Agenten mission: who?

Historien handler om en pige som hedder Emilie. Det er bare ikke alle der kalder hende det, hendes to bedsteveninder Anna og Klara kalder hende nemlig for Agenten.
Agenten er det man kalder for en supershopper, hun laver...ikke andet.
En dag da hun er ude at shoppe kommer hun i snak med en rigtig agent. Han snakker om en agent skole, og det ender med at Emilie får sin første mission - at finde fyren, og hans omtalte agentskole.

2Likes
9Kommentarer
1402Visninger
AA

2. Hvem var han?

De kalder mig Agenten. Jer ser alt, spotter dem alle. Især de gule hvor der står 25% off. Mine tasker er altid fyldt med super sejt spiongrej. Nogle er i form af penge. De er super vigtige, de bruges til at købe andet vigtig spiongrej med. En af de andre vigtige ting er sort og lang. Den er i form af en mascara. Den bruges til at opbevare noget Klistret og sort i. Den ting putter man på øjenvipperne. Det  er en af de ting man blandt andet kan købe for pengene.

Mit hår er lyst, mine øjne blå. Alle drengene, både de lækre og de ikke så lækre, sender lange blikke. Ikke efter mig men af mine to modellignende veninder. Den slags veninder som trøster en fordi man er så lille... samtidig med at de skriver nummeret ned på en ny lækker fyr, som de har mødt i baren på det fede diskoteket inde i midtbyen. Det betyder ikke at de er dårlige veninder, nej jeg ville ikke kunne leve et liv uden dem. De er simpelthen de bedste.

Jeg hedder Emilie, og mine to uundværlige veninder hedder Klara og Anna. Det er dem der kalder mig agenten.  

 

Det var en dejlig varm lørdag formiddag, en af de sidste dage i sommerferien.  Jeg var ude at shoppe med mine to veninder. Det var nået vi gjorde ofte. Vi elskede det. Vi var ikke på afslappet shopping, nej det var mere puls-shopping. Vi ligefrem løb fra den ene fede butik til den næste endnu federe butik. Vi plejede ikke at shoppe så hurtigt, men vi skulle lige nå at bruge alle pengene som jeg havde fået til min seksten års fødselsdag. Vi løb på kryds og tværs af gaden, så det var dejligt da vi smed os på den bløde sofa i hjørnet af vores yngling café, Café Mamma. Her sad vi hver gang vi var ude at shoppe, ved samme bord, mens vi drak varm chokolade. Anna og Klara sad altid og kiggede efter fyre, som de kunne føre sammen med mig, det blev dog aldrig til noget. Der var nemlig aldrig nået, enten var fyren for lille, for stor, for splejset, for muskuløs, eller så ville de ikke sætte os sammen, fordi at de ville blive jaloux.

”Se lige ham der!” udbrød Anna pludseligt ivrigt. Hun pegede ud af vinduet, hvor en herre lækker fyr gik forbi. Brunt hår og blå øjne. Han gik ind i caféen, og satte sig ved et lille rundt bord i modsatte hjørne af den lille cafe. Han bestilte en kop kaffe, og lænede sig tilbage i den bløde sofa. Han kiggede rundt i caféen, og hans flotte øjne mødte mine i et splitsekund. Min mave krympede sig sammen, og jeg smilede for mig selv. Det er egentligt sjovt, det er altid øjnene man skriver om i bøger. Men det passer nok meget godt, for det er nemlig det smukkeste på drengene.

”Han er vidst lige nået for Agenten!” sagde Klara fnisende til Anna, da hun så mit smil. Drengen vendte sit blik fra den myldrene gade udenfor og til os. Han sad i langt tid og bare kiggede på mig. Jeg sad bare musestille. Jeg følte mig som en lille pige som var til te selskab. Jeg sad bare og så ligefrem med hænderne foldet i skødet. Til sidst rejste han sig yndefuldt og nærmede  sig vores bord i tre hurtige næsten usynlige skridt. Han stillede sig ved siden af mig.

”Hvem er du?” spurgte han, og så mig direkte ind i øjnene. Anna lavede en sigende kysse mund til mig, og Klara sad og måbede lige så chokeret som mig over det underlige spørgsmål, som han lige havde stilt. Jeg svarede ham stammende, da jeg ikke helt var kommet mig over hans pludseligt hurtige reaktion.

”øh … jeg hedder Emilie”, Anna fnisede, og jeg sparkede hende over hendes skinneben, samtidig jeg havde travlt med at holde min rødme i mig, selvom den gerne ville vise at den fandtes.

”Agent!!”, sagde han, ”Og det er du vidst også, eller hvad?”.

Min hals snørede sig sammen, for det var vidst ikke lige agent jeg var, men Anna skyndte sig at nikkede på hovedet, og tog det som et ja.

”Kom ud på vores skole, så vi kan se hvad du duer til!” sagde han. Han vendte sig og gik ud af cafeen.

”Han var sgu lige ved at lure os, med det der agent halløj”, fnisede Anna.

”Ja han så godt nok lidt mistroisk ud!”, sagde Klara, ”Mon du skal gå på sådan en skole, fyldt med lækre agent-fyre!”

”Ja du må tage os med i kufferten!”

”Ej altså piger, agenter er garanteret ikke mere lækre end normale drenge”, skyndte jeg mig at sige.

”Ham der var da en god begrundelse til at de er!”

Jeg kunne simpelthen ikke tage dem seriøst, til sidst spurgte jeg om vi ikke kunne gå igen, da det var alt for pinligt at de sad og snakkede om ham fyren, selvom han var gået.

”Du må da indrømme at han var ret så lækker!” sagde Anna.

Jeg trak på skuldrene. Egentligt så synes jeg at han var herre lækker, men jeg er bare ikke så god til at sige vad jeg synes, så jeg valgte at trække på skuldrene.

Klara tog mig underarmen og sagde i et meget bestemt tonefald: ”Vis du kommer ind på den der skole, så sørg for at scor ham, eller så sørg for at du kender en han ville passe rigtig godt sammen med…”

”Ja nemlig mig!!!”, udbrød Anna afbrydende, og så begyndte de igen at skændes om hvem af dem han bedst ville kunne lide. Jeg rystede på hovedet, og tog fat i min taske, og trak af med de to tossede piger. De fortsatte deres skænderi hele vejen hjem i bussen, og da jeg steg af bussen et par stoppesteder før dem, lød det som om de lige var begyndt.

”Find ud af hvem han er!”, var det sidste jeg hørte Anna råbe til mig inden bussens døre lukkede i bag mig. Jeg traskede det sidste stykke hjem. Regnen var kommet igen. Det var meget tidligt efter min mening. Regnen burde først komme en måned efter sommerferien var slut. Et par børn løb rundt på den blinde vej, i badetøj. De hylede og skreg samtidig med at de skød iskolde stråler mod hinanden, med deres vand pistoler. Jeg grinede lidt af dem under min hætte.  

Futte naboens hund kom løbende mod mig, da jeg gik ned ad vejen. Jeg satte mig i hug for at hilse på den. Jeg havde knap nok sat mig ned, da min mobil begyndte at larme fordi jeg fik en besked. Futte løb straks væk, da mobilen ikke var så betryggende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...