Musik og Vokal ((1D))

Amalie er en forsigtig og indadvendt pige som bor i en provinsby på Sjælland.
Hendes lærer syntes at hendes fraværende attitude er bekymrende, og lærerne siger til Amalies forældre at hun skal ud og inspireres.
Hendes forældre overvejer situationen længe, og bestemmer sig for at Amalie skal bo hos sin tante.
Mosteren bor i London og arbejder som sanglærer/Vocal Teacher Og arbejder som sanglærer for One Direction.
Amalie kan ikke lide at hun skal flytte, men vil heller ikke lade et eventyr passerer...
Hun bliver kørt til London, og møder sin tante...

485Likes
417Kommentarer
59863Visninger
AA

2. 1. Kapitel

"Så du er Vocal Teacher?" Grinede jeg skeptisk og kiggede på min tante bedre kendt som Helene Horlyck.

Hendes arbejde var at være sanglærer/Vocal Teacher.

Hun boede i Danmark med min mor, indtil hun var tyve år, hvor hun begyndte at synge i et band i London, og idag er hun sanglærer for One Direction.

Ja... Alle kender hende som Helene Horlyck, men jeg kender hende som "tante."

Jeg kiggede ud af vinduet på bilen. Det var en overskyet dag, og den mindede meget om mit humør. Mit humør var tungt, og jeg var træt. Træt af livet, og træt af at jeg skulle være i et land hvor folk ikke snakkede dansk.

"De kalder mig Vocal Teacher, for det hedder det" Grinede min tante og kiggede på mig igennem bakspejlet.

Jeg sagde ikke noget. Jeg ventede bare på at bilen ville stoppe, og jeg kunne komme op og sidde i et rum. Måske ryge et par cigeratter og få en kaffe latte, så jeg kunne holde mig vågen.

"Må man ryge i lokalet?" Sagde jeg og kiggede håbefuldt på min tante. "Du kan tro nej!" Sagde hun og kiggede strengt på mig, men med et lille smil.

"Bare et par?" Sagde jeg og kiggede på hende med et koldt ansigtsudtryk.

"Hvis du vil ryge, må du smutte ned i baggården" Sagde hun. Jeg kunne høre på hendes stemme at der ikke var noget at diskutterer.

 

"Så er vi her" Sagde hun og stoppede bilen.

Jeg nikkede bare og gik ud af bilen. Endelig kunne jeg komme ud og strække benene. Vi havde kørt direkte fra lufthavnen og hen til lejligheden hvor hun underviste drengene.

Jeg lavede en lille hoppedans, så jeg kunne vifte alt trætheden og tristheden ud af kroppen.

Min tante grinede stille. Hun troede åbenbart at jeg var i godt humør, for hun tog forsigtigt min hånd og klemte den.

"Fjern dig" Sagde jeg surt og kiggede på hende med et skeptisk blik. "Giv mig nu lov til at være omsorgsfuld" Sagde hun og smilede skævt.

Jeg var ligeglad hvad hun sagde... Jeg var ligeglad hvad hun sagde til mig. Hun skulle ikke lave mig om. 

Det skulle ingen!

***

Vi gik op til døren og jeg kunne høre højlydte stemmer. "Opdrætter du aber?" Sagde jeg, og kiggede anklagende på min tante. Hun grinede og kiggede kærligt på mig.

"Det er drengene... De er venlige - du skal ikke være bange" Sagde hun, med en blid stemme, som om at jeg var et lille barn.

"Jeg er skuda ikke bange!" Sagde jeg og kiggede på hende, som om at hun var en idiot.

Men sandheden var at jeg var rædselslagen.  Siden jeg blev tæsket af mine klassekammerater hver dag, havde jeg været nervøs for  andre unge. Andre unge skabte smerte, ikke glæde.

"Bare hold dig til mig" Sagde min tante og tog min hånd.

Jeg var faktisk taknemmelig for hendes omsorg, men hvis jeg ikke havde været så rædselslagen, så havde jeg sluppet hendes hånd, og lavet et snobbet fnys.

"Hej Drenge!" Råbte min tante, og der blev stille i et sekund, før at de løb hen til os.

"Hej!" Sagde drengene, som kom til syne i døren. "Tager i lige mine poser?" Sagde hun, og gav drengene poserne.

Nu havde hun glemt mig. Hun havde sluppet min hånd, og var på vej ind i entreen.

Jeg ville gerne følge efter hende, men mine ben var som sømmet til jorden.

"Er der mad i poserne?" Sagde en irsk accent.

Jeg havde fået afvide af min tante at der var en lyshåret dreng, som havde irsk accent, men jeg vidste ikke om der var flere drenge med irsk accent.

"Hej" Sagde en krølhåret dreng til mig. Han var den første som havde opdaget mig.

"Hej..." Sagde jeg usikkert, og kunne mærke en kvalme stige i min krop. Angsten var kommet tilbage.

"Hvad hedder du?" Sagde han og smilede skævt. Han var tydeligvis forvirret over hvem jeg var.

"Amalie... Jeg er jeres sanglæres niece" Sagde jeg og kiggede ned på mine sko. "Jeg hedder Harry" Sagde han og kiggede på mig. Skulle jeg sige noget tilbage?

Han rynkede panden og smuttede ind i lejligheden.

Jeg stod stadig i døren, og kunne høre stemmer.

"Hvorfor har du ikke præsenteret os?!" Kunne jeg høre Harry sige.

"Er her piger?!" Lød en anden stemme, og pludselig stod der fem drenge foran mig.

Min tante præsenterede mig for dem, og nu kendte jeg navnene på dem, men det betød intet...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...