Månetyven


3Likes
5Kommentarer
828Visninger
AA

2. vejene tilbage

Jeg kune se at soldaterne kom ud af byen, nu på heste, men de red den forkerte vej. De ville aldrig opdage mig her. Jeg sad godt gemt bag en gren, i et højt træ. Bladene dækkede sådan, at soldaterne ikke kunne se mig, mens jeg havde et perfekt udsyn over de omkringliggende stier, veje og gårde.                      

 Jeg kiggede igen på månen i min hånd. Lidt pulver fra den, og så ville jeg forlænge mit liv med 15 – 20 år. Der havde altid været myter om Månepulveret, men jeg havde ikke troet på nogen af dem, før jeg fandt skriftrullen derhjemme. Den havde været gemt inde i muren, bag en løs mursten. Derpå stod der en forklaring over hvad Månepulveret kunne, og en opskrift på hvordan man blandede den rette mængde pulver med vand og andre ingredienser. Jeg havde fundet de andre ingredienser – som bl.a. var gøgeurt, baldrian, brændenælde og salvie – jeg manglede bare Månepulveret. Jeg fandt en lille fil og et glas med låg frem fra tasken. Jeg holdt glasset hen under månen og begyndte så at file forsigtigt. Der skulle ikke ret meget til – bare en teskefuld. Da jeg havde fået den rette mængde satte jeg omhyggeligt låget på glasset, for intet måtte gå til spilde. Jeg pakkede tingene ned i tasken igen og hoppede ned fra grenen. Jeg kunne godt gå ind i byen igen, for soldaterne regnede med at jeg var løbet langt væk. Jeg tog hættetrøjen af - som jeg havde haft udenpå en anden trøje - og løsnede mit hår fra knolden, så man ikke kunne se at jeg var tyven. Så gik jeg ud på en sti og fortsatte roligt ind mod byen. Nu gjaldt det om at virke så lidt mistænkelig som muligt for at komme ind i byen. Jeg kom ind til byen, og jeg kunne se at der var kaos i porten. Det ville blive svært at komme uset ind i byen. Da ingen kiggede, kravlede jeg ind under en vogn der var på vej ind mod byen og hagede mig fast i bunden, så jeg ville blive kørt direkte ind, uden at nogen så mig. Jeg kunne høre soldaterne snakke med bonden der kørte vognen. Heldigvis lod de ham køre igennem. Da vognen var kommet et stykke ind, hoppede jeg af og fortsatte i retning af Månetårnet, hvor månen havde siddet før jeg tog den.

Der stod kun et par vagter foran døren derind. Det virkede lidt underligt at de ikke havde sat flere mænd til at bevogte tårnet, men de var nok alle sammen ude at lede efter mig. Jeg tog en middelstor sten op i hånden og kastede den over i gaden overfor. Soldaterne hørte støjen da den landede, og de gik begge over for at tjekke hvad det var. Idioter! Tænkte jeg mens jeg spurtede over mod døren og hurtigt sneg mig indenfor. Der sad ikke nogen i beskyttelsesrummet, så jeg gik lige hen til stativet og begyndte at kravle op. Der var et indviklet mønster af jernstænger, så der var nok at gribe fat i mens jeg kravlede op. Da jeg nåede toppen af stativet, fik jeg månen op af tasken og sat den på plads igen. Jeg skruede hurtigt boltene fast og hoppede så ned. Jeg kravlede over muren denne her gang, på den modsatte side af døren, for jeg ville ikke risikere at løbe lige ind i soldaterne. Da jeg var kommet over gik jeg mod porten, for jeg boede ikke inde i byen. Jeg slap nemt gennem, jeg gik bare tæt nok på en mand til at det så ud som om jeg var med ham. Og desuden var der ingen der troede at månetyven stadig var inde i byen. De skulle bare vide!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...