Musik og Vokal ((1D))

Amalie er en forsigtig og indadvendt pige som bor i en provinsby på Sjælland.
Hendes lærer syntes at hendes fraværende attitude er bekymrende, og lærerne siger til Amalies forældre at hun skal ud og inspireres.
Hendes forældre overvejer situationen længe, og bestemmer sig for at Amalie skal bo hos sin tante.
Mosteren bor i London og arbejder som sanglærer/Vocal Teacher Og arbejder som sanglærer for One Direction.
Amalie kan ikke lide at hun skal flytte, men vil heller ikke lade et eventyr passerer...
Hun bliver kørt til London, og møder sin tante...

485Likes
417Kommentarer
60098Visninger
AA

11. 10. Kapitel

"Blandt andet, så vil jeg gerne ind i nogle mandebutikker, for jeg mangler nogle store skjorter" Sagde jeg, imens at jeg sad inde i den store hvide varevogn. "Går du i drengetøj?" Sagde Niall med et skævt smil. Jeg kiggede på ham med et træt og beklagende blik. "Helt ærligt... Drengetøj er overvuderet - alle burde gå i det samme" Sagde jeg, og de andre drenge nikkede sig enig.

"Jeg elsker at gå i min kæreste Eleanors kjoler!" Sagde Louis med en piget stemme, imens at han viftede rundt omkring med løse håndled.

Jeg fnes stille og rystede på hovedet. Louis var skør, S-K-Ø-R. "Jeg syntes vi skal tage ind i "Vans" Sagde Liam og kiggede på de andre drenge. "Vans? - Jamen... Sælger de ikke kun sko?" Sagde jeg og rynkede panden.

Jeg elskede skoene "Vans" og jeg anede ikke at de solgte andet end sko. Drengene grinede igen af mig.

Gid at drengene ville blive kvalt i deres grin... det gik mig virkelig nerverne, men... når det er sagt, så er de ret søde.

"De sælger også fedt tøj, både til drenge og til piger... de køre "Street STYLES" Sagde Harry med et kækt smil.

Jeg nikkede anerkendende. Jeg elskede den drengede street stil. "Så vil jeg gerne ind i den butik" Sagde jeg, og kiggede på drengene med et beslutsomt smil.

Bilen stoppede og drengene steg ud. Jeg sad i midten, så jeg gik ud tilsidst. Da jeg var ved at stige ud af bilen kom en hånd frem imod mig. "Må jeg hjælpe dig ud af bilen, frue?" Grinede Niall, og tog sin ene arm om på ryggen, og lignede en rigtig butler. "Gerne, sir" Sagde jeg, og fnes stille.

Da jeg gik ud, var jeg ved at slippe hans hånd, men han blev ved med at holde den. Jeg kiggede lidt usikkert rundt, men kunne godt lide at holde i hånd. Det var sjældent at jeg havde holdt nogle i hånden... Sidste gang jeg holdt nogle i hånden var....

 

jeg lå på jorden og skreg af smerte. Drengene havde løftet mig ud på fodboldbanen, imod min vilje. Jeg skreg og forsøgte at rive dem i håret. De grinede flabet.

De lagde mig midt ude på fodboldbanen. Nogle af drengene tog fat i mine hænder, for at jeg ikke kunne gå nogle steder. "Amalie... Når vi kalder på dig, skal du ikke tage din cykel og cykle væk fra os" Sagde Alfred, og kiggede mig dybt ind i øjnene, imens at han sad på min mave.

"Slip mig!" Skreg jeg, og kiggede på drengene som sad og holdt mine hænder.

"Hvorfor skulle vi?" Sagde Frederik, og grinede svagt. Han holdt i mine hænder, stramt og brutalt.

Tårerne trillede ned af mine kinder, og jeg følte at jeg var ved at blive kvalt i mine skrig. "Vi gør dig jo ikke noget, men hvis du skriger, så må vi jo få dig til at holde kæft" Sagde Alfred, og kiggede på mig med et alvorligt blik.

"Fjern jer fra mig!" Skreg jeg, og forsøgte endnu engang at sparke og slå, for at komme fri. "Tag fat i hendes ben!" Skreg Alfred, som lige havde fået et hårdt los på ryggen, af mine ben.

Drengene tog mine ben, og nu kunne jeg ikke gøre noget.

"Du var advaret" Sagde Alfred, og pludselig begyndte hans at plukke græs fra fodboldbanen og tvinge det ind i min mund. Græsset var ækelt, men det som var mest ækelt var hans klamme fingre, som nærmest rev fat i mine kinder, for at få mig til at åbne munden.

"Karin kommer!" Skreg Tim, som stod ovre ved stien, og holdt øje med om der kom nogle. "Løb!" Skreg Alfred, før at alle drengene løb deres vej.

Karin var min lærer... hun opdagede aldrig mobningen... Hun opdagede det aldrig, men hun sagde til mine forældre at jeg var et problembarn... Gad vide hvorfor jeg var det? - Det havde hun åbenbart ikke tænkt over!

 

Den eneste gang en dreng havde taget min hånd, var den dag hvor Frederik tog mine hænder, for at holde mig fast. A Story of my life. Aldrig kærlighed. Ikke til mig.

Jeg kom ud af mit flashback da Niall klemte min hånd. "Du sidder og trykker min hånd helt vildt hårdt, er der noget galt?" Sagde Niall og kiggede bekymret på mig. Åh nej... Nu havde jeg siddet og tænkt på de dårlige minder, og så havde jeg siddet og trykket Nialls hånd... Nu måtte han tro at jeg var syg.

"Nej nej - Jeg faldt bare i staver" Grinede jeg, og puffede stille til ham. De måtte alle sammen tro at jeg var en galning.

"Du er en tåger... det er jeg også" Grinede han, men jeg forstod ikke det sjove?

Var jeg en tåger? - var jeg sådan en fjern type, som sad i min egen verden, og ikke havde plads til andre. Jeg tænkte faktisk altid på mig selv, og mine egne minder... var jeg egoistisk."

"Syntes du bare at jeg er totalt egoistisk?" Sagde jeg, og rynkede panden. Syntes de at jeg var en tåger? - Hadede de mig?

"Nej Amalie! - Det sagde jeg ikke!" Sagde Niall, og forsøgte at holde et grin tilbage. "Nå" Sagde jeg og kiggede undskyldende på ham. "Du er perfekt" Sagde han, og klemte min hånd forsigtigt, imens at han smilede et lille, nuttet smil.

"Tak Homie, du er også helt okay" Grinede jeg, imens at jeg puffede til ham.

Jeg gik lidt videre, men jeg kunne mærke Nialls øjne i nakken. Var jeg perfekt? Hvad mente han med det?

______________________________________________

I må gerne like, hvis i vil. :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...