Vampyrens svagheder

Skrevet som del af en workshop på min skole, jeg vandt min kategori, så jeg håber I også synes om den.

3Likes
0Kommentarer
936Visninger

1. Frygt

Frygt

 

Det susede for mine øre, og mit blik var sløret, jeg famlede i natten uden at kunne fokusere. Den eneste lyd der fyldte mit hoved, min mund og krop var en gentagende dunken, hjerteslag. Jeg kunne høre hvordan millioner og atter millioner af levende menneskers blod pumpede rundt i deres kroppe. Jeg var tørstig.

Alt imens mennesket kæmpede mod dyret i mig, svævede jeg hen til et tagvindue der lå i toppen af et lille blodrødt hus i udkanten af London. Jeg så igennem den regnvåde rude. Derinde bag glasset sad en ung pige, en køn ung pige. Hun sad på sin seng med et tomt blik i øjnene, og der lå nogle fotografier ved hendes side. Jeg vidste at hun ikke kunne kende nogle af personerne på billederne, ja ikke engang sig selv.

Dette var det værste tilfælde jeg havde været ude for i min tid som vampyr. Normalt når jeg hypnotiserede og drak af mine ofre mistede de kun korttidshukommelsen, og nogle få mistede større begivenheder i deres liv, sjældent skete det at de ikke kunne kende familiemedlemmer, og kun en enkelt gang eller to havde de ikke villet vide af deres egen familie. Men aldrig, aldrig havde de mistet sig selv, aldrig havde de stirret ud i den tomme luft uden livslyst. Men det var altså sket nu, for Helena Robbins.

Jeg besøgte altid mine ofre efter at jeg havde drukket af dem, jeg ville sikre mig at de stadig havde mod på mere af livet, og trods en stadig skyldfølelse var jeg altid blevet lettet. Men ikke denne gang.

Det var derfor jeg nu kæmpede min indre kamp, mine aller dybeste lyster vred og sled i mig, og jeg vidste at hvis ikke jeg snart gav efter, ville min krop enten pågribe en tilfældig forbigående og dræbe vedkommende, eller også ville min egen krop langsomt dø.

Jeg svævede ind mod byen igen, med blanke øjne og stramme læber, men nu hvor jeg havde taget beslutningen om at overgive mig til sulten, fløj jeg lidt lettere igennem luften.

På min vej igennem skyerne, mindedes jeg mine første år som vampyr, det var bittersøde minder.

 

Jeg huskede hvordan jeg var på dødens rand, året var 1938, og det var AIDS der havde ramt min 27årige krop. Jeg følte mig umandiggjort, med en flok kvindelige sygeplejer ved min side døgnet rundt. Derfor følte jeg mig også parat, døden måtte gerne komme. Men i stedet for døden, kom hans niece, forklædt som en natsygeplejerske. Natalie var hendes navn, vampyren der omvendte mig, hun havde lysebrun hud, og de mest dragende græsgrønne øjne man kunne tænke sig.

Den nat hvor jeg ventede på min død, trådte hun hen til min side og lagde sin mund til mit øre, hun hviskede:

”James, er det virkelig døden du vil?”

Hendes ånde sneg sig ind i mit øre og kriblede ned langs min ryg. Jeg kiggede uforstående på hende.

”Jeg kan give dig alt. Jeg kan give dig liv!”

Da ordene slap hendes læber og da jeg så ind i hendes tryllebindende øjne, vidste jeg at hun talte sandt. Og uden overhovedet at overveje muligheden at takke nej, nikkede jeg så meget jeg havde kræfter til.

”Godt så”

I mine første år som vampyr var jeg ligeglad med de mennesker jeg dræbte, alt i verden var udelukkende til egent mig, og det var kun mine behov der gjaldt.

Det var en helt anden tid end nu.

Jeg kom tilbage til nuet, da jeg fik øje på en middelaldrene mand, der låste en dør i en afsides baggård. Jeg lavede et dyk og endte uden en lyd foran ham, han så ikke forskrækket ud.

”Godaften”

sagde han venligt og ville gå forbi mig, han var en flot herre med et karakteristisk ansigt, fuldskæg og cowboyhat.

”Undskyld”

Svarede jeg og hypnotiserede ham. Jeg lod mine hugtænder prikke hul på mandens pulsårer i halsen, og sugede så til, men efter kun få sekunder, vidste jeg at noget var galt. En svimmelhed bredte sig i kroppen og jeg fik en følelse af at mine indvolde delte sig midt over, jeg mistede noget af mig selv, selvom jeg ikke kunne sætte ord på, hvad det var.

Manden rev sig fri af mit greb, holdte mit blik en stund og løb så sin vej.

Der måtte være noget i hans blod, tænkte jeg, imens jeg krummede mig i smerte, jeg måtte se at komme hjem. Men jeg kunne ikke. Jeg prøvede med alle min kræfter at lette fra jorden, men jeg kunne ikke.

 

Noget måtte gøres! Det var det eneste jeg var sikker på. Men manden fra gyden var væk, jeg havde mistet alle mine kræfter, selv mine hugtænder, og måtte nu stjæle blodposer fra blodbanken for at holde mig i live. Der var ikke meget jeg kunne gøre. Jeg vandrede frem og tilbage i min 1 værelses lejlighed. I frustration hamrede jeg min knyttede hånd ind i vinduet så det splintredes i tusinder af stykker og synet af min blodige hånd gav mig et øjebliks ro, men frustrationen blev kun værre da jeg opdagede at den ikke heltes som min kødelige skikkelse sædvanligvis gjorde.

En svag banken på min dør hørtes, og jeg overvejede kort om jeg skulle lade være at lukke op. Jeg vidste hvem det måtte være, og hun skulle ikke se mig sådan her. Bankene blev utålmodige og langsomt kraftigere, så jeg lukkede op.

”Hvad er der sket med din hånd James?”

Spurgte hun, med en fugleunge stemme, kun hun kunne frembringe.

Jeg rystede på hovedet og lod hende komme forbi mig. Hun gav mig et bekymret blik og så over mod vinduet.

”Flyt væk sammen med mig Gina!”

Jeg sagde det impulsivt, med armene slået ud til siden. 

Nu var det hendes tur til at ryste på hovedet, og hun så ned i det nyslebne trægulv.

”Jeg elsker dig James, også selvom du er...”

Hun holdte en pause og kiggede igen på min hånd.

”Speciel. Men jeg kan ikke forlade John, han ville kunne klare sig en dag uden mig”

Hun lo halvhjertet og fortsatte:

”Desuden kommer jeg for at fortælle at John har fundet ud af at jeg ser dig, men han blev faktisk ikke særlig sur, han sagde at han havde taget sig af det... Hvad det så end betyder”

Gina sendte mig et smil, men hendes smil blev snart til en grimasse, da hun så blikket i mine øjne.

Som et puslespil faldt brinkerne på plads.

”Gina? Har John fuldskæg og en cowboyhat?”

Spurgte jeg hende, uden helt at ville høre svaret.

”Ja”

Svarede hun, og hævde sine øjenbryn.

”Han tager aldrig den hat af, hvordan vidste du det?”

Et sug af angst rev i min krop.

 

 

 

Anna Liva Madsen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...