Engle læber.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2012
  • Opdateret: 14 maj 2012
  • Status: Færdig
Som hun dog lignede en engel, når hun lå i sin seng og sov roligt. Han kiggede på hende og nød hvert øjeblik. Han vidste godt at det var forkert af ham, at være forelsket i hende. Han vidste godt at det var forbudt, for sådan en som ham, at være forelsket i sådan en som hende.

3Likes
4Kommentarer
1067Visninger
AA

2. Kapitel 1.

 

Han kunne ikke lade vær med at tænke på første gang han så hende, sådan som hun lå der i sin seng. Han var ude at gå en tur i skoven, der ligger lige udenfor den by han bor i. Der var overskyet, så solen var ikke fremme. Vinden blæste i træerne og de visne blade der lå på jorden, fløj rundt og nærmest dansede væk fra træet de var faldet ned fra. Han satte sig op ad et træ og hvilede øjnene, mens hans tanker bare fløj af sted.

Pludselig kunne han høre noget. Det lød som en nynnen, men det kunne også bare have været vinden. Lyden blev dog højere og højere og nu var han sikker på at det ikke var vinden. Han skyndte sig at gemme sig, så han var sikker på han ikke blev set. Hans forældre har altid fortalt ham, at han altid skal gemme sig for ”almindelige” folk. Han skal sikre sig at de er af hans slags, før han viser sig for dem.

Han burde egentlig bare tage hjem inden klokken blev for mange, men det var som om han ikke kunne. Den nynnen lød bare så smukt, så han blev helt fortryllet af den og ville se hvor den kom fra. Det var en ung pige og hun var omtrent på hans egen alder. Hun havde rødbrunt hår, der gik til midten af ryggen. Hun gik over mod det træ, som han lige havde siddet ved. Han var bange for at hun måske ville opdage ham, da han havde gemt sig ved en busk ved siden af, men det gjorde hun åbenbart ikke, da hun satte sig ved træet, mens hun stadig nynnede. Hun havde en bog med, som hun begyndte at læse i. Han kunne se at hun havde chokoladebrune øjne og røde læber. Han var nærmest fortryllet af hendes skønhed og han havde sådan en lyst til at snakke med hende, men da opdagede han at hun ikke var af hans slags. Hun havde nemlig ikke den lugt, som andre af hans slags havde. Hun havde en meget sød duft, som almindelige mennesker har. Hendes var bare meget bedre og han skulle virkelig bide sig selv i læben for ikke at gøre noget som han ville fortryde.

Han begyndte at bevæge sig ligeså stille væk fra hans gemmested, så hun ikke ville opdage ham og da han var sikker på at han var langt nok væk, skyndte han sig hjem ad. Han fortalte aldrig nogen hvad han havde set ude i skoven, for han vidste hans forældre ikke ville kunne lide det. Han havde dog set hende mange gange i byen efter den dag, men han havde aldrig taget sig sammen til at snakke med hende.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...