Musik og Vokal ((1D))

Amalie er en forsigtig og indadvendt pige som bor i en provinsby på Sjælland.
Hendes lærer syntes at hendes fraværende attitude er bekymrende, og lærerne siger til Amalies forældre at hun skal ud og inspireres.
Hendes forældre overvejer situationen længe, og bestemmer sig for at Amalie skal bo hos sin tante.
Mosteren bor i London og arbejder som sanglærer/Vocal Teacher Og arbejder som sanglærer for One Direction.
Amalie kan ikke lide at hun skal flytte, men vil heller ikke lade et eventyr passerer...
Hun bliver kørt til London, og møder sin tante...

485Likes
417Kommentarer
59941Visninger
AA

14. 13. Kapitel

"Er hun hjemløs mor?" Hørte jeg en barnestemme sige. "Nej det tror jeg ikke skat, men lad være med at få øjenkontakt" Sagde moren.

Jeg smilede stille. Ja.. Jeg var nok mere ynkelig end en hjemløs. Jeg havde hudafskrabninger, og nu lå jeg på en bænk og sov.

Jeg åbnede øjnene og vendte mig rundt. Månen var stadig fuld, og stjernerne lyste på himlen. Tidsfornemmelsen var gået helt i stykker, så jeg tjekkede mobilen. 22:56.

Jeg begyndte at føle mig utryg. Det var virkelig uhyggeligt at sidde på en bænk, i mørke, kun med gadelamperne tændt, og helt alene... Alene - udsat - skræmt.

Pludselig ramte angsten og frygten mig. Jeg kunne ikke rejse mig. Jeg ville ønske at jeg havde gået med moren og barnet, så jeg ikke sad her alene.

Man hørte da ofte om unge piger som blev dræbt af gamle mænd?! - Det her var IKKE godt.

Jeg kunne mærke vejrtrækningen blive hurtigere og hurtigere, og jeg fik svedige håndflader.

Pludselig kunne jeg se en dame gå med sin hund. Selvom jeg hadede kontakt, måtte jeg nød til det.

Jeg fór hen til hende, og forsøgte at smile, stort og venligt, selvom det ikke rigtigt vr min kop te. "Hej!" Sagde jeg, og jeg tror godt at man kunne se frygten i mine øjne.

"Hej... Hvad sker der?" Sagde hun, med et varmt og sødt ældre ansigt. Hun var nok cirka treds år, eller deromkring. "Jeg er faret vild, og jeg er lidt utryg for at gå ud af parken alene... må jeg gå med dig?" Sagde jeg, og smilede usikkert.

Hun stod kun i et par sekunder og overvejede situationen, før at hun smilede og nikkede.

 

Mig og den ældre dame gik ud af parken sammen. Jeg nåede at få en masse atvide om hendes hund, og om hendes barnebarn, som var fyldt otte år.

Pludselig var vi ved udgangen til parken. Hun kiggede på mig med et bekymret blik.

"Hvordan kommer du hjem?" Sagde hun.

Jeg trak på skuldrene. Det var virkelig problematisk, men hvorfor havde drengene ikke ledt efter mig? - Kunne de ikke finde mig? - ville de overhovede finde mig?

"Du kommer med mig hjem, og så køre min søn dig hjem i morgen" Sagde hun og greb beslutsomt fast i min hånd. Det virkede som om at der ikke var noget at diskutterer. Hun var helt sikker på at det var det rigtige.

 

Jeg sad hjemme hos hende. Det var et traditionelt gammel hjem, og der var tæpper, et gammelt ur, og en masse bøger. Hun virkede virkelig som en dame der havde oplevet meget.

"Du har en statue af en... drage? - Hvad er det for en?" Sagde jeg, og smilede forsigtigt til hende. Hun kom ind på værelset, for at kigge på den. Hun gav mig en kop te.

"Den symboliserer styrke... Selv når man tror at man ikke kan flyve mere, så har man altid en styrke - den styrke er vigtig at holde fast i - der er altid en drage indeni os" Sagde hun, og gav mig et tæppe.

Der er altid en drage indeni os...

"Har du oplevet noget, hvor du havde brug for din drage?" Sagde jeg, og smilede stille.

"Åh kære barn... Alle har oplevet noget, hvor de har haft brug for at finde dragen i dem selv" Sagde hun bare, før at hun puffede puden bag mig.

Jeg smilede taknemmeligt til hende. Hun havde lige givet mig noget som terapi aldrig havde givet mig. "Få dig noget søvn - du har haft en hård dag" Sagde hun, før at hun slukkede nattelampen.

Efter et par minutter døsede jeg hen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...