Musik og Vokal ((1D))

Amalie er en forsigtig og indadvendt pige som bor i en provinsby på Sjælland.
Hendes lærer syntes at hendes fraværende attitude er bekymrende, og lærerne siger til Amalies forældre at hun skal ud og inspireres.
Hendes forældre overvejer situationen længe, og bestemmer sig for at Amalie skal bo hos sin tante.
Mosteren bor i London og arbejder som sanglærer/Vocal Teacher Og arbejder som sanglærer for One Direction.
Amalie kan ikke lide at hun skal flytte, men vil heller ikke lade et eventyr passerer...
Hun bliver kørt til London, og møder sin tante...

485Likes
417Kommentarer
59864Visninger
AA

6. 5. Kapitel

Selvom jeg havde protesteret, da de tvang mig op i dobbeltdækkeren, så var jeg glad for mit valg. Jeg gav selvfølgelig ikke udtryk for det, men jeg var glad for det.

"Nu køre det forbi en statue af en gammel generel... han havde faktisk en hest som hed Cobenhagen" Sagde Zayn som sad ved siden af mig. Jeg kunne ikke lade være med at blive overrasket. "Kaldte han seriøst sin hest Cobenhagen?" Grinede jeg og vendte mig hen imod Zayn. Han kiggede overrasket, men glad på mig. "Du smiler... det klæder dig" Grinede han og nikkede anerkendende. Jeg stoppede med at smile og kiggede koldt på ham. "Jeg har mundviger" Sagde jeg og kiggede på ham som om at han var en idiot.

Han trak på skuldrene og kiggede ud af vinduet igen. "Har du aldrig siddet i en dobbeltdækker bus?" Sagde Louis som sad bag mig. Hvorfor spurgte de ind til mig? - Jeg kunne umuligt tro at de rent faktisk var intresserede. "Jeg har siddet i de gule busser derhjemme" Sagde jeg og trak på skuldrene. "Jeg kan ikke forestille mig gule busser" Grinede Niall og man kunne se at han kneb øjnene sammen, for at forestille sig det. "Engang skal vi til Danmark drenge! - Du kan vise os rundt Amalie!" Grinede Liam og smilede et stort og kærligt smil. Ad... Jeg skulle ikke vise nogle drenge rundt, som bare ville grine af mig. "Hvorfor? - I kan finde piger som er meget sjovere" Sagde jeg og kiggede ned i mine hænder. Faktisk ramte der en tristhed over mig. Jeg var sjældent trist, og jeg var ofte vred, men ligenu blev jeg trist. Trist over at jeg skulle opleve mobning. Jeg kunne have været en glad pige, ligesom før jeg begyndte i skole.

Zayn grinede svagt og jeg vendte mig hen imod ham. "Hvad er der?" Sagde jeg og rynkede panden.

"Du må begynde at elske dig selv.. du hakker ned på dig selv" Sagde han og kiggede på mig med et sådan-er-det-blik.

"Du ved intet om mig" Sagde jeg surt og bed tænderne sammen. Nu skulle de også kommenterer min måde at snakke om mig selv på. "Nej, men gid jeg gjorde, men du lukker af" Sagde Zayn og lavede et lille smil. "Hey Zayn...!" Sagde Harry og kiggede på ham med et sigende blik. Et blik som fortalte at de havde en eller anden aftale... Jeg var ikke dum, og jeg var ikke let at snyde. Harry kiggede på Zayn med løftede øjenbryn.

"Nogle som vil på cafe?" Sagde Louis og smilede stort. "Jeg var ved at spørge om det samme!" Grinede Niall og var allerede ved at rejse sig fra sædet.

"Hvad siger Amalie?" Sagde Liam og kiggede mig ind i øjnene. Jeg kunne ikke lide at føre øjenkontakt med folk. Det var skræmmende at kigge direkte ind i andres øjne. Min psykiater sagde at jeg var "Kontaktsky" og ikke kunne lide direkte kontakt.

"Kan i ikke være ligeglade med min mening?" Sagde jeg, men fulgte med dem. Jeg måtte være forfærdelig at have på slæb.

"Det er faktisk hyggeligt at have en pige med" Grinede Niall og puffede stille til mig. Jeg mærkede en varme i kroppen... Kunne de lide at have mig med? - Eller løj han?

"Tsk" sagde jeg, men smilede stille.

"Du burde smile lidt mere - du har et dejligt smil" Sagde Louis og tog armen rundt om mig. Jeg blev lidt nervøs for hans berøring, men efter et stykke tid blev jeg tryg. Når folk rørte mig var det for det meste for at slå mig, men.... han tog rundt om mig... venskabeligt?

Vi smuttede ind på en cafe. Nandos hed den vidst. Jeg syntes den var lidt mørk og dyster, men Niall havde insisteret på at vi skulle derind.

"Hele stedet er afrikansk inspireret og de har verdens bedste kyllingevinger!" Sagde Niall, som om at vi snakkede om et hot drengeband. Han var virkelig dedikeret til stedet.

"Jeg vil gerne prøve dem, så" Sagde jeg stille og trak på skuldrene - jeg var ligeglad hvad jeg spiste... men det lød nu meget lækkert, måtte jeg indrømme.

Drengene grinede igen af mig, men denne her gang smilede jeg med, i stedet for at gå amok.

 

Maden kom og det smagte godt, og faktisk var stemningen okay. Jeg sagde kun noget når nogle spurgte mig, men det var hyggeligt.

"Har du hørt at du skal... dele bus med os?" Sagde Liam og kiggede bekymret på mig. "Ja" Sagde jeg, uden at kigge op fra mine kyllingevinger.

"Hvordan... ehm... Hvordan har du det med det?" Sagde Liam og smilede skævt. Han lød fuldstændig som min psykolog. Min psykolog spurgte altid "Hvordan har du det med det?"

Jeg trak på skuldrene. Faktisk var de meget sjove og søde, men... Jeg ville ikke bo i hus med fem drenge... Det var for ulækkert!

"Ærlig talt, så giver det mig kvalme" Sagde jeg, og lagde min kolde facade op. Niall så lidt sorget på mig, og kiggede væk. Blev han nu ked af det? - Hvorfor? - Han kunne da være fucking ligeglad?

"Nå... men jeg tror vi får det hyggeligt!" Sagde Louis opmuntrende. Jeg løftede øjenbrynet. De masede sig på. Først tog de mig væk fra Tower Bridge, og nu sad de her og puffede kærligt til mig... som om at vi var venner.

"Jeg har ikke brug for jer... jeg har ikke brug for nogen?! - Hvorfor vil i overhovedet sidde på cafe med mig? - jeg er et problembarn! - jeg er typen man slår og snakker grimt til... ikke typen man vil BO sammen med!" Sagde jeg hurtigt, før at jeg tog min jakke og gik ud af Nandos.

 

Om et par dage skulle jeg bo sammen med dem. Der kunne jeg ikke bare smutte. Og ville det ikke være akavet at møde dem, nu hvor jeg havde snakket direkte fra hjertet... Direkte fra sorgens kerne?

Jeg slukkede min cigaret og gik op til tante. "Hjemme!" Sagde jeg højt og lagde mig ind på gæsteværelset.

"Hej skat!" Sagde hun og krammede mig. Jeg manglede lidt tryghed, så for en gang skyld så lod jeg hende kramme mig.

"Jeg har savnet dig Amalie!" Sagde hun og kyssede mig i håret. Nu blev det for meget sød musik og kærlighed. "Slip mig!" Sagde jeg og skubbede hende væk.

"Du er så smuk og dejlig Amalie, men hvis du ikke åbner dit hjerte, så bliver det svært for andre at åbne deres hjerter" Sagde hun.

Hun lød som en poet... Shakespear om igen. "Hold dog mund" Sagde jeg og gik ud på badeværelset. Der kunne jeg altid få fred.

Inderst inde vidste jeg godt at hun havde ret. Jeg var et surt og indebrændt menneske, og ingen ville være sammen med et surt og indebrændt menneske.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...