Agenten mission: who?

Historien handler om en pige som hedder Emilie. Det er bare ikke alle der kalder hende det, hendes to bedsteveninder Anna og Klara kalder hende nemlig for Agenten.
Agenten er det man kalder for en supershopper, hun laver...ikke andet.
En dag da hun er ude at shoppe kommer hun i snak med en rigtig agent. Han snakker om en agent skole, og det ender med at Emilie får sin første mission - at finde fyren, og hans omtalte agentskole.

2Likes
9Kommentarer
1418Visninger
AA

4. Hvad pokker regner i mig for?

Jeg satte mig forskrækket op i sengen, og slog hovedet mod hylden so hang over sengen. Mit vækkeur havde ringet og havde forskrækket mig, da jeg troede at det var søndag. Jeg fyrede rasende alle mine værste bandeord af. Jeg stod op og trak mine alt for stramme bukser på. De valgte så at "stoppe" lige under mine hofter. Jeg slog hidsigt min hånd ned i skrivebordet, og sparkede endnu mere hidsigt til det da det havde gjort ondt at slå hånden ned i det. Jeg ramte bordbenet med storetåen og skreg, mens jeg hinkede rundt på værelset mens jeg holdte om tåen.

"Hvad har du gang i?" spurgte min far, som var blevet nysgerrig over hvor stort et ordforråd jeg havde over bandeord.

"Hele verden rotter sig sammen mod mig!" skreg jeg som svar. Min far begyndte at grine, og jeg må indrømme at det må have set sjovt ud. En sekstenårig teenage pige som hopper rundt på gulvet, med bukser hængene halvt nede omkring knæene. Jeg begyndte også at grine, og min far hjalp mig med at trække bukserne op.

"Jeg kan se at du nok snart skal have nogle nye bukser!" grinede min far.

"Ja det tror jeg også", sagde jeg og hylede af grin. Nu var det min lillebrors tur til at komme ind på mit værelse.

"Hvad laver i?" spurgte han grinende. Snart lå vi alle tre grinende i min seng.

Jeg kiggede på mit irriterende vækkeur og gav et gisp fra mig.

"Klokken er allerede halv otte!" jeg hoppede op af sengen, og hev hurtigt en trøje ud af skabet.

Nede i køkkenet tog jeg et stykke toast, og stormede så ud af døren. Klara og Anna stod og ventede på mig ude på fortorvet. Jeg skyndte mig ned af den grusbelagte have gang. Vi gik afslappet af sted mod skolen. Vi havde god tid, og udnyttede den.

"Nåh, hvad bliver det til med ham drengen!" spurgte Anna nysgerrig som hun altid er.

"Joh altså, det ved jeg egentligt ikke, han er sådan lidt underlig"

"Hvad mener du?" spurgte Klara. Og så blev jeg nødt til at fortælle dem hele historien. De spurgte mig om en masse ting, som jeg ikke rigtigt kunne svare dem på. I det samme passere en bus os, hvor i han sad. Jeg undskyldte mig straks over for pigerne, og løb hen til nærmeste busstoppested. De råbte undrende til mig. Jeg svarede at de skulle fortælle læreren at jeg var syg, og så trak jeg min hætte over hovedet.

Jeg betalte chaufføren, og listede mig ned bagerst i bussen. Han sad heldigvis og sms'ede, og jeg kunne derfor nemt snige mig forbi ham. Jeg satte mig ved en vindues plads, men et sted så jeg nemt kunne holde øje med ham. Der var mange mennesker i bussen. De kiggede alle sammen underligt på mig, som jeg gik der med hætten trukket helt ned over øjnene. 

Bussen kørte i langt tid. Jeg tror faktisk at den kørte omkring en time. Da han endelig steg af, holdt bussen udenfor en stor metal låge. Jeg sneg mig ud af bussen, og gemte mig bag en busk. Han gik op til lågen, og trykkede på en lille grøn knap. En højtaler begyndte at summe, og snart hørtes en stemme fra en pige på min alder.

"Kodeord tak", hendes stemme var lys men bestemt. Han kiggede sig rundt, og blev enig med sig selv at der ikke var andre end ham.

"Jeg har glemt det for pokker!" hviskede han. Den store låge åbnede sig knirkende, og han smuttede ind. Jeg overvejede at snige mig efter ham, men blev siddende da det ville være for risikabelt vis han så mig gå ind bag ham. Jeg ventede derfor et stykke tid. Jeg sad der i godt og vel nogle timer. Jeg gik op til lågen, og trykkede på samme knap som ham.

"Kodeord tak", sagde den samme pige som havde åbnet lågen tidligere på dagen.

"Jeg har glemt det for pokker", hviskede jeg tøvende. Lågen åbnede sig knirkende og jeg listede mig forsigtigt ind. Der var næsten ingen mennesker udenfor, men vejret var heller ikke særlig godt. Jeg prøvede på at skaffe mig så lidt opmærksomhed som muligt, men alligevel kom en lyshåret pige hen mod mig.

"Karo?!" sagde hun glad. Jeg prøvede at kigge mig omkring for at finde et gemmested, eller en anden som hun måske kaldte efter, men det var vidst mig hun mente.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...