Let's make a lovestory out of this?

Mai var ikke ret gammel, første gang de flyttede. Hun flyttede fra Japan til London, og kravet var, at hun skulle lære engelsk på under to år, hvis hun ville gå på den skole, hun ville gå på - dengang så hun sig selv som et menneske, uvidende om alt det, hun gik glip af. Hun ville godt nok være ligeglad, hvis det ikke var fordi hun havde fået alt hvad hun pegede på, og fået alt at vide.

And that, dear friends, is where we'll begin.

2Likes
8Kommentarer
1096Visninger
AA

1. That's how it feels to look back.

Mai var netop kommet hjem, fra endnu en trættende skoledag. Hendes hår var totalt fedtet ind i æg (omkring fire styks), og hendes hår var uglet - hele 4. klasse havde tydeligvis været sammen om at smøre æg ud i hele fjæset på hende, for derefter at lade hende gøre sig selv til grin ude i skolegården - udover det, havde hun lidt blå mærker på knæene, hist og her. En ting muntrede hende dog op - Zuko var her. Hendes ven, helt tilbage fra vuggestuen. Det smil, som plejede ikke at være noget, lyste op, idet hun fandt ham siddende i sofaen, og hun sprang op til ham med det samme.

Mai.. dit hår!" Hendes far var netop trådt ind i stuen, med et brev, der var noget gulligt, og et andet, tydeligvis af samme slags. Hun kunne lige netop ane, at Zukos og Mais navne stod på, og hun rejste sig op med det samme, for at kræve at få brevene til sig, lige med det samme. Og det fik hun. Imens hun afleverede brevene til Zuko, og åbnede hendes eget, ordnede hendes mor hendes hår. Dette måtte være en slags joke. Ingen ved sine fulde fem, ville sende sådan noget nonsens rundt.

"Mor?"

"Ja, Mai?"

"Hvad er det her?"

".. vi burde have fortalt dig det før, Mai, det burde vi, men du må forst--"

"Bare kom til sagen! Jeg er ikke i humør til langtrukne forklaringer, bare fortæl mig, hvad meningen med det her nonsens er nu!" Mais stemme havde taget kraftigt fat. At en elleveårig kender de ord, er trods alt forbløffende i sig selv - men det er langt fra det hele.

".. du er en heks, Mai. Jeg er en heks. Din far er en troldmand. Zuko er en troldmand. Din onkel er en troldmand. Zuko vidste det heller ikke. Hans onkel er også en troldmand. Ja, Zuko, din onkel Iro er troldmand!" Mai fattede intet. I hvert fald ikke dengang...

Fem år er gået. Mai er blevet seksten, og hun går nu på Hogwarts skole for Heksekunster og Troldmandsskab, på slytherin-kollegiet. Det, at tænke tilbage på hendes afdøde Zuko smerter hende. Hun nåede at komme sammen med Zuko i tre lange år, før han døde. Det chokerer hende endog, at hun stadig tænker på ham, efter der er gået to år. To år uden Zuko. Langtrukne år, ganske vidst, men stadigvæk. Det er to hele år uden hendes Zu --

Hendes tanker bliver afbrudt fuldkomment, da en af hendes få veninder pludselig sætter sig ned ved hende, ved Hogwarts sø. Det pigebarn har mere tilfælles med en slange, end med et menneske. Aldrig har Mai set en, så akrobatisk, og så elastisk, som Ty Lee. Hendes blik går med lynets hast fra sorgfuldt, til følelsesløst, da det er på den måde, hun skjuler hendes følelser bedst.  Hun rejser sig op fra jorden, og beder om lov til at være alene. Hendes ønske bliver opfyldt, og Ty Lee lader hende i fred.

Hun bevæger sig op imod slottet, med hendes pandehår nedover hendes øjne, og blikket rettet imod hendes sko. Hendes tanker bliver bremset op, i det hun støder ind i ingen andre end James Potter, og endnu en gang må hun ændre hendes ansigtsudtryk. Hun løfter blikket med det samme, og stirrer ind i de brune øjne, der som sagt tilhører James Potter. 

"Undskyld." Hun tager et hurtigt skridt udenom ham, men bliver grebet i armen, og trukket om, til hendes store overraskelse - hvad sker der her? Plejer folk ikke at ville være i fred for hende, istedet for at opsøge hendes opmærksomhed? Det er helt forkert!

"Det var Mai, ikke?"

"Jo."

"Hvorfor har jeg aldrig snakket med dig før?"

"Fordi du aldrig har snakket til mig før."

"Det var vidst en fejl. Du virker ikke lige så uinteressant, som de andre vil have dig til at være."

"Det er dit ord, mod deres. Vil du være så venlig at slippe min arm, nu?"

Han slipper hende, og hun er fri til at gå igen. Det vil sige, hun bliver ikke ligefrem fri fra selskab, da James beslutter sig for at følge efter hende. Hun har valgt bare at ignorere ham. Hvis hun gør det, så ender han nok med at lade hende være, på et tidspunkt. Hvis hun kan, så finder hun nok også Evans. 'Den rødhårede skønhed' skal nok få ham på andre tanker, end at følge efter hende. 

Hun bevæger sig ind i Storsalen, og holder konstant hendes blik hævet. Hendes skuldre falder lidt sammen, da nogen af løverne, fra Gryffindor-bordet begynder at råbe efter hende. Hun bliver ikke såret over nogen af de andre tilråb, men ét får hende til næsten at skvatte over hendes andre fødder. "Jeg skal nok hjælpe dig ned til Zuko." Med de ord, spurter hun ud ad Storsalen, og placerer sig på et af pigetoiletterne, med ansigtet gemt i hendes hænder. Hulkende. Hun har det virkeligt forfærdeligt. Hun havde trods alt troet, at Gryffindors ville være anderledes, og det, at det både kommer som et chok, og er så stødende... hun har gjort mange forfærdelige ting, men intet så slemt, at hun har fortjent dette.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...