Musik og Vokal ((1D))

Amalie er en forsigtig og indadvendt pige som bor i en provinsby på Sjælland.
Hendes lærer syntes at hendes fraværende attitude er bekymrende, og lærerne siger til Amalies forældre at hun skal ud og inspireres.
Hendes forældre overvejer situationen længe, og bestemmer sig for at Amalie skal bo hos sin tante.
Mosteren bor i London og arbejder som sanglærer/Vocal Teacher Og arbejder som sanglærer for One Direction.
Amalie kan ikke lide at hun skal flytte, men vil heller ikke lade et eventyr passerer...
Hun bliver kørt til London, og møder sin tante...

485Likes
417Kommentarer
59375Visninger
AA

15. 14. Kapitel

Jeg steg ud af bilen. Den gamle dame havde givet mig hendes nummer, så jeg altid kunne ringe hvis jeg farede vild. Hun var virkelig en dejlig dame, og jeg havde det nærmest dårligt med at skulle sige farvel til hende.

Jeg gik langsomt op af vejen som førte hen til tourbussen. Jeg havde skyldfølelse, men jeg var også vred. Men... Det var jo min skyld... Men de fik mig ikke til at sige undskyld.

"Amalie!" Kunne jeg høre en tyk irsk accent sige. NIALL!

"HEJ!" Råbte jeg, og krammede ham. Jeg havde intet imod Niall. Han var altid posetiv, og den dag han var vildt trist og bekymret, ville være den dag solen ikke dukkede op.

Pludselig kunne jeg se Liam komme til syne. Han var knap så fornøjet som Niall. "Amalie? - Jeg ved godt at du har nogle hårde ting i bagagen, men du skal ikke løbe væk!" Sagde han, og rynkede panden.

Jeg kunne mærke vreden stige, men jeg ville gerne være på god fod med dem. "Min bagage er ikke så tung, faktisk har jeg bare en håndtaske" Sagde jeg og svingede med min håndtaske.

Niall grinede hysterisk, men Liam sukkede bare.

"Rolig morfar" Sagde jeg, og krammede Liam. Selvom han var sur, så krammede han mig.

Jeg gik ind i tourbussen og så de andre drenge. Harry og Zayn drog et lettet suk, og Louis var allerede henne ved mig. "Amalie søde!" Sagde han, og krammede mig.

Jeg følte mig virkelig elsket i et øjeblik. Mine forældre ville aldrig opdage at jeg var væk. De sendte mig hen til min tante, fordi at de ikke orkede et "Problembarn" - hvilken forældre er sådan?!

Harry kom også hen og krammede mig, men Zayn stod bare og gloede. Han kom ikke hen til mig.

Jeg kunne mærke en klump i halsen. Jeg havde virket skuffet ham. Jeg havde ødelagt alt.

"Må jeg ikke få et lille kram?" Sagde jeg, og kiggede på ham med et sødt smil, som jeg tænkte ville charmerer ham.

Nu vidste jeg hvordan det var, når jeg afslog min tante i at kramme mig... eller endda røre mig... det måtte være forfærdeligt.

"Må jeg lige snakke med dig?" Sagde Zayn og kiggede på mig med et alvorligt blik.

"Ja, selvfølgelig" Sagde jeg, og fandt mine cigaretter frem. Nu skulle der snakkes alvorligt, så var det godt at have nogle cigaretter at støtte sig til.

Vi gik udenfor. Det var en dag med massere blæst, og det var vildt koldt.

"Lorte vejr!" Grinede jeg, men Zayn grinede ikke tilbage.

Min tålmodighed begyndte at slippe op, og jeg kiggede på ham med et træt blik.

"Hvad fanden er der galt med dig?" Sagde jeg, og overvejede at gå ind. Jeg overvejede virkelig at skide på det, og tænke at det var hans problem.

"Undskyld Amalie... jeg misbrugte din tellid, men... din hemmelighed er stadig hemmelig" Sagde han, og kiggede stadig dybt alvorligt på mig.

Jeg var næsten ved at tabe min cigaret af forbavselse. "Du... du har ikke sagt noget?" Sagde jeg, og kunne mærke glæden i min krop. Han havde... holdt sit ord. Han rystede på hovedet, og endelig smilede han.

"Det er så dejligt når du griner, blev helt bekymret, for at det smukke smil var væk!" Grinede jeg, og puffede til ham.

Han grinede stort, og pludselig tog han min hånd. Uden grund. Ikke fordi han ville trække mig et sted hen, han tog den bare. Som om det var totalt naturligt...

"Må jeg?" Sagde han, og trykkede min hånd. "Jada..." Sagde jeg, men rynkede panden. Hvorfor ville han holde mig i hånden? - Hvorfor ville han holde MIG i hånden?

"Hvorfor kan du ikke se hvor perfekt du er?" Smilede han, og jeg kunne mærke hans tommelfinger nusse min hånd.

Jeg fnøs stille, og kiggede væk. "Ikke fnys Amalie! - jeg mener det... du er virkelig smuk" Sagde han, og kyssede min hånd forsigtigt.

Jeg kunne mærke en underlig følelse i min krop. Måske var det den uventede situation, som gjorde at jeg pludselig fik kvalme.

I det samme, vendte han sig hen imod mig. Jeg spærrede øjnene op. ALDRIG Havde nogle ville kysse mig. Var det for at være sød? - Fordi han kunne se at jeg aldrig ville få et kys i fremtiden?

Pludselig kunne jeg mærke hans læber mod mine.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...