Musik og Vokal ((1D))

Amalie er en forsigtig og indadvendt pige som bor i en provinsby på Sjælland.
Hendes lærer syntes at hendes fraværende attitude er bekymrende, og lærerne siger til Amalies forældre at hun skal ud og inspireres.
Hendes forældre overvejer situationen længe, og bestemmer sig for at Amalie skal bo hos sin tante.
Mosteren bor i London og arbejder som sanglærer/Vocal Teacher Og arbejder som sanglærer for One Direction.
Amalie kan ikke lide at hun skal flytte, men vil heller ikke lade et eventyr passerer...
Hun bliver kørt til London, og møder sin tante...

485Likes
417Kommentarer
59440Visninger
AA

19. 18. Kapitel

"Han vidste det ikke" Sagde en stemme bag mig. Jeg vendte mig om, og opdagede Zayn. "Åh Zayn" Sagde jeg og faldt i hans arme.

"Bare slap af Amalie... det er fortid... luk de onde monstre ud af skabet" hviskede han i mit øre. Der faldt en sten fra mit hjerte. Ja... Jeg skulle lukke monstrene ud... De var ikke længere en del af mit liv.

"Luk dem ud" Sagde han endnu engang, og aede mig på ryggen.

 

Jeg kiggede på ham i et stykke tid, hvorefter jeg vidste hvad jeg skulle gøre. Drengene måtte ikke vide det og det skulle være min mission - alene.

"Hvad tænker du på?" Sagde Zayn og rynkede panden. "Intet" Sagde jeg og rystede på hovedet.

 

Vi gik indenfor. Nu skulle drengene vide hvorfor jeg var som jeg var. Ikke flere hemmeligheder. Mine venner ville kunne klare at høre sandheden uden at se anderledes på mig.

Da de havde fået historien afvide kiggede de på mig i et stykke tid. Alle tog det som jeg havde regnet med, bortset fra Louis, som ikke lavede en joke, men faktisk var seriøs.

"Wow.." Sagde han, og rynkede panden. "Men jeg er stadig den samme" Sagde jeg, og smilede svagt. Det her måtte ikke betyde at de så mig på en anden måde.

"Du er sej" Grinede Harry og krammede mig. Jeg var næsten ved at græde. En lettelse kørte igennem hele min krop. En byrde var kommet fra mine skuldre, og jeg var lykkelig for det!

 

 

Vi sad og spiste aftensmad. Der var skøn stemning, men jeg havde stadig en plan. Allerede i morgen ville jeg fuldføre den. Jeg havde stadig Zayns ord i mit hoved "Luk monstrene ud."

"Er der noget som går dig på?" Sagde Liam og tog min hånd. Jeg smilede svagt og trak den væk. "Overhovedet ikke" Sagde jeg og rystede på hovedet.

Men sandheden var at jeg faktisk havde flere tanker i mit hovedet. Jeg var allerede begyndt at skrive det brev som jeg ville skrive til drengene, når jeg rejste. Når jeg rejste hjem, og ville lukke monstrene ud af skabet. Når jeg ville tage hjem og finde den drage, som den gamle dame fortalte om.

"Amalie?" Sagde Zayn og kiggede på mig med rynket pande. Hans mørke øjne kiggede indtrængende på mig. "Zayn?" Sagde jeg, og forsøgte at grine, men det blev en falsk latter.

"Må jeg snakke med dig?" Sagde han, og gjorde tegn til at smutte ud. "Klart nok" Sagde jeg rejste mig.

 

Vi gik ud i kulden. "Vil du have en af mine cigaretter?" Grinede han, og åbnede sin pakke. "Nej de er såååå dårlige - det er et lorte mærke" Grinede jeg. For en uge siden var jeg sindssygt negativ. Forandringen var sket ufatteligt hurtigt, og det var derfor at jeg måtte hjem. Jeg måtte hjem og bruge min nye optimisme, til at tage mod til mig - og gøre det som jeg ikke kunne før.

"Du har åbnet dig så meget - Jeg er stolt af dig" Sagde Zayn, og tog min hånd. Endnu engang mærkede jeg kvalmen, men denne gang var der ogås en underlig ubehagelig følelse i maven.

"Zayn? - Jeg tror at jeg er kommet til at kysse med Niall" Sagde jeg og kiggede på ham med et trist ansigtsudtryk.

"Kommet til, eller... nød du det?" Sagde Zayn, med et trist tonefald. Jeg kunne straks mærke en følelse jeg ALDRIG havde haft først. Dårlig samvittighed. Men hvorfor?

"Jeg... kunne lide det" Sagde jeg, med en meget lille stemme.

Hvorfor følte jeg det sådan her? - Hvorfor kunne jeg mærke en gnavende følelse i min mave?

"Men... du føler ikke noget for mig?" Sagde Zayn og hans blik blev pludselig mere afklaret og... mindre trist.

"Sorry, men... Det virkede ikke for mig" Sagde jeg, og rynkede panden.

Efter vi havde stået og kigget på hinanden i et par sekunder, så begyndte han at gå væk.

"Zayn.. Burde jeg ikke sige det? - Jeg ved jo ikke hvordan man gør sådan noget!" Råbte jeg efter ham. "Det er godt du siger det, men jeg skal lige væk..." Sagde Zayn, og gik videre.

Jeg stod i et par sekunder og overvejede situationen. Skulle jeg følge efter ham?

Nu skulle dragen frem. Jeg skulle gøre noget. Facade-Amalie skulle væk - for jeg havde venner, og dem skulle jeg kæmpe for.

"Zayn forfande! - Du er jo min første ven i flere år!" Skreg jeg, og kunne mærke tårerne.

Jeg lukkede øjnene og trak vejret. Min mave snørrede sig sammen, og jeg kunne ikke lide fornemmelsen.

Han stoppede, imens at han stadig havde ryggen til, og pludselig vendte han om på hælen. Han løb hen til mig.

I et kort sekund var jeg bange for at han ville slå mig, men så åbnede han armene. Han åbnede dem, og pludselig tog de rundt om mig. Jeg stod og krammede ham, og det føltes perfekt.

Den ubehagelige følelse i min mave blev erstattet med en varm følelse. En skøn følelse, som jeg næsten havde glemt, før at jeg tog til London.

"Amalie... Du er helt unik, glem det aldrig... åben dit hjerte - så lover jeg at andre åbner sig" Sagde Zayn og nussede min ryg.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, men jeg ville sige noget.

"Zayn... Dit kys... Selvom jeg ikke er forelsket, så hjalp det mig med at åbne mit hjerte - og jeg kan takke dig for alt" Sagde jeg, og kunne mærke en tårer trille ned af min kind.

Han tørrede den væk, og smilede kærligt til mig. "Du er unik" Sagde Zayn og kyssede min pande.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...