Musik og Vokal ((1D))

Amalie er en forsigtig og indadvendt pige som bor i en provinsby på Sjælland.
Hendes lærer syntes at hendes fraværende attitude er bekymrende, og lærerne siger til Amalies forældre at hun skal ud og inspireres.
Hendes forældre overvejer situationen længe, og bestemmer sig for at Amalie skal bo hos sin tante.
Mosteren bor i London og arbejder som sanglærer/Vocal Teacher Og arbejder som sanglærer for One Direction.
Amalie kan ikke lide at hun skal flytte, men vil heller ikke lade et eventyr passerer...
Hun bliver kørt til London, og møder sin tante...

485Likes
417Kommentarer
59868Visninger
AA

10. 9. Kapitel

Zayn gjorde store øjne da jeg havde fortalt ham om alle tingene. Om den dag jeg var syg, hvor at pigerne fra klassen kom hjem til mig, hev mig ud i vinterkulden, og rev mit tøj i stumper og stykker, hvorefter de tog billeder af det, og lagde det ud på facebook.

Om den dag hvor de bestemte sig for at barberer mit ene øjenbryn af.  Om den dag hvor de brændte mig med cigaretter.

Og om den dag hvor drengene låste mig inde i skolens kosteskab, selvom de vidste at jeg led af klaustrofobi.

"Tænk at du er i live" Sagde Zayn og kiggede chokeret på mig. "Hvad mener du?" Sagde jeg og smilede forsigtigt til ham.

"Hvis jeg havde oplevet sådan nogle ting, så ville jeg da have taget mit eget liv" Sagde han og kiggede ned i jorden. 

Jeg smilede stort. Han havde ikke overøst mig med medlidenhed, han havde rost mig på en "cool" måde, så jeg ikke følte mig som et lille stakkels barn.

"Tak" Sagde jeg, og smilede bredt. Han kiggede på mig med rynket panden, og et lille sjovt grin.  "Hvorfor?" Sagde han, og hans tænder kom til syne i hans smil.  Jeg blev lidt usikker, og trak på skuldrene. "Ikke for noget" Sagde jeg bare, og jeg tror faktisk at jeg rødmede, for jeg mærkede en utrolig varme stige op i mine kinder.

"Må jeg få et kram, eller vil du skubbe mig væk?" Grinede han og rakte sine arme ud. 

Jeg syntes det var lidt pinligt. Jeg håbede ikke at de var bange for mig.  "Okay så!" Sagde jeg, og krammede ham.  Hans kram for skønt. Han strøg forsigtigt sine hænder over min ryg. Det var ikke bare sådan et hurtigt kram. 

"Og din gamle bedsteveninde hed Angelina?" Sagde han, da vi havde løsrevet os krammet. "Ja?" sagde jeg spørgende, og lagde hovedet lidt på skrå.

"Lad os krydse fingre for at hun bliver deres næste offer!" Grinede Zayn, med et vanvittigt udtryk i øjnene.  Jeg grinede stort, og kunne for første gang i meget lang tid, mærke en vild glæde pulserer i min krop.   

 

Vi gik ind i tourbussen, og drengene stod og kiggede på os. "Amalie?" Sagde Louis stille, med et lille og bekymret smil. "Hvad?" Sagde jeg, med et større smil. Nu ville jeg vise at jeg ikke var så dum og kold, som de nok troede jeg var.

"Kan vi ikke starte forfra? - Mig og drengene hader dig slet ikke... vi vil gerne lære dig at kende" Sagde Liam, og kiggede bedende på mig.

Jeg smilede stort, med tænderne. Og det var vidst flere år siden at jeg havde smilet med tænderne. "Selvfølgelig" Sagde jeg, og gik hen og krammede drengene.

Niall og Harry sendte hinanden underlige blikke, men virkede glade. "Hvad skal vi lave idag?" Sagde jeg, og kunne faktisk godt lide at være optimistisk.

"Vil du noget specielt?" Sagde Louis og tog armen rundt om mig. Hvor var det dejligt at være tæt på drengene, og ikke skændes.

"Jeg syntes vi skal tage ud og shoppe... Jeg vil lave en efterårs-gadarobe, det er trods alt efterår" Sagde jeg og smilede stort.

Liam kiggede på mig med rynket pande. "Er du okay Amalie? - har du fået en lykkepille?" Sagde han, og grinede stort. Normalt ville jet blive utrlolig fornærmet over den kommentar, men idag kunne intet få mig ned i humør.

"Jeg har det fantastisk, hvorfor?" Sagde jeg, og smilede lidt mindre. Måske havde jeg alligevel været lidt for overgearet... De måtte ikke hade mig.

"Det er skønt at se dig glad" Sagde Zayn og klemte min hånd. Jeg følte mig virkelig hjemme, og det var lang tid siden at jeg havde følt mig som "En del af flokken."

"Så lad os shoppe!" Sagde Niall og smilede stort. Han havde et sødt smil, og det var først nu at jeg havde opdaget at han havde bøjle på tænderne. Sjovt... De virkede så normale... Ligesom andre mennesker.

Drengene tog deres jakker, og mig og Zayn havde stadig vores jakker på, efter vi havde været ude og ryge.

"Fedt du åbner op" Sagde Zayn og smilede stort til mig.

Jeg smilede tilbage. Måske... Måske kunne jeg vende mig til at smide facaden, men smerten lå stadig som et dybt ar i min sjæl... men nu vidste Zayn det. Nu forstod han mig... Måske, MÅSKE var jeg på vej imod bedre tider.

 

________________________________________

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...