Musik og Vokal ((1D))

Amalie er en forsigtig og indadvendt pige som bor i en provinsby på Sjælland.
Hendes lærer syntes at hendes fraværende attitude er bekymrende, og lærerne siger til Amalies forældre at hun skal ud og inspireres.
Hendes forældre overvejer situationen længe, og bestemmer sig for at Amalie skal bo hos sin tante.
Mosteren bor i London og arbejder som sanglærer/Vocal Teacher Og arbejder som sanglærer for One Direction.
Amalie kan ikke lide at hun skal flytte, men vil heller ikke lade et eventyr passerer...
Hun bliver kørt til London, og møder sin tante...

485Likes
417Kommentarer
59352Visninger
AA

5. 4. Kapitel

Jeg vågnede med en smerte i hånden. I nattens løb var jeg kommet til at skubbe til bordet på mit sengebord, og nu borede smerten sig ind i mit håndled.  "Fucking Shit!" Sagde jeg, og rejste mig op. Jeg kunne ikke få lov til at eje en dag uden smerte. Hvorfor skulle alting hele tiden være noget lort?

"Tal pænt" Hørte jeg en stemme sig ved siden af mig. Min moster stod med sin mobil og en computer i favnen.  I disse dage skulle drengenes nye "tour" forberedes, og hun skulle jo med, så hun sad og aflyste andre aftaler... Drengene var de vigtigste. 

"Jeg har slået min hånd pisse meget! - Så må jeg gerne bande!" Sagde jeg og gav hende dræberblikket. Hun blev ikk skræmt af mit blik, ligesom mine forældre, og hun smilede bare til mig. Hun var ligeså provokerende som drengene. 

"Om et par dage starter drengenes Tour... Ved du godt det?" Sagde hun og satte sig ned ved siden af mig i sengen. Jeg trak på skuldrene. De kunne rejse derhen hvor peberet gror. 

"Du skal jo med, for du kan ikke være alene hjemme" Sagde hun og kiggede på mig med rynket pande.  Åh nej.. Det her fik hun mig ikke til! - Jeg skulle ikke med drengene!

"Jeg er sytten - jeg kan sagtens passe mig selv!" Sagde jeg, og rejste mig fra sengen. Nu skulle jeg forsvare mig selv. "Nej det kan du ikke, og der er INTET at diskutterer!" Sagde hun og lagde armene over kors.

Selvom hun bare var et menneske, og at jeg kunne dominerer hende, så gjorde jeg det ikke. Hun var en af de eneste mennesker som jeg... frygtede en smule. Hun var stædig, og hvis hun havde bestemt at jeg skulle med på tour, så skulle jeg med på tour.

"Jeg hader dig" Sagde jeg spydigt og skar mine tænder sammen. "Skær ikke tænder skat - du får hovedpine" Sagde hun og smilede kærligt.

Jeg kunne slå hende. Jeg kunne smadre hende... Hun var en heks! "Hold dog kæft og koncentrer dig om dig selv!" Sagde jeg, og kunne mærke blodet stige til hovedet. Jeg var rasende.

"Nu snakker du pænt!" Sagde hun, og kiggede på mig med rynket pande.

"Du provokerer mig" Sagde jeg, mere roligt. Jeg ville heller ikke være unødigt tarvelig. Selvom hun var en heks ligenu, så var hun min tante... Hun var min familie, hun havde "pligt" til at elske mig. Så hende kunne jeg godt elske. Jeg behandlede andre som de behandlede mig.  Alle hadede mig derhjemme.. Derfor hadede jeg dem!

"Jeg har endnu en ting som du nok ikke vil elske" Sagde hun og sendte mig et skævt smil.  "Hvad nu?" Sagde jeg og sukkede. Jeg kunne ikke klare mere medgang lige nu.

"Jeg rejser med sminkørene, Paul og det andet "crew" Men da du ikke er crew, så kan du kun bo hos...

Nej... Ikke drengene... Hvis hun sagde drengene, så ville jeg låse mig inde på toilettet og ikke komme ud før at de var taget afsted. 

"Du skal bo i drengenes bus" Sagde hun og kiggede afventende på mig. Hvis jeg havde set mig selv udefra, så havde synet ikke været kønt. Jeg lignede en hundehvalp som lige var blevet sparket. "Søde søde Tante... Det kan jeg ikke!" Sagde jeg, og tårerne pressede sig på.

Hvis jeg havde vidst at jeg skulle bo hos dem, så havde jeg nok ikke behandlet dem så svinsk i går.

"Skat... De er rigtig søde" Sagde hun og krammede mig forsigtigt.

Hun skulle ikke røre mig... Ingen skulle røre mig.

"Fjern dig fra mig, dit grimme uhyr!" Sagde jeg og skubbede hende væk.

"Amalie..." Sagde hun bag mig, men jeg var allerede på vej ud på gaden. 

 

Det regnede stadig, og jeg havde kun fået min grå hættetrøje med. Jeg kendte heller ikke Londons gader, men hvor svært kunne det være? - Jeg kunne vel godt finde en gul lejlighed... Alle de andre var grå. 

Jeg gik ned af et par gader, og pludselig kunne jeg se Tower Bridge. Boede min kære tante så tæt på verdens smukkeste bro?

Jeg smilede lidt... Jeg havde faktisk altid drømt om at stå på Tower Bridge. Mit humør steg hurtigt. 

Jeg gik ud på broen og kiggede ned. Der sejlede små både frem og tilbage. Hvis jeg havde en båd, så ville jeg sejle til Spanien og aldrig komme tilbage. 

Jeg tændte en cigaret og lukkede øjnene. Den fugtige luft og de små regndråber som strejfede min kind, var faktisk dejlige.

"Hun er faktisk helt nuttet når hun har lukkede øjne" Hørte jeg en irsk accent sige. Det kunne da ikke være? - London var stort selvfølgelig kunne det ikke være... NIALL!

Jeg åbnede øjnede øjnene og kunne se fem drenge. De havde store tykke jakker på, og jeg blev lidt misundelig. Jeg havde kun en tynd hættetrøje, og det var hundekoldt. 

"Hej Amalie" Sagde Liam og gav mig et hurtigt kram. Hvorfor krammede han mig? - Han krammede mig nok fordi at han havde ondt af mig... Ondt af at jeg stod på Tower Bridge alene. 

"Hej" Mumlede jeg og tog hætten over hovedet. Pludselig havde jeg brug for isolation. Hætten var skøn hvis der kom mennesker. Det var trygt at havde noget rundt om mig... Selvom det måske lyder skørt.

"Hvad laver i her?" Sagde jeg, efter et stykke tids stilhed. "Din tante ringede og bad os om at lede efter dig... Vi var i området, og hun sagde at du ikke kunne være nået langt væk" Sagde Louis og smilede bredt.

Hvordan kunne de smile sådan? - De kunne jo tydeligt se at jeg skubbede dem væk med mit kropsprog.  "Jeg har ikke brug for at blive fundet" Sagde jeg med et sarkastisk smil. 

Drengene kiggede på hinanden med et smørret smil. Det lignede at de delte noget internt. 

"Så undskyld, men jeg har planer" Sagde jeg og drejede om på hælen. Så kunne de passe sig selv.

"Hov nej!" Sagde Harry og tog fat i mit håndled. Jeg hadede at blive holdt fast. Det havde mine gamle klasse gjort, når de slog mig. 

"Slip mig!!" Skreg jeg, og folk kiggede.  Harry slap og kiggede forskrækket på mig. Han kunne tydeligt se at jeg ikke var vred, men at jeg var blevet bange.  "Ej undskyld Amalie" Sagde han og kiggede forskrækket på de andre drenge.

For en gang skyld så grinede de ikke. 

Jeg fik næsten ondt af dem, men det gjorde jeg ikke. Jeg var sur på dem. Og nu fik han mig til at blive forskrækket? Hvad bildte han sig ind?!

"Hvad vil i mig egentlig? - Udover at ødelægge mit humør?!" Sagde jeg surt, og måtte tvinge mig selv til ikke at råbe.  "Vi vil tvinge dig til at tage en tur i dobbeltdækker med os.. Du skal se London" Sagde Zayn og smilede stort.

"I kan ikke tvinge mig" Sagde jeg og kiggede med dem med et løftet øjenbryn.

"Tro om igen" Sagde Harry og pludselig begyndte han at løfte mig. Han tog sin ene arm under mine ben, og den anden på min ryg, så jeg lå som en baby.

Drengene grinede, men jeg fandt det slet ikke sjovt. Jeg mistede kontrollen. 

Efter et par minutter sad jeg i en dobbeltdækker, og jeg måtte indrømme at det var rarere end at stå ude i regnen. 

______________

 

Like like like! :) - det ville gøre mig så glad! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...