Månetyven


3Likes
5Kommentarer
820Visninger
AA

1. Overlegen

Jeg skyndte mig rundt om hjørnet på det nærmeste hus.  Jeg lænede mig fladt op ad husets mur og lyttede, mens jeg prøvede at være helt stille. Jeg kunne høre soldaterne løbe hurtigt ned mod huset jeg stod bag. Bare de løber fordi! Tænkte jeg. Det ville tage alt for lang tid at skulle til at slå dem alle sammen bevidstløse nu. Folk ville også hurtigt opdage det. Mændene standsede lige ud for huset og snakkede om hvor jeg kunne være løbet hen. En af dem foreslog at jeg var fortsat ligeud, men de andre sagde at de så ville have set mig, for så hurtig kunne jeg ikke være. Ha! Jeg kunne nemt løbe fra dem hvis det skulle være, selvom de alle sammen var hurtige. De blev enige om at dele sig, og en gruppe gik ned ad gaden jeg stod på. Jeg skyndte mig at kravle op på taget af huset, før de så mig. Da de var gået forbi hoppede jeg direkte ned på gaden igen og løb videre. Folk kiggede efter mig når jeg løb forbi dem, men det eneste de nåede at se var et mørkt flimmer. Jeg fortsatte ud af byen indtil jeg kom til skoven, hvor jeg gemte mig oppe i et træ. Jeg åbnede tasken der hang ved min side. Da jeg løftede flappen skinnede et klart, blåligt lys ud. Jeg rakte ned og tog lyskilden op. Det var en halvstor, rund kugle med et ujævnt mønster af uklare cirkler. Jeg kunne da ikke vide at de ville blive så sure over at jeg lige ”lånte” den!

Jeg så de gamle mænds ansigter for mig, mens jeg morede mig over hvor åndssvage de havde set ud – de havde siddet og stirret på mig gennem glasruden i beskyttelsesrummet, med halvspiste småkager dryssende ud af deres åbne munde og kaffekopperne halvt løftede – mens jeg kravlede op ad det gigantiske stativ de brugte til at dreje og lave månens forskellige faser i måneden. Den havde siddet godt fast i en ramme af metal, bag ved en plade som kunne drejes rundt til at skygge for dens lys om dagen. Jeg havde hurtigt fået den vristet løs – selv om den sad fast med 5 centimer tykke bolte og skruer. Da jeg havde fået månen fri af stativet hoppede jeg de 14 meter ned, hvorefter jeg vinkede til de gamle mænd som stadig sad og måbede. Jeg havde selvfølgelig haft hætten over hovedet, så de havde ikke kunnet se at jeg smilede triumferende til dem, selvom de nok havde kunnet fornemme det. Så havde jeg løbet ud af det indhegnede område før de overhovedet nåede at reagere. Det hele havde kun taget et par minutter. Derefter må de gamle mænd have tilkaldt vagterne og sendt dem efter mig, selvom de burde vide at det ikke nyttede noget. De burde vide at man ikke kunne fange mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...