I'll find the words to say, before you leave me today.

Sarah er helt knust over at hendes kæreste, Niall, skal flytte væk, og hun måske aldrig mere skal se ham igen. Hun tænker tilbage på de to fantastiske uger der er gået med ham, fra den dag de mødtes, til deres sidste møde. Hun vil prøve at finde ud af, om han er værd at kæmpe videre for, eller om hun bare skal lade ham være fortid.
se traileren længere nede, til højre!:-)

11Likes
12Kommentarer
3280Visninger
AA

1. U've got that one thing

 

jeg ville blive rigtig glad hvis i kunne fortælle mig hvad i synes om den, da det er min første historie, og vil gøre den så god så mulig! i må også komme med ideer til hvad i synes der skal ske, så kan jeg se om jeg kan vikle ideerne ind i historien:-) xx 

Morgenlysets stråler ramte mig, i det jeg åbnede mine øjne. Mine øjne var helt hævede fra gråd dagen før, og det føltes som om de dunkede. Han var det første jeg kom til at tænke på den morgen, og det var der også god grund til.

Jeg strakte mine arme op mod solen, og ville bare ha’ at den skulle gå ned igen, så jeg kunne få lov til at drømme om at det her aldrig var sket. Måske var det bare en drøm? Den sødeste fyr jeg nogensinde havde mødt, kunne ikke bare forlade mig på den måde, efter de to bedste uger i mit liv.

Jeg trak dynen op over mit hoved, og lod som om det stadig var nat, men lige meget hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke falde i søvn igen. Jeg besluttede mig til sidst for at stå op, og få skovlet morgenmad i mig.

Det var ikke det kønneste syn som mødte mig foran spejlet. Store, hævede, røde øjne, og uldet hår. Synet af hvor forfærdelig jeg så ud kunne næsten få mig til at fælde endnu en tåre, som om det næsten ikke var muligt.

Morgenmaden bestod af en klam omgang havregrød. Det var svært at synke, men jeg skulle ha’ det ned. Selv morgenmaden mindede mig om Niall. Den måde han bare elskede mad på. Måske skulle jeg bare helt droppe at spise igen, for det mindede mig for meget om Niall. Nej nu må du stoppe Sarah.. han er ikke værd at dø for.

Jeg savnede ham utrolig meget, selvom sidst jeg så Niall var i går. Tanken om at jeg måske aldrig skulle møde ham igen, fik mig til at savne ham dobbelt så meget, fra det sekund han forlod mig. Men det kunne da ikke ende på den måde. Det var som om at skæbnen ville ha’ at vi skulle mødes, så tilfældigt var det, og vi tog det også begge som et tegn.

 Den dag vi mødtes var fantastisk.  Det var en mørk dag, meget blæsende. De havde lovet at det ville blive torden, og sådan en dårlig dag som den, havde man ikke troet at der ville ske noget godt. Jeg skulle i centeret og købe en gave til min lillesøster som snart havde fødselsdag, og jeg vidste lige præcis hvad hun ville ha’. Mit blæste tilbage da jeg gik gennem rulle døren, og jeg følte mig rigtig selvsikker i mit nye outfit. Pumps, hulede hvide bukser, og en stor sweatshirt hvorpå der stod ”funny story bro. Tell it again” den hang nede ad min ene skulder, for at gør mit outfit frækt.

 Jeg ventede på at elevatoren ville komme, så jeg kunne komme op til H&M. jeg svang mit hår selvsikkert tilbage, og før jeg vidste af det var elevatoren ved min etage. Jeg gik ind i elevatoren og hen i hjørnet. Jeg lagde mærke til den fyr som også stod i elevatoren. Han havde solbriller på, og en hue godt trukket ned om ørene. Hvorfor har han taget solbriller på, indenfor, på en dag hvor der er blevet lovet tordenvejr?

 Jeg trykkede på knappen til den øverste etage. Centeret havde mange etager, omkring 5. alle etagerne havde hver deres slags butikker. Det så også ud til at den underlige fyr skulle til øverste etage, fordi det var den eneste knap der var blevet trykket på.

Jeg mærkede et stærkt ryk i elevatoren, og lyset i elevatoren gik ud. Elevatoren var gået i stå! ”hva sker der” sagde fyren, med en irsk accent. Jeg måtte indrømme at den accent var ret sød, selvom den kom ud af ham. Jeg kunne intet se, og det gjorde mig lidt bange at skulle stå i en mørk elevator med en klam dreng på omkring 20 år. ”den stoppede.. er strømmen gået eller hva’” fik jeg sagt. Jeg pressede mig op mod muren, for at komme lidt væk fra ham. ”måske er det tordenvejret” sagde han. Rigtigt nok kunne jeg pludselig høre tordenskrald komme ovenfra. ”hvad skal vi gøre, jeg aner ikke hvordan man kommer ud, af en elevator, som er gået i stå!” jeg begyndte langsomt at gå i panik. ”bare rolig, der burde være en nød knap et sted… har du ikke noget lys så jeg kan se hvor knappen er” ”eemh jo..” jeg ravede stresset rundt på mig selv, for at finde min mobil, og fiskede den så op ad min baglomme. Jeg tændte for kamera lyset, og lyste hen mod ham. ”hvorfor har du overhovedet solbriller på indenfor” røg det ud af mig. jeg kunne se, at han trak lidt på smilebåndet. ”det kunne du li’ at vide?” han smilede, og tog så solbrillerne af. Til min overraskelse viste det sig at være de kønneste blå øjne jeg nogensinde havde set. Han var nu endelig meget lækker. Sammen med bøjle smilet, og de røde kinder, syntes jeg at jeg kunne genkende ham, et eller andet sted fra.

”det var meget bedre” sagde jeg og blinkede, selvom han alligevel ikke kunne se det. ”skulle jeg finde knappen?” spurgte han. Jeg fumlede med min mobil, og lyste hen mod knapperne. Han trykkede på en rød knap, som sad nedenunder numrene. ”så er der ikke andet at gøre end at vente” sagde han og satte sig ned. Jeg satte mig hen ved siden af ham. ”er der noget i vejen?” spurgte jeg, da han begyndte at se helt bleg ud i ansigtet. ”jeg hader bare at være i små rum, og det hjælper ikke ligefrem at jeg ikke kan se noget” han pustede ud. Min hånd gled langsomt hen over skulderen på ham, for at trøste og berolige ham. ”vi er nok snart ude, du skal bare ha noget andet at tænke på” sagde jeg. Han kiggede hen på mig, som om han prøvede at finde mig i mørket. ”det ville hjælpe hvis jeg kunne se dit ansigt, jeg ved ikke engang hvem jeg tale med” han smilede lidt. Jeg vendte mit mobil lys mod mit ansigt, og strålerne blændede mig næsten. Jeg prøvede at fiske efter noget jeg kunne sige, for at berolige ham. ”såå… det lyder ikke ligefrem som om du kommer fra England… hvor kommer du så fra?” jeg vidste godt at han var fra Irland, det var tydeligt at høre på hans accent, men jeg prøvede bare at få ham til at sige noget. ”jeg kommer fra Irland, Mullingar. Og jeg hedder for resten Niall” det var et meget specielt navn, i starten turde jeg næsten ikke sige hans navn, for jeg var bange for at jeg ikke kunne udtale det. ”jeg hedder Sarah, jeg kommer faktisk fra Danmark, men jeg flyttede hertil da jeg var 12, fordi min far fik arbejde her” jeg lyste hen på ham for at se hvordan han havde det. ”man kan godt høre at du ikke kommer fra England” smilede han. Jeg havde stadig lidt dansk accent, selvom det var 6 år siden at vi flyttede. ”hvorfor bor du så i England?” spurgte jeg og lyste igen hen på mig. ”jeg bor her med mine bandmedlemmer… jeg er den eneste i bandet fra Irland” han er i et band, og han er lækker… kan det blive bedre. ”hvad laver du så i bandet, synger du eller spiller guitar” ”synger, vi er et boyband” jeg elsker fyre som kan synge, hvis han også kunne spille guitar, kunne han en dag synge en sang til mig… hvad snakker jeg om, jeg har kun lige mødt ham. ”du vil måske ikke fortælle hvad det er for et band?” jeg grinede lidt. ”One direction” jeg blev helt mundlam et øjeblik… jeg elskede one direction, eller de sange jeg nu havde hørt, for jeg vidste jo faktisk ikke så meget om dem. Jeg prøvede at trække vejret dybt ned i lungerne, før jeg flippede for meget ud. ”virkelig! Jeg elsker one direction… jeg kunne slet ikke kende dig” jeg smilede og sørgede for ikke at snakke for højt, lige meget hvor overrasket jeg var. ”fedt..” jeg lyste hen på ham. Man kunne se at han begyndte at få det dårligt igen. Jeg ville ikke virke for påtrængende, men alligevel tog jeg armen rundt om hans skuldre. ”hvordan kan den der knap enlig virke, når strømmen er gået?” spurgte jeg. ”det er en nødknap, den skal kunne virke selvom der ikke er strøm” jeg lyste ud i elevatoren, for at tjekke, at vi var alene. Tænk hvis nu der er et monster… jeg smilede til mig selv, af den dumme tanke.

Der var gået 10 minutter, og vi sad stadig fast derinde. Vi snakkede for at få tiden til at gå, og jeg vidste at han blev mere rolig af det. Han var rigtig sød at snakke med. ”så du synes seriøst at find nemo er en sørgelig film?” grinede jeg. Han blev lidt rød i hovedet, og smilede. ”ja den er sku da mega sørgelig, der hvor Nemo er forsvundet” jeg fik lyst til at bryde ud i latter men holdt det inde. ”det er jo nærmest 70% af filmen! en film der er rigtig sørgelig er bambi” jeg grinede, men han så bare overrasket på mig, med et sjovt grin. ”den er da ikke sørgelig… jeg har godt nok ikke set den før, men det tror jeg ikke på” han smilede, og viste sin hvide bøjle frem. Hans øjne glimtede i skæret fra mit mobil lys, og det sendte kuldegysninger gennem min krop. Vi sad bare og kiggede på hinanden, og ventede, bare ventede. Det føltes ikke akavet at sidde i stilhed, vi holdt bare en lille pause. Jeg havde lagt min mobil på gulvet så den lyste svagt op på os begge to.

Niall lænede sit hoved tilbage og sang meget stille. ”Im out of touch, I out of love, I’ll pick you up when you’re getting down..” han holdt en lille pause, og så ud til at tænke. ”…and out of all these things I’ve done… I think I love you better now” Ed sheeran- lego house. Selvom han ikke sang højt, fik hans grove, hæse stemme smeltet mig, og jeg lænnede hovedet tilbage ved siden af ham. Han stoppede og kiggede hen på mig. ”hvornår tror du vi kommer ud? Der må da være gået 20 minuntter nu” jeg trak på skuldrene, og havde ingen anelse. Jeg havde heller ikke noget imod at sidde inde i en elevator med Niall, og lytte til hans dejlige stemme, mens han sang Ed Sheeran. Jeg pillede ved mi ring som min mor havde givet mig. det var et kinesisk tegn, som stod for lykke. Er det lykke at jeg har mødt den berømte sanger Niall, fra boybanded One Direction, i en elevator? Jeg kunne snart ikke klare at være derinde mere, og lukkede bare øjnene, for at lade som om at det var nat. Det er snart overstået, det er snart overstået, snart overstået, overstået…

 jeg mærkede noget rykke, og hive i mig. jeg åbnede øjnene og så at Niall sad og trak i mig, derefter kiggede jeg op, og så et hoved stikke ud ved loftet. De er endelig kommet for at rede os! ”vi prøver lige at løfte elevatoren lidt op, så kan i kravle ud af døren” råbte han ned til os. Det larmede, og rumsterede, og før jeg vidste af det, var hoveddøren til elevatoren åbnet og der var en stor sprække i toppen man sagtens kunne komme ud af. ”du går først” sagde Niall. Han gav mig et lille skub, og jeg hoppede op på gulvet til 5 etage. Jeg rakte hånden ud efter Niall, og hjalp ham så op. Der stod en lille fed mand foran os, han så ud til at være personale ”jeg håber i er okay, og i må undskylde det der skete. Der var et lyn der slog direkte ned i vores strøm system.” sagde den lille, fede mand. Han snakkede ret sjovt, og jeg var lige ved at grine. ”vi er okay” sagde Niall og smilede til ham. Manden gik hen og snakkede med en anden mand, som nok også var personale.

 Niall vente sig om mod mig. ”må jeg godt låne din mobil?” jeg rakte den tøvende ud til ham. ”hvad skal du bruge den til?” han svarede ikke, men tog den bare. Lidt efter gav han mig den tilbage. ”så har du Nemo’s telefon nummer” han smilede, og blinkede til mig. ”Nem-.. når.. du må da også godt få bambi’s telefon nummer, hvis du vil” jeg grinede, og blinkede tilbage. Han rakte mig hans mobil, hvorefter jeg skrev mit mobil nummer ind, under navnet ’Bambi’. ”tak fordi du beroligede mig, jeg har det virkelig ikke særlig godt, med små rum” sagde han. ”det var så lidt!” han gav mig et tøvende kram, og jeg gengav det. Det var et godt kram, og jeg savnede det allerede da han var på vej væk. En kendt person har lige givet mig sit telefon nummer!.. jeg glæder mig til at bruge det…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...