Calibur

Pigen Athaia løber hjemmefra for at trække det magiske sværd op ad stenen den har været fanget af i flere århundreder. Sammen med sin ven, ilderen Emrys tager hun på en farefuld rejse for at finde sværdet. på vejen møder hun druiden Merlin og prinsen Arthur. Men vil hun virkelig være den udvalgte der som den eneste kan trække sværdet? og hvis det lykkes, hvad vil der så ske?

1Likes
1Kommentarer
664Visninger
AA

1. Afrejse

Sværdets saga

Af Asta Malmgren

1. bog:

Camelot

 

Kapitel 1: afrejse

Athaia listede lydløst hen over trægulvet i den lille fiskerhytte. Den lædertaske hun havde over skulderen gjorde det besværligt for hende at bevæge sig lydløst, men det gik. Hun hoppede henover det knirkende gulvbræt og landede med et tyst bump som end ikke en kat kunne have gjort hende efter. Et dybt suk hørtes bag døren til højre, og hun kiggede forskrækket op på den. Det var hendes far der sov bag den papirtynde væg, og hun vidste at den mindste lyd ville vække ham. Efter et par sekunders stilhed, bevægede Athaia sig videre. Da hun nåede døren vendte hun sig om og så måske for sidste gang rundt i den lille fisker hytte. Hendes barndomshjem. Mens hun stadig stod med ryggen til døren, skubbede hun den langsomt op, og bakkede ud. Døren faldt i som den altid gjorde stille nærmest luftigt. Athaia stod et par sekunder foran og samlede mod, da et slankt dyr med sølvfarvet pels kravlede op ad hendes taske og satte sig på hendes skulder. Hun rakte en hånd op og aede den blidt.

”åh Emrys. Hvordan kan jeg dog gøre det her?” Ilderen - eller Emrys som nu var hans navn- puffede blidt til hendes kind med sin pelsede krop. Det gav Athaia mod. Havet glimtede sælsomt og da hun vendte sig for at gå blev hun frosset af dets skønhed. Havet havde været hendes ven, hendes tilholdssted og hendes trøst. Alt dette måtte hun nu slippe. Hvorfor gør jeg det her? Spurgte hun sig selv hele mit liv er her. Hvordan kan jeg forlade det? En lille stemme i hendes sagde noget dit liv kan ikke fortsætte sådan her. Det er dit kald og du kan ikke ændre gudernes hensigter. Du må fortsætte. Athaia gik ned til vandkanten og lukkede øjnene. Lyden af det brusene hav rungede i hendes øre og vuggede hende blidt. Det tog hende i en mors kærlige favntag og beroligede hende mere end noget andet kunne have gjort.. Se….. en blid stemme der ikke var hendes egen hviskede i hendes hoved. Hun var helt tryg ved den og gjorde som den sagde. Hun åbnede øjnene og så ud over havet der glimtede som tusind ædelsten i månelyset. Stenene…. Se på stenene Athaia… Da Athaia kiggede ned kom en bølge brusende og med den kom en stor rund sten.                                            Tag den……. Den er din… Tråde af gylden lys snoede sig rundt inden i den, og fik den til at ligne flydende ild. Hun bukkede sig ned og tog den mellem sine hænder. Den var meget let. Lettere end dens størrelse antydede.

Skjul den og når tiden er ret vil du vide hvad den skal bruges til….

Athaia vidste at denne stemme ikke ville hende ondt og at den vidste hvad den gjorde. Hun adlød og puttede stenen sikkert ned i sin taske. Hun så en sidste gang ud over havet, indåndede den salte luft. Så vendte hun sig og gik ud i den stjerne-oplyste nat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...