Musik og Vokal ((1D))

Amalie er en forsigtig og indadvendt pige som bor i en provinsby på Sjælland.
Hendes lærer syntes at hendes fraværende attitude er bekymrende, og lærerne siger til Amalies forældre at hun skal ud og inspireres.
Hendes forældre overvejer situationen længe, og bestemmer sig for at Amalie skal bo hos sin tante.
Mosteren bor i London og arbejder som sanglærer/Vocal Teacher Og arbejder som sanglærer for One Direction.
Amalie kan ikke lide at hun skal flytte, men vil heller ikke lade et eventyr passerer...
Hun bliver kørt til London, og møder sin tante...

485Likes
417Kommentarer
59491Visninger
AA

7. 6. Kapitel

Den store dag var kommet. Jeg satte kursen imod Paddington station - den største station i London.

Vi skulle hele vejen til Wales, som lå langt oppe i London, så drengene skulle vinke farvel til deres fans, som ville samles på Paddington Station, og så skulle drengene stå og vinke.

Det var en klam cermoni. Som om at de var guder eller sådan noget. Så skulle de stå og vinke, ligesom kongehuset vinkede på deres balkon, når de havde fødselsdag.

Jeg tog mine tre tasker. Min tante var taget afsted med crewet igår, så jeg skulle mødes med drengene efter farvel-cermonien, og så skulle vi smutte ud på gaden, hvor der ventede en tourbus.

Jeg sad i toget og sms'ede med min tante. Hun var bekymret om, om jeg kunne klare det. Jeg kunne klare det hele. Og hvis jeg ikke kom med tourbussen, så måtte jeg jo bare bo hjemme i min tantes lejlighed... det kunne jeg sagtens, syntes jeg selv.

Der var et mylder på stationen og jeg havde grænseløst meget lyst til at skubbe alle teenage-pigerne væk. Jeg skubbede mig langsomt forbi og hen til pakeringspladsen hvor tourbussen var.

Der stod to store mænd, som lignede bodybuildere. De stod og spærrede området af, så der ikke kom fans ind i bussen. Jeg vinkede til dem og jeg fik hurtigt kontakt til dem.

"Jeg skal øh... Bo i tourbussen.. Jeg er deres Vocal Coachs niece" Sagde jeg, men følte mig virkelig usikker. "Pas?" Sagde den ene. De var virkelig mistroiske, og endnu engang kunne jeg mærke mit temprement blive udfordret.

Jeg viste mit pas og de smilede. De kunne åbenbart godt se at jeg ikke var en "faker."

Jeg blev lukket ind af indhejningen og piger skreg og nogle begyndte endda at græde. Drama-Queens... Hvis bare folk kunne fatte at det BARE VAR DRENGE! - Hvorfor skulle de være perfekte og søde, bare fordi de var kendte?

De havde da ligeså mange fejl som andre fyre... hvilket var MANGE.

Jeg gik ind i tourbussen og lagde mig til at sove. Drengene ville alligevel først komme om en time.

 

***

 

Jeg vågnede af stemmer tæt på mig. "Amalie!" Sagde Niall og krammede mig, som om at vi havde kendt hinanden hele livet.

"Hej" Sagde jeg og smilede skævt. Det var underligt for mig at smile... Det føltes helt forkert. Måske fordi at jeg ikke var glad.

"Vi har købt en stor kasse med chips... du ved... for at kunne hygge os" Sagde Louis, imens at han krammede mig. "Jeg ved godt hvad 'Hygge' betyder" Sagde jeg, men kunne ikke lade være med at smile.

"Ring til nyhederne! - Amalie ved hvad 'hygge' betyder!" Sagde Harry og smilede stort.

Jeg rystede på hovedet og kiggede væk. Jeg kunne mærke en glæde indeni... hvorfor kom den? - Det var en varm boblen. Kunne jeg virkelig være glad? Det var lang tid siden at jeg havde været glad.

"Det skal lige siges, at jeg ikke har lyst til at være her!" Sagde jeg og kiggede på drengene med et alvorligt blik.

De skulle ikke tro at vi var BFF's. De skulle ikke tro at jeg ville sidde og se film med dem og grine og lege pudekamp, ligesom i idlylliske teenage-film.

"Tak for info, skal vi lave noget sjovt?" Sagde Zayn og smilede stort. Endnu engang kunne jeg ikke lade være med at grine, så jeg gemte mit ansigt i hænderne.

"Grinede hun lige?" Sagde Liam og kiggede på drengene med en overrasket grimasse.

Jeg rullede med øjnene og lagde endhu engang en facade op. "Jeg griner aldrig... Der er intet at grine af" Sagde jeg, og kunne mærke tristheden komme over mig.

"Så må vi give dig noget at grine af!" Sagde Louis med et nærmest vanvittigt ansigtsudtryk.

Pludselig tog Harry fat i mine arme, og Niall fat i mine ben, og før at jeg vidste af det så lå Louis, Zayn og Liam og kildede mig.

"Seriøst jeg hader jer!" Skreg jeg imens at jeg grinede. Jeg kunne mærke min mave krampe sig sammen. At blive kildet var det mest forfærdelige i verden.

"Jeg slår jer ihjel!" Sagde jeg og forsøgte at lade være med at grine. Drengene syntes åbenbart bare det var sjovt, indtil at de kunne se at jeg var begyndt at græde.

"Hey drenge!" Sagde Liam, og pludselig kunne drengene se mine tårer.

Hvor var det ydmygende... nu havde jeg også grædt. Det var så smertefuldt at blive kildet, men man kan jo for satan ikke lade være med at grine, så folk tror at man syntes det er skide skægt.

"Undskyld Amalie" Sagde Harry og følte sig tydeligvis som et uhyr. "Jeg HADER når folk kilder mig!" Sagde jeg, og kunne mærke min kolde facade komme op.

"Det ved vi nu... lidt dårlig måde vi fandt ud af det på, men.." Sagde Louis med et skævt smil.

Jeg fnøs arrigt, og tog hætten på min hættetrøje op. "Vand?" Sagde Zayn med en blid og lidt... trist stemme? - Havde de virkelig dårlig samvittighed?

"Jo tak" Sagde Niall og smilede tilfreds til Zayn. De andre begyndte at grine, og det gjorde jeg også. De drenge var vildt sjove, og... hvad skete der hvis jeg grinte? - De ville da ikke hade mig? - Og... Det var jo en rar følelse at grine...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...