Musik og Vokal ((1D))

Amalie er en forsigtig og indadvendt pige som bor i en provinsby på Sjælland.
Hendes lærer syntes at hendes fraværende attitude er bekymrende, og lærerne siger til Amalies forældre at hun skal ud og inspireres.
Hendes forældre overvejer situationen længe, og bestemmer sig for at Amalie skal bo hos sin tante.
Mosteren bor i London og arbejder som sanglærer/Vocal Teacher Og arbejder som sanglærer for One Direction.
Amalie kan ikke lide at hun skal flytte, men vil heller ikke lade et eventyr passerer...
Hun bliver kørt til London, og møder sin tante...

485Likes
417Kommentarer
59487Visninger
AA

8. 7. Kapitel

Det var blevet aften og bussen kørte stadig. Mørket var begyndt at falde på, og man kunne ikke længere kigge ud af vinduet. Når man forsøgte at kigge ud ad vinduet, så kunne man kun se sit eget spejlbillede.

"Amalie?" Sagde Niall som var dukket op ved siden af mig. "Ja?" Sagde jeg, og smilede svagt. Jeg var for træt af at bygge facaden op... desuden havde de set mig græde... nu kunne jeg ikke narrer nogle længere.

"Er du... Hvorfor er du så ked af det?" Sagde han, og rynkede panden. Jeg fattede intet. Selvom jeg kun havde kendt dem i tre dage, så havde jeg fået det stærke indtryk at Niall ikke var den følsomme. Men hans spontane måde at spørge mig, gjorde mig tryg. At han ikke sad og studerede mit svar og var totalt alvorlig, ligesom de utallige Psykologer og Psykiaterer.

"Virker jeg da trist?" Sagde jeg og lagde hovedet på skrå. "Ja... Du.. Du prøver at virke hård, men man kan se tristheden i dine øjne" Sagde han og kiggede på mig med et alvorligt ansigtsudtryk.

Havde de gennemskuet mig med det samme?

Jeg rystede på hovedet og smilede stille. "Intet at bekymre dig om... jeg er bare... Jeg vil bare ikke være i England, så jeg er lidt trist og sur" Sagde jeg.

Hvis jeg fortalte om min fortid, så ville de se mig som "offeret" og hvis jeg overhovedet skulle have en chance for at få venner, så skulle de ikke vide noget om fortiden.

Harry og Louis var smuttet til fest - Vi skulle holde sovepause i en lille by undenfor Manchester, og der ville Louis og Harry finde en natklub.

Liam sad ligenu inde i stuen og snakkede i telefon med sin kæreste Danielle, og Zayn sad og så fjernsyn. Jeg kunne godt lide bare at kigge ud af vinduet. Verden var spændende, men jeg turde bare ikke... springe ud i den.

Jeg var glad for at være "fluen på væggen" Kigge på verden, men ikke hoppe ud i den. Sådan skulle det være... Sådan skulle det blive.

"Skal vi smutte ind til Zayn?" Sagde Niall og puffede mig op af stolen. "Jaja!" Sagde jeg og smilede svagt.

 

Zayn sad inde i en sofa, og jeg klaskede mig ned, lidt væk. Jeg skulle ikke virke som om at jeg gad at sidde og lugte til ham... Som om at jeg var desperat efter tryghed.

"Du sidder helt ude på hjørnet af sofaen! - Ryk dog ind" Sagde Zayn og klappede på sofapuden, som tegn på at jeg skulle sætte mig dér. 

Jeg trak på skuldrene, men var glad for at han tilbød mig det. Hvordan kunne de være så omsorgsfulde? - Det behøver man da ikke være, overfor nogle man hader. "Hvad ser du?" Sagde Niall, og tog en håndfuld Pringles, som han havde været ude og hente i det lille køkken, som tourbussen havde. Han gav mig også en lækker kop te - han vidste godt at jeg bedre kunne lide en kop aften-te, end snacks. "Simpsons... Genial serie" Grinede han, og kiggede opslugt ind i skærmen.  Jeg havde aldrig set simpsons, jeg havde kun hørt om det... noget med nogle gule mennesker. Totalt underligt. "Org fedt man" Sagde Niall og klaskede sig ned i sofaen.

Den tekop som jeg havde i hånden skvulpede ud over mig.  "Se dig dog for!" Sagde jeg og kiggede surt på Niall. 

Han sad bare og grinede, og det samme gjorde Zayn.

Teen var skoldhed, og jeg kunne mærke smerten på mit lår, hvor teen havde ramt mig. De kunne ikke tillade sig at grine! - Det gjorde forfærdelig ondt, og jeg blev endnu engang bekræftet i, at de ikke kunne tage noget seriøst.

Jeg tog den store skål med chips, og hældte den udover Niall. Hans var dækket af chips, og han grinede stadig. Han lå og vred sig af grin.

"Du hælder skoldhed te udover mig, og så griner du!" Sagde jeg chokeret og vred.  Jeg var stadig chokeret, men jeg blev også bekræftet i min tanke... De hadede mig, og når jeg mindst ventede det, så ville de gøre skade på mig... De var ligesom alle andre.

"Undskyld Amalie, men det er bare så bizart... Det er så klodset... jeg griner ikke af dig, men af mig selv" Sagde han, og var stadig rød i hovedet af grin.

Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg kunne mærke hvordan en stor klump opbyggede sig i min hals. "I er ligesom alle andre... I er ligeglade med mig, og i skaber kun smerte på mig" Sagde jeg, og pludselig kunne jeg mærke tårerne fosse ud af mine øjne. 

Jeg tog hænderne op til mit ansigt, og løb ind i det lille soveværelse. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...