Musik og Vokal ((1D))

Amalie er en forsigtig og indadvendt pige som bor i en provinsby på Sjælland.
Hendes lærer syntes at hendes fraværende attitude er bekymrende, og lærerne siger til Amalies forældre at hun skal ud og inspireres.
Hendes forældre overvejer situationen længe, og bestemmer sig for at Amalie skal bo hos sin tante.
Mosteren bor i London og arbejder som sanglærer/Vocal Teacher Og arbejder som sanglærer for One Direction.
Amalie kan ikke lide at hun skal flytte, men vil heller ikke lade et eventyr passerer...
Hun bliver kørt til London, og møder sin tante...

485Likes
417Kommentarer
60088Visninger
AA

12. 11. Kapitel

Vi havde været ude og shoppe. Zayn og Liam havde købt nogle ternede skjorter fra "vans" men de andre havde kun kigget. Jeg havde købt nogle grå jeans, tre ternede skjorter og en hue.

Faktisk var der også en pige afdeling i butikken, men jeg kunne bedst lide drengetøjet, for det var ikke så stramt, og mere komfortabelt.

"Du er sej, ved du godt det?" Grinede Harry og uglede mit hår. Jeg lavede et lille fnys, men blev samtidig smirget.

 

"Cafetid?" Sagde Louis og kiggede på mig. Drengene var virkelig søde, og det var som om at jeg altid bestemte. "Jeg er altid frisk på cafetur" Svarede jeg, og trak på skuldrene.

"Jeg elsker hende!" Grinede Niall og kiggede på de andre drenge.

 

Vi gik ind på cafeen, og folk stirrede på os. "Hvorfor stirrer de?" Sagde jeg, og rynkede panden. Det var forfærdeligt med så meget opmærksomhed. "Ehm... One Direction" Grinede Zayn og kiggede på mig, som om at jeg var dum. Jeg trak på skuldrene og fnes. Det var underligt at en normal gruppe drenge altid blev omtalt som "One Direction." De var jo ikke One Direction, de var Liam, Zayn, Niall, Louis og Harry... De var ligesom andre drenge... bare sødere.

Da maden var kommet sad vi og snakkede lidt. Faktisk var det skønt at lærer dem bedre at kende.

Jeg sad på stolen og kiggede ud af vinduet. Folk gik rundt i forskelligt tempo. Jeg elskede at kigge ud af vinduet. Jeg var som fluen på væggen. Jeg var meget nyskerrig på livet, men hvorfor ville jeg blive klar til at hoppe ud i det, med hovedet først?

"Amalie?" Sagde Niall og trykkede forsigtigt min hånd. "Ahvad?" Grinede jeg, og kiggede på drengene.

"Du virker altid så sørgmodig, når du sidder og kigger ud af vinduet" Sagde Harry og rynkede panden. De så virkelig bekymrede ud.

"Det er ingenting" Sagde jeg, og rystede forsigtigt på hovedet. Ingenting... Intet.

Drengende kiggede på hinanden i et stykke tid. Pludselig følte jeg at de studerede mig. Pludselig følte jeg at de var ligesom mine psykologer.

"Skal vi gå?" Sagde jeg hårdt, og tog min jakke. Jeg ville væk fra opmærksomheden.

Jeg kunne mærke vreden boble i min mave. Jeg var rigtig glad for at shoppe med drengene, og have det sjovt med drengene, men pludselig kunne jeg mærke vreden sitre i min krop.

De havde intet gjort.. Jeg skulle ikke blive sur. De havde intet gjort... Ingenting.

"Må jeg lige snakke med dig?" Sagde Zayn, og smilede et lille smil. "Jaja" Sagde jeg, og trak fraværende på skuldrene.

Mig og Zayn gik ud på gaden, og tændte hver vores smøg. Det var svært at stoppe med at ryge, når mig og Zayn hele tiden stod og røg sammen.

"Måske skulle du... Fortælle dem... det som du fortalte mig" Sagde han og tog sin hånd på min skulder. Han kiggede ned i mine øjne, med et bekymret og ængsteligt blik. Var han bekymret?

"Jeg fortalte dig min historie, fordi at jeg stoler på dig... fordi du er noget særligt" Sagde jeg, og kunne mærke tårerne presse sig på.

"Drengene er skønne - de vil kunne forstå dig... jeg syntes du skal gøre det... det vil være en lettelse for dig" Sagde Zayn og forsøgte at give mig et kram.

Pludselig var det hele for meget. Han var noget særligt. Ham kunne jeg stole på. Nu pressede han mig til at snakke med andre. Han var noget særligt... Han var noget særligt, før at han begyndte at bruge det imod mig.

"Jeg bestemmer selv!" Sagde jeg, før at jeg skubbede ham væk, og løb.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...