem byen.

„Slip mig eller jeg vækker hele byen.” skreg Alex og prøvede at komme fri,

„Jeg slipper dig ikke, for jeg skal snakke med dig, om noget hemmeligt.” svarede han og satte en hånd for hendes mund. Alex holdte op med at skrige og fulgte efter Max, de gik i lang tid før de stødte på skovkanten.

„Jes nu tro jeg vi er langt nok væk fra byen, hør her jeg er en, ja hvad skal man sige to i en. Jeg er halv engel og halv djævel, det er sand.” sagde han og viste sin røde hale,

„Og hvad så, jeg er ligeglad, jeg vil bare se Dean igen.” svarede hun ondt og så sig omkring. Max følte det som om han fik en knytnæve i maven. Skoven lå mørkt hen i nattens tætte mørke, stien de stod på var svagt oplyst, af månen. I skoven kom ingen lyde, skovens dyr var bange, så de gemte sig. De så en enkel ræv liste rundt i mørket, ellers var der helt øde.

„Jeg ved godt du vil se ham og det kommer du også til.” svarede han upåvirket af hendes svar,

„Hvornår?” spurte hun hurtigt og hendes øjne lyste glæde.

„Til kampen om en uge.” svarede han og kiggede rundt i skoven. Hendes øjne var triste, hun havde helt gemt alt og kampen og om at hun skulle dræbe den hun elsker. Jeg kan ikke. Jeg vil ikke, men jeg skal. Vid jeg var hos med Dean. Tårerne trillede ned af hendes kinder.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...