Calibur

Pigen Athaia løber hjemmefra for at trække det magiske sværd op ad stenen den har været fanget af i flere århundreder. Sammen med sin ven, ilderen Emrys tager hun på en farefuld rejse for at finde sværdet. på vejen møder hun druiden Merlin og prinsen Arthur. Men vil hun virkelig være den udvalgte der som den eneste kan trække sværdet? og hvis det lykkes, hvad vil der så ske?

1Likes
1Kommentarer
666Visninger
AA

2. Sværdet

Kapitel 2: sværdet

Emrys sov da de nåede skovbrynet, men Athaia vækkede ham ikke. Hun var alt for opslugt af sine egne tanker. Hvem var det der havde talt til hende ved vandet? Det havde lydt som hendes mor men hvordan skulle hun kunne gøre det? Hun var jo død. Og intet kan vække de døde. Undtagen guderne tænkte hun. Men hvorfor skulle de dog gøre det? De havde næppe megen lyst til at gå og skænke så magiske og dyrebare gaver bare fordi de kunne? Men de havde jo gjort det. Og det måtte jo have et formål. De legede med hende. Ja! De legede mens det var hende der skulle ofres for at guderne kunne få et godt grin. Men Athaia kunne intet stille op. Hun var i gudernes vold. Det var stadig mørkt men himmelen i øst var begyndt at lysne en smugle. Athaia vandrede længere ind i skoven, indtil hun fandt et passende sted at slå lejr. Det var for sent til at tænde bål så hun fandt bare sine tæpper frem fra tasken, og lagde sig til at sove. Hendes tanker blev udviskede og hun glemte alt om stemmen, stenen, og gudernes leg. Hendes drømme kredsede om rejsens mål. Sværdet. Sværdet i stenen. Lige siden hun var lille havde hendes mor fortalt hende historier om det magiske sværd som var blevet plantet i stenen for at én udvalgt en dag skulle komme og trække det fri. Man sagde at den der kunne få sværdet op af stenen var skæbne bestemt til at fordrive det onde fra landet. Lige siden hendes mor havde fortalt hende legenden havde Athaia drømt om at hun en dag ville rejse til stenen og befri det magiske sværd. Hun havde dog ikke mange forhåbninger om at hendes ”mission” ville lykkes. Hun havde ikke engang tænkt på hvad hun skulle gøre hvis det lykkedes, og det kunne godt gå hen og vise sig som et problem. Selvfølgelig havde sværdet specielle kræfter, men ingen vidste rigtigt hvilke. Nogle mennesker mente at druiderne vidste det, men ikke ville dele deres viden. Det kunne godt have været sandt for druiderne delte sjældent deres viden med ”de ikke indviede” som de kaldte bønderne. De vidste at hvis menneskerne fik deres skæbne at vide ville verdenens orden bryde sammen. De gjorde det ikke for at være onde. Det var bare nødvendigt. Men denne gang talte de sandt. De vidste intet. Athaia havde altid forestillet sig at det var druiderne i første omgang havde plantet sværdet. Men der var faktisk heller ingen der vidste. Det havde bare altid været der og der havde været mystiske historier omkring sværdets oprindelse i århundreder. Og i al den tid havde ”den udvalgte” ikke vist sig, og sværdet var der stadig trods alle de hænder der havde prøvet at trække det fri. Derfor ville Athaia nu prøve sit held og udleve sin drøm. Hun ville selv prøve at prøve at befri sværdet, selvom hun var klar over at hun sandsynligvis ikke kunne. Ilderen Emrys havde selv besluttet at tage med. Athaia havde for mange år siden redet ham fra at drukne. Hun havde kun været et barn og han en unge. Men selvom de var så forskellige havde de siden dengang været tæt sammen. De bar hinandens fortrolighed og kunne ikke skilles. Emrys følte at det var på tide at betale den livsgæld han skyldte Athaia. Han var ret kløgtig af en ilder at være. Hans hjerne var skarp som en ørn, og han kunne tale. Evnen til at tale med mennesker blev kun givet af guderne til meget få dyr. De dyr der havde denne evne blev anset for hæderlige. De andre dyr mente at en Ilder med dette potentiale havde en stor skæbne foran sig. Men Emrys havde aldrig ønsket alt den opmærksomhed, og det pres dyrene lagde på ham var for meget. Han havde ikke kunne leve op til deres forventninger. Han var stukket af fra dem. Men han var faldet i en bæk og var blevet skyllet langt væk, indtil Athaia redede ham. Hun havde givet ham den støtte han havde brug for og hun så ikke på ham som om han hvert øjeblik skulle gøre noget magisk eller noget andet fantastisk. Hun var hans ven, og han var hendes. Da Athaias mor døde havde Emrys været hendes eneste støtte. Han mente selv at en del af gælden var blevet udbetalt der, men han var ikke færdig og han kunne ikke bare forlade Athaia. Han elskede hende som en søster og ville ikke skilles fra hende. Ikke på vilkår!

De boede i et magisk land og her herskede fred og ro under kongen Uther. Han yndede at kalde sit land Ieldor. Men han var ved at blive gammel, men han var en stædig man og han havde stadig et par år tilbage. Hans søn Arthur ville snart tage over. Alle pigerne var ved at dåne over hans skønhed, og han nød det. Det meste af tiden for nogle gange irriterede det ham at han konstant blev forfulgt af lange blikke. Men der var dog en hage. Al denne opmærksomhed og tilbeden havde gjort ham snobbet og højrøvet. Hans far vidste dette og var bekymret. Hvilken konge ville han ikke blive? Han ville føre kongeriget til bunds og ødelægge alt hvad Uther havde kæmpet for. Uther havde i alt hemmelighed besluttet at hans søn skulle sendes væk i nogle år, så han kunne få lidt fred og indse hvor stor betydning fred havde. Dette var en brik i gudernes puslespil som snart ville blive sat på plads. Men det større billede var endnu ikke synligt…

 

Athaia vågnede først ved middagstid. Hun havde nogle tørrede fisk pakket ned i skindtasken, og de blev deres frokost. Athaia havde kun prøvet at jage to gange, og det havde hun ikke været så god til som hun ønskede. Ikke desto mindre havde hun taget både bue og pile med, i tilfælde af at de løb tør for mad – hvilket de højst sandsynligt gjorde-. Emrys var helt oppe at køre over at være tilbage i den skov han blev født i, og derfor plaprede han løs om alle de oplevelser han havde haft der som unge.

”Og så var der dengang hvor pindsvinets hoved sad fast i et hul. Men så kom storken og brugte sit lange næb til at lirke ham fri. Så var det at både musene og uglen drillede ham og…” han tav og Athaia der havde gået i sine egne tanker og ikke rigtigt havde hørt efter indtil nu, så op for at se hvad der var galt. Foran dem hang en faldefærdig hængebro over en dyb slugt. Den så ikke videre sikker ud.  Athaia gik tættere på kanten og kiggede ned. Langt, langt under hende brusede en hidsig flod vildt forbi. Den slikkede sultent op ad de spidse klippeskær der engang i tidernes morgen var faldet derned, og nu dannede den perfekte dødsfælde. Athaia gispede og sprang tilbage. Eleni havde bestemt ikke lyst til at passere den bro, men der var ingen vej uden om. Hun måtte gøre det. Emrys kiggede på hende med øjne der var opspilede af frygt. De vendte begge blikket mod hængebroen, der knirkede faretruende mens den svingede i vinden.

Dødfælde? det er vist det helt rigtige ord for det her! Tænkte Athaia . Hun rejste sig langsomt på rystende ben, stadig stirrende på ”dødsfælden”. Men så rankede hun sig. Hun lukkede øjnene og tog nogle lange, dybe indåndinger. Emrys kravlede op på hendes skulder og trykkede sig ind til hende. Den ellers så sludrevorne ilder var stum af skræk og hans små spidse klør borede sig ind i skulderen på hende. Men Athaia følte det ikke. Der var ikke tid til medlidenhed eller skræk, for dette var en modens stund. Hun måtte forstene sit hjerte og være frygtløs så dødsfælden ikke ville påvirke hende. Hun isolerede sig fra alle de følelser der i dette øjeblik prøvede at trække hende ned i en dyb, bundløs sø af fortvivlelse og angst.

”jeg kan, jeg vil, jeg skal, jeg kan, jeg vil, jeg skal” mumlede hun hen for sig. Emrys afbrød hende ikke. Da Athaia var klar åbnede hun øjnene. Nu så hun situationen med nye øjne. Broen så fuldstændig ufarlig ud, ligesom floden og nu så hun klart at hun bare måtte overlade sig til skæbnens vilje og gudernes spil. Athaia trådte et skridt ud på den svagende bro. Så et til, og et til, og et til og før hun vidste af det stod hun mit ude på hængebroen. Hun så sig tilbage og illusionen af mod forsvandt med en isnende følelse i maven. Rebene der holdt broen løsnede sig langsomt. Emrys så det også

”broen! Athaia! LØB!!!” skreg han, og det gjorde hun. De rådne brædder flækkede og faldt ned bag hende da hun spurtede hen over hængebroen med den visse død lige i hælene. Athaia var næsten ovre da hun hørte et af rebene knække og hun sprang så langt hun kunne. Hun landede hårdt på jorden og hørte det sidste reb knække. Stadig med hovedet presset mod den ru jordbund hørte hun de hule brag da hængebroen blev smadret mod klipperne nedenunder. Forpustet vendte hun hovedet mod Emrys der kiggede forundret på hende.

”vi… klarede det!?” sagde hun med forpustet stemme og så sig tilbage. Det eneste der kunne bevidne at der for få sekunder siden havde været en hængebro dér, var de krogede pæle, rebene havde været bundet til.

”der er mere i dig end man skulle tro Athaia Vierns-datter!” De begyndte begge at le og nu hvor de var begyndt kunne de slet ikke stoppe. De sparkede ud i luften, trillede rundt, og slog sig på maverne så det gjorde helt ondt.

”tja det var så vores første eventyr” sagde Athaia med øm hals og et smil på læben.

”så må vi vel hellere gå det næste i møde. Det skulle jo nødigt stå og vente”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...