I'll find the words to say, before you leave me today.

Sarah er helt knust over at hendes kæreste, Niall, skal flytte væk, og hun måske aldrig mere skal se ham igen. Hun tænker tilbage på de to fantastiske uger der er gået med ham, fra den dag de mødtes, til deres sidste møde. Hun vil prøve at finde ud af, om han er værd at kæmpe videre for, eller om hun bare skal lade ham være fortid.
se traileren længere nede, til højre!:-)

11Likes
12Kommentarer
3393Visninger
AA

2. ...and then you stole my heart<3

 

undskyld hvis det her kapitel er lidt dårligt, jeg skyndte mig lidt... men jeg lover at det næste kapitel sker der noget rigtig spændende!

 

 

Det var virkelig et tilfældigt møde, og jeg håbede at det var et tegn.

Jeg trak min mobil op ad lommen, for at ringe til min bedste veninde. Jeg havde ikke tænkt mig at græde ind i telefonen, ligesom i går. Men det var ikke sikkert at jeg ville kunne holde tårerne tilbage. Det prikkede i min hals, som om jeg skulle til at græde, men jeg holdt det tilbage. Vejret udenfor havde det ligeså dårligt som mig, så jeg kunne ikke komme til at få frisk luft den dag. ”hej det er Maya… jeg kan ikke tage telefonen lige nu, men lig en besked på svaren efter bib tonen” *biiib* tårerne løb frit ned ad mine blege kinder. Hvor er Maya når jeg mest har brug for hende… jeg besluttede mig for at tage et langt bad og slappe lidt af. Mine bare føder gøs mod det kolde badeværelses gulv, mens jeg listede hen mod badekaret. Jeg satte min ipod til musik anlægget, før jeg dyppede min ene tå ned i det lunkende vand. Jeg lænede hovedet tilbage, i badekaret, mens jeg levede mig ind i den første sang, på min playliste ”rude boy”. Jeg sang med, mens jeg vaskede mit hår godt og grundigt. Den næste sang fik mig nærmest kastet mig tilbage i tiden… ”speechless – lady gaga” det var den sang mig og Niall hørte på vores første ”date”. 

Vi havde skrevet sammen hele aftenen, og havde aftalt at vi skulle mødes allerede den næste dag, for vi havde begge tid, og ingen af os kunne vente med at se hinanden igen. Den dag var skyfri, med masserer af sol. Niall ville ikke fortælle hvad vi skulle lave, han sagde at det ville blive rigtig sjovt, og anderledes. Vi skulle mødes foran en café vi begge kendte, hvor han ville komme og tage mig med. Jeg havde mine pumps på igen, for at få mere selvtillid, en blomstret, gennemsigtig, sort bluse, og et par højtaljede shorts. Da jeg så Niall stå foran den lille gadecafé, brød mit ansigt ud i et, stort, smil! Han havde taget en hvid sweater på, med en brun lomme, et par løse knæbukser, og converse. Jeg mødte ham med et stort varmt kram, noget jeg havde savnet, siden i går. ”hej smukke, glæder du dig til hvad jeg har planlagt?” jeg rødmede lidt, da han kaldte mig smukke. ”ja, jeg kan ikke vente! Hvad skal vi lave?” han kiggede på mig, med et smørret grin i fjæset. ”det siger jeg ikke!” grinede han. ”øv… men så før mig derhen, jeg kan ikke vente” han tog mig rundt om hoften, og førte mig gennem gågaden. Jeg elskede følelsen af hans varme hånd, på min hofte, hans arm passede perfekt rundt om mig.

Efter som det var en fredag, i sommerferien, var det næsten ikke til at komme igennem gågaden, men vi nåede ud til sidst. Niall stod og spejdede ud over trafikken. Da der var fri bane, tog han min hånd, og løb hen over vejen. Han så sød ud da han stod og kiggede forvirret, og ikke vidste hvilken vej han skulle. Jeg kunne næsten fare vild i de store blå øjne han havde, som glinsede perfekt i solen. Han førte mig ned af en trafikeret gade, og standsede op foran en høj bygning. ”jeg skulle måske ha’ sagt at du skulle ha’ nogle praktiske sko på..” sagde han og kiggede ned på mine sko. ”hvad skal vi da lave, hvad er det for et sted… nu kan du ikke trække den længere” jeg smilede sødt til ham, mens jeg holdt hans hånd. ”vi skal spille paintball!” jeg tabte næsten min kæbe ned til jorden. Det var ikke det jeg havde regnet med… mine sko fortalte vidst alt… men jeg var alligevel klar til at vinde over ham. ”fedt, selvom jeg har pumps på, vinder jeg over dig!” jeg grinede og prikkede til ham. ”du ved ikke hvad jeg kan, jeg har måske et skjult talent” han løftede det ene øjenbryn, og smilede til mig. han tog mig rundt om hoften igen, og førte mig ind.

Vi fik vores dragter på, og masker, hvorefter vi gik ud på den aflukkede græsplæne, hvor en masse, enorme form for puder, var stillet op. ”lover du hvis jeg vinder, at du ikke bliver sur?” spurgte han inden vi gik i gang. ”jeg skal nok prøve” jeg grinede og løb om bag en af puderne. Det var meget sværere end jeg troede, og især i de sorte pumps, som langsomt blev mindre og mindre sorte, af alt jorden som baskede op omkring mig, når jeg løb. Der var en mand som stod og solgte mad, bagved, han spillede musik. Speechless-lady gaga. Det sjove, useriøse øjeblik, forvandlede sig til et intenst, og følelses ladet øjeblik. ”…oooh boy you’ve left me speechless..” jeg gik langsomt forbi en pude, og kiggede mig godt om. Dum som jeg var, levede jeg mig ind i den intense sang, og glemte at jeg var midt i en paintball kamp. Jeg hørte et skud, og det ramte mig hårdt i ryggen, så begyndte jeg at løbe, som om det ikke var forsendt, og gled så i mine pumps. Jeg lå og rullede rundt i græsset, og lod som om jeg var ved at dø. Niall kom løbende for at se om jeg var okay. ”hvorfor tog jeg også de dumme sko på” jeg grinede af mig selv, og lod Niall hjælpe mig op. ”…some men may follow me, but you choose any girl but me…” teksten passede ikke til min situation. Jeg havde godt nok fundet en fyr som gjorde mig ’speechless’ men han havde det altså på samme måde som mig. vi stod ansigt til ansigt, med et par cm imellem. Vi havde begge snavs i ansigtet, og jeg så sikkert ikke særlig godt ud i den store dragt, men det øjeblik hvor vi bare stod og kiggede på hinanden var, ekstatisk. Vi havde så meget lyst til at gøre noget andet end bare at stå der, men vores masker forhindrede det.

”du skylder mig en middag, jeg har ødelagt mine pumps, og du vandt over mig” sagde jeg for sjov på vejen ud igen. ”det var da ikke min skyld, men selvfølgelig kan vi godt tage lidt at spise, jeg er sulten… det er jeg altid” jeg greb ud efter hans hånd, for at føle ham igen. det var nok til, at jeg kunne klare mig, lidt endnu. Han flettede sine fingre om mine, og det gav mig kuldegysninger helt op til toppen af mit hoved. Vinden i håret og med en dejlig fyr på vej ud at spise, jeg måtte helt sikkert drømme. Noget vækkede mig pludselig fra den gode drøm, da en flok skrigende piger, omringede os. ”omg du er Niall” råbte de alle sammen. ”hvem er hun? Vil du ikke give mig et kram? Vil du ikke skrive din autograf på mine patteeeer?” jeg trådte et skridt tilbage, for jeg vidste godt hvad der skulle til at ske. Niall skulle til kramme, og kysse dem alle på kinden… jeg havde aldrig fået et kindkys af ham. Han havde aldrig skrevet på mine patter… ikke at jeg ville ha’ at han skulle det. ”hvem er hun?” spurgte den ene pige som havde meget langt, mørkt hår. ”hun er bare en ven” de ord skar lidt i mig, selvom jeg vidste det var sandheden. Jeg ville mere kalde det for et flirt, men han havde det måske anderledes? Lige meget hvad han kaldte mig nu, ville jeg i hvert fald lave om på det snart.

 Vi begyndte at gå videre, men de fulgte efter os, og snakkede med Niall… og han blev ved med at snakke til dem. Jeg hev lidt i ham for at signalere at han skulle sige farvel til dem nu. De piger hang jo fast som en klam bakterie. Niall stoppede op. ”det var hyggeligt at snakke med jer piger, men nu vil jeg gerne ha’ lov til at spise, med min veninde” pigerne så helt lange ud i ansigterne, og jeg gav dem et flabet blik. ”okay Niall, vi elsker dig!” råbte de, da vi slentrede videre ned ad gaden. Han gav min hånd et klem. ”er du okay med det?” spurgte han. Nej, Niall jeg bliver vildt jaloux når du går hen og raver på fremmede pigers patter… ”ja ja.. det er vel din hverdag, ik” han nikkede og kiggede ned i jorden. ”sådan er det at være kendt” sagde han.

 Vi stoppede foran Nandos. ”skal vi ikke spise på nandos? Jeg elsker deres mad!” sagde han. Jeg svang mit hår tilbage, og så ind gennem vinduet. Jeg fik pludselig lyst til, bare at trække ham videre. Nogle teenage piger sad derinde, og havde fået øje på Niall. De flippede helt ud og løb nærmest ud af restauranten, med munden fuld af mad. Jeg rømmede mig, og trak hårdt i ham. ”hvad-..” han opdagede hvad jeg hentydede til. Han nærmede sig mit øre og hviskede så hans ånde kilede mig: ”…undskyld” pigerne stod og skreg ligesom de andre og stillede dumme spørgsmål, som han havde svaret på igen, og igen. Han gav dem hans fulde opmærksomhed, og lod mig ude af syne. Mine ben bakkede langsomt tilbage, og jeg mærkede lysten til at stikke af. Jeg tøvede et øjeblik, men jeg tog mig pludselig i at være på vej ned ad en sidegade, med tåre i øjnene. Jeg vidste ikke om det var dumt gjort, det var jo ikke hans skyld, men alligevel havde jeg det ikke godt med det. Jeg håber ikke at han står og tager på de pigers røve lige nu.. men jeg hørte pludselig svagt en eller anden kalde mit navn, og jeg begyndte at fortryde min handling.

Han var virkelig dejlig!

Jeg svang mit hår op i et tørt håndklæde, og viklede det op på mit hoved. Det var utroligt som alt kunne minde mig om Niall.. mad, sange… jeg hvilede min hånd på min mave og mærkede den rumle. Hvis du skal glemme ham, nytter det ikke at lave noget, som minder dig om ham… ikke noget mad lige nu… jeg gik ind på mit værelse og så hvor rodet der var. Papirservietter var overalt, og der lå chokolade papir i hele min seng. Måske jeg skulle rode lidt op…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...