Musik og Vokal ((1D))

Amalie er en forsigtig og indadvendt pige som bor i en provinsby på Sjælland.
Hendes lærer syntes at hendes fraværende attitude er bekymrende, og lærerne siger til Amalies forældre at hun skal ud og inspireres.
Hendes forældre overvejer situationen længe, og bestemmer sig for at Amalie skal bo hos sin tante.
Mosteren bor i London og arbejder som sanglærer/Vocal Teacher Og arbejder som sanglærer for One Direction.
Amalie kan ikke lide at hun skal flytte, men vil heller ikke lade et eventyr passerer...
Hun bliver kørt til London, og møder sin tante...

485Likes
417Kommentarer
59375Visninger
AA

13. 12. Kapitel

Jeg kunne mærke min hals brænde, og det føltes som om at mine lunger var en bombe, som kunne springe når som helst. Jeg løb og løb, indtil mine ben faldt under mig. Jeg kunne mærke gruset give mig hudafskrabninger.

Jeg mærkede sveden dryppe fra min pande, og pludselig kiggede jeg rundt. Der var mørkt, og der var fuldmåne. Det virkede so, noget fra en uhyggelig film, men faktisk så det også sådan ud.

Træerne i den park som jeg på mystisk vis var havnet i, bøjede sig ind over stien, og gjorde det hele mørkt. De små hvide huse som var i byen spejlede sig i vandet og... Det mindede mig alt for meget om byen derhjemme.

Pludselig væltede minderne indover mig, som en flodbølge.

 

"LØB SÅ HURTIGT DU KAN!" Råbte Steffanie, og man kunne høre pigernes latter. Jeg skreg af smerte, imens at mine ben løb så hurtigt de kunne.

"Du kommer ingen vegne!" Grinede Fiona og ringede med ringeklokken på hendes cykel, som at signalerer at de var lige bag mig. "Lad mig være!" Skreg jeg, og kunne mærke en kramefølelse i mit ene ben. "Hvorfor løber du fra os?" Sagde Angelina, med en hård stemme.

Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Hvorfor gjorde de det her? Hvorfor?

Jeg faldt over en gren, og pludselig lå jeg på jorden. Grus og sten var landet i mit svedige ansigt. Jeg hørte bremsende cykler bag mig, og pigelatter.

"Amalie... Stakkels Amalie" Sagde Steffanie med en sarkastisk stemme. Pigerne bag hende grinede.

Jeg kunne mærke pigerne bag mig. Jeg kunne føle ondskaben i min ryg. Alt den ondskab som der boede inde i dem. "Lad mig være!" Skreg jeg for anden gang, og vendte mig endelig imod dem.

"Hvorfor Amalie? - Hvorfor?" Sagde Fiona med et oprigtigt og sødt stort smil, hvilket gjorde det endnu mere skræmmende.

"Jeg har ikke gjort jer noget?" Sagde jeg, og børstede langsomt gruset ud af mit hår. Hvis jeg var heldig, ville de bare snakke med mig.

"Forkert sødeste" Sagde Angelina, og gik tættere på mig. Truende tæt på. "Hvad?" Sagde jeg, og kiggede hende direkte ind i øjnene. Min gamle bedsteveninde gemte sig stadig inde i Angelina... Hun var der stadig.

Minderne fra dengang vi hoppede i trampolin og spiste is, dem kunne hun ikke have glemt, og derfor måtte der være noget godt indeni hende.

"Du har altid troet at du VAR noget, bare fordi din far er professor, og at i har røven fuld af penge, men Amalie? - Du er ingenting!" Hvæsede Angelina, og sparkede grus op på mig.

Pigerne grinede, og jeg kunne mærke tårerne komme tilbage.

 

Nu lå jeg på jorden og hulkede. Jeg var INGENTING... Jeg var ingenting, og derfor burde jeg ikke leve.

Jeg rejste mig op, og børstede gruset af mine knæ. Jeg kiggede rundt. Jeg kunne ikke tage tilbage til drengene, og de var sikkert også væk... ikke til at finde. Jeg kiggede på min mobil, klokken var syv, så jeg havde løbet i flere timer. Var det overhovedet muligt? Det må nok være på grund af den krotesk gode form jeg havde fået, fra alle de sportslige fritidsaktiviteter mine forældre havde tvunget mig til.

Jeg haltede ned til søen. Mit knæ sveg, og jeg kunne mærke smerten, Søen var skøn. Freden var utrolig, og jeg kunne høre fulgene synge.

Hvis bare Zayn kunne have... holdt sin kæft. Han var den jeg kunne betro mig til, og han måtte forstå at jeg ikke kunne fortælle det til alle drengene. - Jeg kunne sku ligeså godt skrive en bog om det, som at fortælle det til alle drengene -  Det ville ødelægge deres billede af mig.

Zayn forstod mig, men han var også den eneste.

Jeg troede i hvert fald at han forstod mig, men nej... Jeg var alene. Alene i verden. og hvor længe kunne jeg blive ved med at stå alene?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...